Af Jo Brand

Som igler suger de sig fast til hinanden

De køber ind sammen, motionerer sammen, og hver aften ser de fjernsyn – sammen.

Før de mødte hinanden, havde de et liv, men efter de etablerede et parforhold, er de tabt for omverden.

Telefonen er blevet et forstyrrende element, og venner og familie er kørt ud på et sidespor, fordi tosomheden er nok til dem.

De er havnet i et klisterforhold og risikoen er, at de mister deres sociale omgangskreds, og at forholdet til drømmekæresten langsomt forvandles til et mareridt.

“Det er normalt, at man isolerer sig, når man er nyforelsket. I forelskelsesfasen skal man lære hinanden at kende – det er her, man slubrer alt det i sig, der er at finde. Men på et tidspunkt får man tømt bægret,” siger par – og psykoterapeut Peter Kongshaug.

Ifølge ham opstår problemerne i et parforhold i det øjeblik, hvor bægret er tomt, og den ene af parterne ikke længere bliver stimuleret alene i kraft af forholdet:

“Den ene bliver oftest mæt før den anden. For jo mere man er sammen i et parforhold, des mere skal det andet menneske kunne. I starten er det nok, at han kan kysse og elske, men senere skal han også kunne snakke, løse problemer, han skal være klog osv.,” forklarer Peter Kongshaug. Og eftersom, at det er meget sjældent, at et enkelt menneske kan opfylde alle ens behov, mener han, at det er nødvendigt, at man giver slip på tosomheden og accepterer, at man selv og ens partner har et behov for at tanke op andre steder end hjemme på sofaen:

“Selvstændighed er en nødvendighed for, at parforholdet skal fungere. Man kan ikke altid sidde og holde i hånd foran fjernsynet, mens chipsposen ligger på bordet. Det er okay at gøre det, når man er forelsket, men hvis det fortsætter, er det destruktivt. Når det, man kan bruge hinanden til, er tømt, går tingene skævt, og i værste fald begynder man at gøre mærkelige ting så som at slås. Et parforhold er jo ikke selvforsynende, man skal ud og hente ressourcer i omverden,” siger han, der mener, at isolation og kedsomhed er de typiske konsekvenser ved et “klisterforhold”:

“Når nogle kravler ind i hinanden og er sammen døgnet rundt, risikerer de i sidste ende at stå alene. For når forholdet ikke holder, har de isoleret sig fra omverden. Vennekredsen er forsvundet, og de ender ligesom dyrene i zoologisk have, der går hvileløst rundt i deres bure,” siger han. Der erkender, at der findes mennesker, der trives i deres klisterforhold, og hvor parterne ikke kan få nok af hinanden:

“Nogle par føler, at de har nok i sig selv. Men har de børn, påvirker det selvfølgelig dem, hvis de, ligesom resten af omgangskredsen, bliver forsømt. Andre oplever, at det går skævt på arbejdspladsen, fordi de har været så fokuserede på deres forhold, at de i bund og grund har været uinteresserede i andre relationer, og kun lige har lavet det, de skulle, og så skyndt sig hjem,” siger Peter Kongshaug, der har erfaret, at det oftest er kvinder, der virker mere klistrende, fordi de i højere grad end mænd er afhængige af forholdet.

“Mændene er bedre til at sætte sig selv i gang, og de er mere udadvendte i deres adfærd. Og når forelskelsesfasen er overstået, er det oftest manden, der siger: “Jeg har mine hobbyer, du må også få dine,” og så kan han have svært ved at forstå det, når hun siger: “Men Søren – du er min hobby.” Løsningen på klisterproblemer er i ifølge Peter Kongshaug respekt og samtale:

“Alle par slås med balancen om, hvornår man skal være sammen, og hvornår man skal være fra hinanden. Og alt for mange skilsmisser sker fordi, man ikke får talt sammen om det, og de involverede oftest tager udgangspunkt i dem selv fremfor forholdet, når de diskuterer.

Når den ene siger: “Jeg er nødt til at holde mine gamle venskaber ved lige,” skal man ikke nægte personen det, men have så meget respekt, at han eller hun får lov til at gøre det. Og i stedet for bare at tage af sted sammen med sine venner, kan man f.eks. stille sin partner spørgsmålet: “Hvordan kan du få det godt med, at jeg tager af sted.”

Der ikke noget vigtigere for et menneske end at føle sig elsket.”

Reklamer