Af Marie Timmermann

Der skal være plads til lidt egoisme

I et parforhold spiller magt altid en rolle, spørgsmålet er kun, hvem der har den. De første forelskelsens måneder er afgørende – fordeles magten jævnt mellem ham og hende, styrker det kærligheden. Par der ikke får afklaret styrker og svagheder i tide, kan derimod ende med at slide deres forhold i stumper og stykker.

– Når man møder én og bliver forelsket, så er det med at få fingeren op i timen. Intet er nemlig mere afgørende for et kommende forhold end de præmisser, der bliver udstukket i de første, forelskede måneder.
Peter Kongshaug er cand.mag. og psykoterapeut MPF (medlem af Psykoterapeut foreningen) og rådgiver blandt andet par, der vil deres forhold det godt. Han siger om kampene i kærlighedslivet, at de stort set alle kan føres tilbage til, hvordan vi præsenterer os for vores partner i den spæde og forelskede start:
- Jo mere pæcist man får introduceret sig selv, jo mere klart står man som person overfor den anden. Og jo bedre man kender den andens udgangspunkt, jo bedre kan man præsentere egne drømme, bekymringer, idealer og behov.

Omvendt – hvis det ikke sker, så indledes forholdet på to uafhængige kontrakter, som parterne gensidigt er uvidende om. 

Og det er både trist og trættende. For hvis parterne ikke kender deres fælles grundlag, kan de heller ikke komme med forslag til fælles løsninger, der tager hensyn begges behov.
- Hvis man f.eks. ikke i tide har sagt: “Det er vigtigt for mig at gå i byen alene eller tage på skiferie,” så vil det senere i forholdet opleves som en fjendtlig handling, når den ene kræver den slags frihed. For at bede om frihed er det samme som at sige: “Jeg ønsker at bygge mit liv på noget, der ikke er en del af vores fælles grundlag.” Og det vil de fleste opleve som meningsløst og smertefuldt. Det er som at høre den anden sige farvel, forklarer Peter Kongshaug. 

Han mener, at det at sige: “Jeg elsker dig” er at løse billet til parforholdet, og det forpligter:
- Hvis man tror, man dermed har den daglige ret til at beslutte, hvad der er ret og rimeligt, så betragter man jo bare forholdet som en arbejdsplads, hvor man selv er chef.

I længden kan ingen slippe ustraffet af sted med kun at tage hensyn til egne værdier. Selve kærlighedens væsen er jo netop i stigende grad at bruge sin viden og erfaring om partnerens ønsker og behov i de løsninger, man foreslår.
Parforholdet er med Peter Kongshaugs ord livsens alvorligt, mens kærligheden er selve livets lykke. I et kærlighedsforhold kan man med tiden ikke adskille sig fra sin partner. Vedkommende bliver en del af ens livsgrundlag, når man skal vurdere, om man har det godt: 
- Man bliver afhængig af denne kærlighedsforbindelse og vil simpelthen have alt, hvad der er at få.

Magt er mange ting

At magt er en fast størrelse i et kærlighedsforhold er uomgængeligt – det er fordelingen af den til gengæld ikke:
- Man kan sammenligne parforholdet med et drivhus. Det er op til indehaverne at afgøre, hvad man vil dyrke. Hvis det fungerer rigtig godt, bruger begge parter deres magt til at skabe vækst. Når det ikke sker, kan det være fordi den ene eller begge dybest set ikke magter et forhold. Det kan være, fordi de er for umodne, eller fordi de har ladet idealerne få overtaget, så de slet ikke kan skelne mellem dem og virkeligheden. Endelig findes der jo også mennesker, der kun magter sig selv, men alligevel lever i glimrende forhold. Det kræver blot en partner, der kan holde ud at bo sammen med en gæst, der bruger af ressourcerne, men går lige inden opvasken…

Magt kan med andre ord både bruges til at skabe plads og undertrykke. Kunsten i et forhold er at bevare sig selv og samtidig møde den anden i et fællesskab, hvor der også er plads til at være lidt egoistisk:
- Det afgørende er, at man er egoistisk på en måde, så den, man elsker, gider stille op igen og igen. Hvis man ved, at man er helt nede og dykke energimæssigt lige efter arbejde, men topper igen når det er tid til at vaske op eller putte børn, så er det jo hverken magt eller egoisme, at bede sig fri fra madlavningen. Det er en rationel fordeling af ressourcerne i familien, mener Peter Kongshaug, der i sit virke som terapeut klart oplever, at kvinder er mere ansvarlige, når det drejer sig om at arbejde på harmoni i parforholdet. 

- Måske fordi der står mere på spil for kvinderne. De oplever det langt mere farligt at blive skilt, end mændene gør. Kvinder går følelsesmæssigt i stykker ved en skilsmisse, fordi hele deres forståelse af tilhørsforhold bliver ødelagt.

At fællesskabet bliver opløst er fundamentalt rædselsfuldt for en kvinde. Det gør kvinder mere afhængige af, at forholdet fungerer, og derfor er de også villige til at gå længere for at finde en løsning, der bevarer forholdet. Og så er magten faktisk placeret – hos partneren. Peter Kongshaug beskriver magten i forholdet som en dæmon, der skal tæmmes og anvendes konstruktivt:
- I mange parforhold er et af stridspunkterne, at der helst ikke må være noget, der er forkert, eller som man er uenige om. Men hvis man nu lærer at få sagt de små hverdagsting, der går én på, så bruger man sin magt til at styrke fornemmelsen af, at lykken godt kan forstyrres af en uoverensstemmelse uden at verden går under. To mennesker kan jo ikke altid se ens på tingene. 

- Men det er svært at køre et forhold.

Der findes ikke nogen mere ambitiøs relation i livet end et kærlighedsforhold – ikke nogen større udfordring. Mount Everest kan rende og hoppe…

Reklamer