Af Ulla Andersen- Hverken i familien eller i parforholdet har man krav på at bestemme, hvad der er ret og rimeligt. Gør man det, betragter man i realiteten familien eller forholdet som en arbejdsplads, hvor man selv er chef. I stedet for at bestemme, er det mere brugbart at sige ”Jeg har behov for…” eller ”Jeg er ked af, at vi ikke er enige”.

Peter Kongshaug er psykoterapeut og har specialiseret sig i parterapi, hvor der ofte er fokus på magtbalancen i parforholdet.
- Et parforhold er det mest ambitiøse projekt af alle, og det lever kun af sin egen succes.

Hvert eneste forhold og familie har sin helt egen historie, og det afgørende er, hvordan man spiller sammen. I første omgang er den afgørende drivkraft i et parforhold forelskelsen. Det er den, der overhovedet får os til at se på hinanden og til at sige ja til en dans, en middag og til sidst også til at leve sammen. Forholdet i sig selv får en selvstændig identitet, siger Peter Kongshaug, der mener, at det er helt afgørende for det kommende forhold, hvordan vi i starten får præsenteret os selv og vores behov.
- Jo mere tydeligt man præciserer sig selv, jo tydeligere står man over for den anden og jo bedre kender man hinandens udgangspunkt. Og på den måde kan man bedst tydeliggøre sine egne drømme, bekymringer, idealer og behov. 

Meget ofte er det sådan, at manden slås for sine aktiviteter, for et ”frirum”, mens kvinden slås for retten til forholdet. I et parforhold står der ofte mere på spil for kvinden end manden. Hun er mere afhængig af, at forholdet fungerer og er derfor også villig til at gå længere for at finde en løsning, der bevarer forholdet. Og så er magten faktisk placeret, mener Peter Kongshaug, der ser magten i et forhold, som en dæmon, der skal holdes under kontrol. Og der findes ifølge Peter Kongshaug ikke større udfordring i livet end af få et parforhold og dermed også den indre magtbalance til at fungere. Kommer der børn til, og parforholdet bliver til en familie er der flere behov, synspunkter og ønsker, der skal fordeles ligeligt mellem parterne.

 -Ofte kan alt det, der indgår i en families liv, penge, tid, børnene ende i diskussioner om rimelighed. Og det er en svag størrelse. Der er jo ret beset ikke meget ære i bare at få ret. Det er vores valg og handlinger, som er afgørende. Men de kan til gengæld også virke provokerende. Desværre forekommer det mig også, at vi ikke bruger megen tid på at mærke, hvad det er, vi har fået i parforholdet og familien, og vi har svært ved at acceptere, at livet har visse begrænsninger, siger Peter Kongshaug.
Peter Kongshaug er selv gift og har tre børn, og hans eget parforhold og familieliv byder ofte på hændelser, der udfordrer magtbalancen i familien.

VI ER IKKE ENS

– For nylig sagde jeg f.eks. til min kone, at jeg synes familien ville have godt af at komme på en skiferie. Det sagde hun nej til. Med henvisning til vores regnskab. Okay, da jeg fik kigget på det, så det da heller ikke ud til, at der var plads til en skiferie for to voksne og tre børn. Jeg respekterede hendes udgangspunkt og dermed også hendes synspunkt. Men derefter gik jeg igang med at regne, rykke rundt på nogle poster og endte med at sætte en ferie sammen, der var rimelig i pris. I stedet for at rejse sydpå, gik turen nordpå, og på den måde havde jeg fået skabt et nyt udgangspunkt for, at familien nu kunne tage stilling til, om vi havde råd. På den måde er det muligt at tilgode to lige rimelige behov, forklarer Peter Kongshaug, der endte med at få en god skiferie med familien uden at økonomien af den grund væltede.

- I et parforhold gælder det om at øve sig i at dele. At turde sige ”Jeg har brug for…” og når den anden først har godkendt dette princip, er der banet vej for at finde en løsning, alle kan leve med. Samtidig er der ikke behov for, at det kun er den ene part, der bestemmer, men at man derimod når frem til en fælles beslutning på de givne præmisser, tilføjer Peter Kongshaug.
For Peter Kongshaug er det vigtigt at familien skal være til glæde for hinanden. Og dermed bliver en eventuel magtkamp aldrig aktuel, lige så lidt som behovet for at dominere og bestemme.
- Et parforhold kan sammenlignes med et drivhus, hvor det er op til hver enkelt, hvad man vil dyrke. Hvis det fungerer godt, bruger begge parter deres magt til at skabe trivsel og vækst. En familie er jo samtidig det sted, hvor man lærer at være menneske, og jo mere tydelige vi er, jo bedre mulighed er der for både at lytte og blive hørt. Men der findes jo også mennesker, som ikke magter et parforhold, Enten er de for umodne eller også har de et urealistisk billede af virkeligheden. Og så findes der jo også mennesker, der kun overkommer sig selv, men som alligevel lever i glimrende parforhold. Det kræver blot en partner, der villig til at bo sammen med en gæst, der tager for sig af retterne, men går, når opvasken skal tages, siger Peter Kongshaug, og tilføjer, at hvis ingen i familien iøvrigt gider tage opvasken, så kunne man måske tage den sammen.
For Peter Kongshaug er det helt afgørende at respekten i en familie er til stede. Også respekten for den enkeltes behov, stor som lille. Det drejer sig om at fordele ressourcerne i familien rationelt.
-To mennesker ser ikke altid ens på tingene. Det gør børn og voksne i en familie heller ikke. Så vi burde hellere fokusere på, at det ikke er verdens undergang, hvis vi ikke er enige om alting. Lykken kan godt forstyrres af en uoverensstemmelse, hvis blot vi lytter til hinanden og gør os synlige hver især.

(Trykt i Femina nr.38 16 september 2004, side 42)

Reklamer