ruinfacade

 

 

 

Uheld rammer, nogle hårdt!!

En kvinde jeg kender havde fået en kronisk smerte lidelse efter at være smidt af sin hest. Det uheld og konsekvenserne af at skulle ændre sit liv og at ville og ”komme op på hesten igen” ville hun skrive en bog om, nu kommer den. Den hedder Kronisk ramt – og forfatterens navn er Annemette Broch.

Jeg blev bedt om at skrive et kapitel til bogen som parterapeut, fordi en pludselig ændring påvirker parforholdet meget. Mit afsnit handler om de mønstre der opstår i samspillet
mellem tæt knyttede, og hvordan man bryder med et dårligt samspil og genfinder melodien. Tryghed, tegn på tillid, åbenhed og lysten til at lade sig påvirke er nogle nøgleord fra mit indlæg.

God fornøjelse med læsningen,
Peter Kongshaug

Med tilladelse fra Annemette, kommer her et uddrag fra bogen:

“Et parforhold under pres” af Annemette Broch

Intro

Fra starten af handlede det jo om, at de bare var så glade for hinanden, at alt andet var så ligegyldigt. Men så kom virkeligheden og forstyrrede med alt som skal ordnes hele tiden.

Et parforhold er som et ufærdigt stykke arbejde, og for det enkelte par er både måden og løsningen bestemt ikke afklaret på forhånd. Hvem er du? Hvem er vi? Men erfaringen viser at par går i gang med at løse opgaven med det samme. Det ligesom ligger i blodet. Fra første stævnemøde kan man hører de løbende udveksler status meldinger, spørgsmål og svar til hinanden bla. : ”Nå er det sådan du tænker”. ”Så er det aftalt”. ”Hvad synes vi om det”? ”Hvordan har du det”? Et par laver hurtigt en fælleshed, hvor i alle detaljer har deres kortere eller længere opmærksomhed. Alt de synes hører med til parlivet bruges til at gætte gåden om, hvordan ” vi kan blive gode for hinanden”.

Nogle par gætter deres egen gåde
Nogle par finder en balance i opgaven med at være dem de er, og med at gøre, hvad de synes hører med til deres område, så deres parliv og hverdagen fungerer. Andre par bokser med byrden hele tiden, hver dag og hver nat. De kan mærke, at hele deres person er involveret i opgaven, så længe den ikke er løst.

Dem der har fundet melodien, viser det ved, at de kan være tavse sammen over længere tid, samtidig med at de er aktive med såvel personlige sager som fælles anliggender. Og når de så siger noget, er det kort information om perspektivet med deres handlinger eller hvordan de har det. Udsagnene er åbne for at undersøge de konsekvenser det uundgåeligt vil få for den anden, ja at de overhovedet har sagt noget, og inviterer derfor til respons og afklaring. Begge har fuldt ud accepteret, at man ikke er alene mere og alt hvad man selv gør, har store konsekvenser for den anden. Og det har den anden en reaktion på – rummende eller afvisende. Og den reaktion giver de tilbage, for det har den anden brug for. Denne løbende afklaring giver tryghed, og det ved de er grundstenen for den tillid som føles så godt, når den er der.  De holder øje med trygheden. De giver sig tid til at den er der. De bruger den intimt. Den skal være i ro for ellers er der uro. De ved man er to som er en.

Dem der ikke kan finde melodien er også tavse, men når de så siger noget er det i en stresset eller irettesættende tone og mest om den anden, om deres dårlige gøren og laden. En utilfreds banken på en dør, der synes lukket. Og reaktionen er enten tavshed eller en anden udgave af samme negativitet – bare omvendt. De har gættet så langt at den anden har fejl. Samtalen løser ingen opgave, søger ikke sin afklaring. Den skaber heller ikke tryghed. De kan ikke ligge til og bliver derfor ikke hinandens trygge havn.

Hvis man spørger dem som spiller sammen, hvordan gør I? Ser de på hinanden og smiler. De viser deres lykke ved enten, at den ene roser den anden, ” hun er så god til …. ”, eller ved at de kikker på spørgeren og den ene med et nik fra den anden siger: ” Ja vi er glade. Vi er der for hinanden”.

De flyder ganske rigtigt lidt sammen. De er som lyset ud af et vindue, der lige bliver åbnet et lille stykke, man kan ikke rigtigt skelne, hvad der er derinde. Hvis man kikkede længere ind ville man se, at når harmonien brydes, og det sker fra det ene øjeblik til det andet, så bliver de sammen og søger hinanden. Hele tiden er tilliden i spil for at finde sin virkning. Udsagn om ens egen skuffelse og den andens ubetænksomhed glider frem og tilbage mellem accept af kritik og ikke mødte forventninger– indtil knus og søde ord igen gør at freden genindtræder. De bliver ved indtil de har sagt det som rammer og virkningen mærkes. ” Kan du høre jeg mener det. Jeg var ubetænksom. (Havde glemt dig i et blink af et sekund. Det spottede du, og råber nu fortvivlet efter mig. Jeg må ikke gå. Jeg skal være ved din side. Jeg skal sige i god tid, hvis jeg smutter).

Udefra set er et velfungerende par socialt set gavmilde ved de middage de holder og tilbyder sig gerne til specifikke tjenester. De er lydhøre for andre, sensitive i deres opmærksomhed, omsorgsfulde i deres sprog og siger intet vigtigt. De nurser kontakten med interesse. De er der og de er der ikke, for de er der kun helt for hinanden og ingen andre. Et par er eksklusivt. Deres grænser er selvfølgelige og derfor udenfor påvirkning.

De kan opfattes som ligegyldige, overfladiske, luftige for dem som ikke er tilknyttet dem. Men det er tydeligt, at for dem som er knyttet til dem, er de vigtige. De åbner op for varme og hjertelige signaler med meget kropskontakt. De er et par der har knyttet sig til hinanden med alt hvad det indebærer. De har konsekvenser langt udover deres egen lille kreds.

Parvalget
”Jeg elsker også dig”. Det tidsubegrænsede partnervalg er måske det valg vi tager mest alvorligt. Et par er skabt af et meget personligt valg, og af netop de to mennesker som vælger hinanden. Friheden til dette valg skatter vi højt. Men et par opdager modvilligt, at de ikke kun er et privat anliggende.

Det er i høj grad en social begivenhed, når der dannes et nyt par. Partnervalget bliver støttet og styrket udefra på mange måder. Socialt medfører det accept, partneren inddrages automatisk i familie og vennekredsen. Hos tranerne markeres valget ved at hele flokken hopper i en fælles dans – et utroligt skue. Hos mennesker er partnervalget, den begivenhed vi fejrer størst og mest af alle de valg vi træffer. Der er også en del lovgivning omkring et par, som løfter parret op til en unik relation. Et parforhold er den mest komplekse og ambitiøse relation vi har.

Men det er også unikt på en anden måde. Der er de senere år kommet en masse viden om, hvor meget biologien i hver af os er særligt indrettet til støtte os i at være partner. Der sker en række stimulerende ting inden i, når to mennesker begynder at gribe ud efter hinanden, der går langt udover den lidenskabelige tiltrækning. Det at ville være par passer sammen med arketypen i, hvordan vi som mennesker er indrettet til at være. Vi indeholder viden om at være par fra de sidste 1000 generationer af menneskeliv. Den par skabelon som ligger i os er ikke til at komme uden om. Den baner vejen for en måde at have et langvarigt parforhold på, som både er personligt tilfredsstillende, socialt velfungerende og som giver plads til de nye mennesker parret på et tidspunkt skaber, når de udvider parforholdet til dens flotte variation: familien.

Alt dette er i sin vorden, når to mennesker siger ”Jeg elsker dig”.

Skabelonen
Det er ikke så mystik at være et par, sådan generelt set. Mange kloge hoveder har set på, hvad der er typisk for par. Og der er faktisk noget stærkt vi mennesker har tilfælles.

Skabelonen afslører sig allerede i, hvad det er vi gør, når vi møder én vi gerne vil være sammen med. Forelskelsen begynder med at én siger ja, og den anden også siger ja tilbage. Og sådan skal det helst fortsætte – være. Et par skal sige en masse ja´er for at ha plads nok til et liv, og når en af dem ikke lige kan det, skal de snakke sammen til de finder det ja de kan sige. Måske blot et afklaret ja til et nej.

Det er deres ja, der skaber den ydre perimeter for det rum, den samhørighed et par har at være i. Det er parrets plads at boltre sig på, og den skal helst være stor nok til dem begge.

Et par er to voksne mennesker der ikke længere på noget tidspunkt er alene. Deres ja rækker ind i alt hvad de begge laver på alle tider af døgnet. Der er ikke et eneste øjeblik, man ikke er hinandens. Man er altså partnere om det partnerskab at ville være sammen mest muligt på flest mulig måder. Og det går begge veje.

Det kommer ikke bag på nogen voksen, at den anden voksne må sige nej en gang imellem. Men alligevel er alle afgrænsninger noget som sender et stærkt og udfordrende signal, som der vil blive reageret på. Og ingen, selv en stor stærk mand, er i et parforhold i den position, at han hele tiden kan nøjes med at sige: ”Sådan er det bare”. Og ingen kvinde, nok så følelsesbetonet, er i parforholdet i den position at hun hele tiden kan nøjes med at sige: ” Det er ikke mig”. Begge er en partner i et partnerskab om at være et par. Det vil sige at de er proaktiv på at værne om den særlige trygge havn de har fundet med hinanden – gennem at de begyndte at sige ja. Det er den stil de nød til at kunne fortsætte med at have. Og ja, det kræver de tager den engagerede samtale igen og igen, så et nej neutraliseres som truende, og opleves værdifuldt.

Et nyt par opdager hurtigt, at hvis de værner om deres ja, og bruger det respektfuldt, er de hinandens trygge havn. De erfarer også ret hurtigt, at de er begyndt automatisk at søge hinanden, og gennem det at opsøge hinanden og at blive mødt med accept og interesse, oplever de samværet ikke kun som et trygt sted at ligge sig ind til, men også som en tryg base. Der man hører til – ens sted at være, og det er stort. Man er blevet til et vi. Hun begynder at sige: ” Jeg stoler på han er der for mig”. Og han: ” Vi hører sammen”.

Et par starter med at lære at mødes og være tilrådighed for hinanden. De dvæler i hinandens interesse. En facet ved samlivet som er utrolig vigtig. Tilknytningen bliver først helt manifest, når begge ved og taler om, at det gør noget ved dem, når den anden går, at den anden er væk, og det betyder væk såvel fysisk som psykisk. Man reagerer på, hvordan den anden er der og administrere sin tilgængelighed. Derfor er måden man så mødes på igen så vigtig. Det er ikke nok med et lille kys. Man skal kunne lytte, blive skældt ud for at være væk for længe, man skal interessere sig for hvad man selv har lavet. Denne nursing af hinandens tilknytningsreaktioner er utrolig vigtig.

Tilknytningen ligger i nervesystemet som en slumrende indsigt om at ” vi to er mit liv base ”. Det meste af tiden er den i ro, men når uroen vækkes, så er der balladen. Og her er det så de fleste par laver sig et dårligt mønster omkring at være der for hinanden. Der er sket ting og sager som bare bringer svære følelser frem, man valgte ikke at tale længe nok om.

Mønstret opstår efter de episoder, hvor man tog helt fejl af hinanden, hvor der var et svigt, hvor man bare ikke var der for hinanden. Den følelse det efterlader, indgår som en bekymring, der nærmest danner skole for, hvordan man ser på den anden. Det tager mange inderlige samtaler at få den mistillid lagt til ro igen.

Og hvis begge har gået og samlet på nogle svigt eller ikke har modet til at bede om noget vigtigt, så kan et par have skabt et smertested, hvor de går gennem isen og helt mister evnen til tillidsfuld kontakt og opmærksomhed. Hvor de derimod forskanser sig enten i tavshed eller udtalt vrede. Det bliver langsomt helt små ting som kan bruges til at minde én om at man er i fare sammen med den man elsker.

Så selvom man igen og igen får at vide ” det gør ikke noget at du ikke har et job, er syg, er blevet lidt stor, så vil man ikke tage imod og lade det virke. Man har måske aldrig før været så vigtig for nogen, at man faktisk kan tro man er elsket selvom man ikke er helt perfekt. Men at åbne sig til den sandhed er den eneste vej.

Den slags fejltolkninger kommer fra vort gamle tilknytningsmønster, fra da vi var små børn. Det mønster som opstod ved den måde vor elskede mor og far nu var der på overfor os. Vi elskede dem og de var der på deres bestemte måde, det var det vi fik og det måtte vi indrette os på. Der er mange varianter. De var der når det passede dem, eller vi fik opmærksomhed, når vi præsterede noget bestemt, eller vi skulle ikke bede om noget, eller vi var da ikke bange for noget. Vi havde da kun rare følelser. Vi har alle en hukommelse om, hvad det kostede at elske dem som havde givet os livet.

Det mønster har vi med os, så når vor partner ikke rigtigt hører, hvad vi siger, når vi svarer på spørgsmål, hvor de undersøger om vi elsker dem, selvom de har fejl. Så må vi hellere tage dem godt fat i skulderen og kikke dem dybt ind i øjnene og sige: ” Jeg bliver her hos dig, selvom du ikke synes du fortjener mig længere, fordi jeg er så fantastisk og du har sådan brug for mig og du har så mange fejl. Du må godt have brug for mig. Det giver dyb mening for mig at være med dig uanset hvad ”.

En ting er ex.vis at have fået en kronisk sygdom, men at insistere på – igen og igen – at det betyder man ikke fortsat er elskelig, er rigtig dumt. Og det er det der kan være svært et leve med. Man i tvivl sætter jo selve grundlaget for relationen. Det skal man kun gøre hvis man virkelig vil høre svaret.

Vi har alle oplevet begivenheder der er imod kærlighedens interesse. Jeg har beskrevet to typer af mønstre der optræder i parforholdet. Det gamle tilknytningsmønster, som jo danner grundlaget for ens forståelse af, hvordan man har værdi for andre, og det mønster et par udvikler med sig selv i håndteringen af de ufærdige, ugjorde samtaler. Alt det spiller op mod den viden vi har i os om, hvor vi hører til, som fortæller os, hvornår den vi er knyttet til er kommet for langt væk. Og hvornår den vi er knyttet til er perfekt. Den stemme skal man lytte til, og tage udgangspunkt i når vi rækker ud efter den vi elsker – for at vise jeg er her med dig.

Du kan læse mere om bogen her

Reklamer