Mere parat croppedKærligheden er parforholdets hjørnesten.  
Hvis der er en ting vi i vor del af verden kan være enige om, så er det, at kærlighed har en dramatisk betydning for vores liv – på godt og ondt. Litteraturen afspejler denne opfattelse gennem århundreder. Hvad er mere fælles end vor tro på kærlighedens særlige status, og den forandring den kan medføre? I vor kultur er kærlighed selve afsættet til et parforhold. Vor egen kærlighed begrunder vort ambitiøse ønske: at ville vores parforhold.  Parforholdet er et personligt tilvalg bygget på egen kærlighed.
Er du enig? Jeg vil her se på kærlighedens helt grundlæggende konsekvenser for det langvarige parforhold.

”Jeg elsker dig” er et løfte uden sikre vilkår.
Du kan ikke blive nogens kæreste, hvis du ikke kan sige: ” jeg elsker dig ” – mindst en gang. Det lyder som et løfte. I min klinik sidder Jens og Eva, de har længe arbejdet for at finde hinanden igen. Jens holder Eva i hænderne og kigger hende alvorligt i øjnene: ” Jeg elsker dig.  Du gør mig varm og glad”. Ja, og hvad betyder det så, kan man se i Evas skeptiske udtryk? Han siger så: ”Jeg vil være mest muligt sammen med dig på flest muligt måder. Jeg vil nyde, jeg trygt kan lægge mig ind til dig ”? Forhåbentligt. Men det lyder som en egoistisk kærlighed, der taler. Han får heller ikke den ønskede bekræftelse fra Eva. Så Jens tilføjer: ” Jeg er din. Jeg vil nidkært drage omsorg for din tryghed ved mig. Jeg vil omhyggeligt tilrettelægge mit liv i det åbne, så jeg er tilgængelig og til rådighed for dig, så de eneste overraskelser du får fra mig er gaver og ekstra kys”. Nu kigger hun på ham. Gensidighed er det, der spejler Evas ønsker. Så ved Evas reaktion kan han se, han berører noget vigtigt. Men det er tit sket i vore sessioner, at når Jens har været lidt for længe over i gensidigheden, så vågner hans bekymring for sig selv: ” Du er min ” . Og mon ikke Eva tænker det samme, hun siger det bare ikke. “Du er min, så jeg må godt glemme, jeg er din”.

Kærlighed er en given slip på sig selv ud i det uvisse. Det er netop denne betingelsesløse given slip, der skaber den gensidige tillid. Det kunne Jens ikke, han stillede hele tiden krav og lavede regler. Det bekymrede Eva. Hun synes to børn og et venligt sind var lidt tillid værd. Han sagde aldrig: ” Jeg bliver bange, når jeg skal stole på dig. Vil du ikke nok sidde lidt her hos mig til det går over”? Deri ville han gøre sige elskelig.

Ut ameris, amabilis esto: Hvis du vil elskes, gør dig elskelig. Og hvis man er i tvivl om hvordan, så er det at være modig med sine svagheder, og ikke lave dem om til sin partners fejl, en god begyndelse.

Kærlighed kan ikke i længden blot være en varmestue.
Hos par forventer begge, at de er elsket. Om den andens kærlighed er i voldsomt udbrud eller blot på vågeblus er ikke afgørende, blot at den gensidige kærlighed er til stede.
Ville du måske kunne leve i et forhold, hvor din kæreste bare kom hjem for at nyde din glæde ved ham, som om din kærlighed var en varmestue de luxe?

Det unikke ved hvert par er: hvor meget kærligheden for lov at bestemme.  For eksempel, for Jens, som var i en alvorlig samtale, som byggede på Evas bekymring for dem og for sig selv, måske også for Jens. Hun tog afsæt i hans spontane køb af ny fladskærm, og i at han nu for 3. gang på en måned kom fuld hjem midt om natten. Behøvede han lytte til hende, snakke med hende. De havde jo ikke fælles økonomi. Han kunne sige: ” Jeg elsker dig”. Han havde sit på det tørre!! Forstyrrede Evas bekymring stemningen i hans varmestue?
Aftaler er gensidighed? Eller er aftaler noget der binder den anden, så Jens har ret til at blive forstået – bagefter. Er han også på besøg i aftalernes varmestue?

Hvor langt skal et par egentligt gå med kravet om gensidighed?  Hvis gensidighed er, hvad man frivilligt siger ja til. Altså, hvad der er fortalt, talt om, aftalt. Så er parforholdet kun det rum, der opstår af, hvad partnerne frivilligt har sagt ja til.

Så skal man vel gå så langt man overhovedet kan, og lidt til, for det står klart at et langvarigt parforhold ikke er en varmestue med gæstebesøg. Et parforhold har en ydre perimeter, men den vil konstant blive udfordret. Kærlighedens ide om sig selv er, at den vil have det hele.

Kærlighed er en forudsætning og en ideel betingelse.
Jeg så  ”The Wolf of Wall Street” med Leonardo DiCaprio som sælgeren Jordan Belfort, der får stor succes med salg af aktier. Og som det ofte sker med mænd, der kan gå på vandet, så kan de også have to koner. Én de er gift med, og én de giver alt det bedste, de har at byde på. I denne film reagerer hans kone voldsomt negativt, da hun opdager den anden, utroskabet. Hun bekræfter grundvilkåret ved sin spontane, uforbeholdne reaktion.  Hun står til at tabe den hun elsker, en livsstil, prestige, tryghed, en familie. Men hun tøver ikke.

Så midtvejs i filmen konfronterer hun Belfort. Ikke med at spørge om han er utro. Nej hun går direkte til sagens kerne: ” Do you still love me”?  Han tøver med at svare – lidt for længe. Han havde vænnet sig af med, at der var nogen, han behøvede tage alvorligt. Det ser hun, så hun vender sig væk fra ham, bøjer sig sammen, og rejser sig igen i et langt skrig. Hun afslutter forholdet ved at slå Belfort i ansigtet. Uden kærlighed, intet parforhold.

” Elsker du mig stadig”? Det spørgsmål udfordrer selve hjørnestenen i et parforhold. Den hvorpå det hele står. Den må ikke fjernes, så vælter hele bygningen.

Hvad siger du til et forhold uden kærlighed. Skal det slutte?

Reklamer