Der er hele tiden noget, jeg ikke ved
I mit parforhold snor sig en slange, der skaber uro. Ingen kan fange den. Konstant glider den ind i mit sind med sit: ”hvad mon min kæreste tænker på?”. Det ved jeg jo ikke. Min blinde vinkel mudrer min tilstedeværelse. Ambivalent leder jeg efter svaret i hendes øjne. Jeg er ikke tankelæser. Hun leder også efter sine svar både med øjne, spørgende krop og imens tænker hun: ”hvad laver du”? Der er en uvished mellem os, som kan gemme sit svar i alt. Vi er udfordret af denne asynkrone tilstand. Oftest tror vi på, hvad der bliver sagt, når vi spørger direkte. Et stykke tid er der ro på igen. Vi våger over slangen i vores paradis.
Meget du ikke ved
Det er med udgangspunkt i den tyske sociolog Niklas Luhmann, jeg bruger udtrykket ”den blinde vinkel”. I hans bog ’Love as Passion’ (1982) er Luhmann optaget af det traditionelle parforhold og kærlighedens historiske rejse frem til 1982. Han fremlægger i bogen en spændende analyse af parkommunikationens vilkår.
Vi ved ikke, hvad den anden tænker, føler, overvejer, i det hele taget er optaget af – og måske endda fortier af negative tanker. Det er så selvfølgelig en sandhed, at vi helt glemmer de store konsekvenser, det har for kommunikationen, og for selve måden vi skaber vores forståelse af hinanden. Tænk blot på, hvor tit vi bare udtaler os om, hvad den anden har gang i.
Luhmann fremhæver de 3 vilkår for selve kommunikationen, der bidrager væsentligt til den vedvarende kamp for klarhed, der bølger mellem kærester i et parforhold. Den blinde vinkel er den første præmis. Ingen kæreste nok så kær kender bevægelserne i den andens sind.
Det sagte kunne let være noget andet
I det andet vilkår der påvirker samtalens kvalitet, påpeger Luhmann noget, som vi skal slås med hele tiden. Alt hvad den anden siger har været gennem en bearbejdning. Der er overvejelser bag, der bliver sorteret, vurderet og lagt planer. Den andens udsagn er et udvalg af, hvad de finder mest opportunt, og det gælder også for, hvad jeg siger. Så jeg kender den indre debat, måske er hendes større, måske mindre. Hvad ved jeg?
I arbejdet med at åbne for den blinde vinkel, viser det sig igen og igen, at når nu det sagte kun er én af utallige mulige verbale veje, så har den spørgende ofte ramt skævt i sit gæt på, hvad den anden faktisk tænker. Og sandheden, om hvad man kunne mene, kan endda ændre sig, hvis det viser sig at man ikke har tænkt sit udsagn ordentligt igennem.
Uvidenheden er ofte en kilde til misforståelse. I afklaringsprocessen må man derfor ofte runde ens ydmyghed, når man skal stå ved, hvor stor ens afhængighed er af at føle sig tryg ved den anden. Man må med usikkerhed i stemmen spørge, selvom man samtidigt ikke altid tager fuldt ejerskab for, hvem der er uklar på, hvad der foregår. Man kan i selve grebet om samtalen finde på at påråber de sig retten til at udtale sig med voldsomme fantasiforestillinger om den andens intentioner. Udsagn som denne efterfølgende skal bruge megen tid og kræfter på at slippe ud af, så det de selv tænker faktisk bliver hørt og godkendt. De skal måske endda slås for ejerskabet til sine egne tanker. Og i disse tilfælde får samtalen hurtigt en kritisk energi.
Denne problematik forstærkes yderligere af den tredje præmis.
Hun bestemmer, hvad jeg mener
Niklas Luhmann kommer med endnu en nøgtern observation om kommunikationssituationen – mellem mig og min kone. Måske det mest overraskende vilkår. Og nok det vilkår der er vanskeligst at arbejde med:
Det er modtageren, altså min kone, der bestemmer, hvad jeg har sagt.
Umiddelbart slår jeg mig på den præmis, at hun bestemmer, hvad jeg har sagt. Men lidt refleksion gør det nemmere at acceptere, at vi ikke er synkrone væsener. Hun forstår ud fra hendes erfaringer, og de er ikke de samme som mine. Hun når frem til hendes forståelse på grundlag af hendes forudsætninger. Det vilkår skal jeg lære mig at arbejde med – hele tiden. I samtalen er det en station, vi skal stoppe ved hver gang. Jeg er ret beset underlagt hendes horisont på tingene. Først når vi har været der, kan samtalen komme videre.
Fuldstændig som jeg jo også taler ud fra, hvordan jeg opfatter, hvad hun har sagt. Jeg ved, jeg nogle gange ligger mere vægt på betoningen, nogle gange med referencer til andre episoder. Fuldstændigt som hun gør. Vi kan ikke kontrollere hinanden, og jeg har ikke ejendomsret til forståelsen af det, jeg selv siger.
Det er en forunderlig skoling at først skulle igennem at finde ud af, hvad jeg selv prøver at sige, og så bagefter skulle forholde mig til, hvad hun mener, at jeg mente med det, jeg sagde.
Jeg har dog forhåbentligt lidt goodwill til at kunne rette på de største skævheder i hendes fortolkning, så jeg stadig kan forfølge min tankerække, og ikke hver gang skal over i et helt andet spor, hvor jeg for eksempel skal undskylde min ”nedladende” måde at tale på. Men sådan er mekanikken sat sammen i parkommunikationen.
Jeg kan altså slet ikke vide, hvad der sker, når jeg siger noget.
Der er et os sprog
Et par skal kommunikere for at komme ud af deres uvished – og det om stort og småt. Noget skal siges. En afklarende respons er nødvendig.
Afstandsskabende armbevægelser, ansigtsudtryk eller tavshed, hvor der burde være ord, vækker et stort behov i mig for at vide, hvad mon hun tænker på?
Jeg fangede mig ofte i at anslå en kritisk tone, når jeg blev usikker. Men jeg opdagede, at hun længe gerne har villet hjælpe mig med svar på tiltale, hvis jeg gør det ordentligt. Vi har udviklet et os sprog, der sikrer os at slangen ikke snor sig rundt mellem os hele tiden.
Vi siger f.eks. ”ok?”, ” er du enig?” eller ” jeg er klar til en snak kl. 20.00”. Hele tiden bare for en sikkerheds skyld, så de små spirer af ukrudt, der springer frem i lyset fra den blinde vinkel, ikke vokser og bliver for store og slår rødder.
Det fleste par har opdaget, at alt hvad der bliver sagt påvirkes af parternes følelsesmæssige reaktioner. Man må gå ud fra at i den intime personlige samtale har alt, hvad der bliver sagt, en øjeblikkelig betydning. Alt bliver set på som noget, der kan have konsekvenser for os. Men udover den følelsesmæssige reaktion er alle samtaler også underlagt den vurdering, at vores snak er skaberen af, hvem ”vi” er. Vi er hele tiden skabere af vores relation.
Faren for oversamarbejde
Begge parter undersøger hele tiden, om det sagte passer for dem. Men her skal man også være opmærksom på, at parterne hver især har deres grunde til at oversamarbejde – så de ikke nødvendigvis siger, det de tænker, eller deler deres følelsers helt sande reaktion.
Den slags mønstre findes også, så du – og din partner – bør hele tiden øve jer i, at I har så høj grad af åbenhed om jeres reaktioner som muligt.
Gør du det spændende hele tiden at opklare og afdække hinandens ståsted i den bestemte form, som det aktuelle emne nu kræver? Forfølger du det spor den anden følger, indtil du kender de tanker, den anden har?
Bliver du bidt af slangen?
I mit forhold kan vi godt lide at snakke sammen, det hygger vi os med. Ord gør forbindelsen levende, de er forholdet. Men samtidig ved vi, at det sagte hele tiden kan medføre, at vi snubler over slangen. Jeg kan fejlfortolke hendes budskab så vildt, at hun hygger ud efter mig, og jeg mærker biddet.
Den slags kan resultere i en dirrende tavshed. Jeg skal lige sunde mig, og jeg ved det bliver ikke bedre af, at jeg også bider efter hende. Det skal gå lidt tid inden en af os trykker på genstarts-knappen.
Det er også svært, når man ikke kan være sikker på, om det man forstår ved det, man hører, faktisk er, hvad den anden mener. Og den anden er måske ikke i humør til at høre min fortolkning er, hvad jeg mener, de lige sagde. Men hvis man godkender denne usikkerhed i forholdet, kan man måske øve sig i at tage de par ekstra små skridt uden om den farlige bedrevidenhed, så man sammen sikre sig bedre at komme uden om det der vækker slangen.
Nyd din tid i paradis
Noget jeg ofte tænker på, i forhold til min anden og mig selv, er tålmodighed. ”Træk vejret, lad bolden hoppe lidt, Peter. ”
Opgaven er hver gang den samme. Min partner siger noget, som jeg forstår på min måde, det både med følelser og tanker, og de er heller ikke altid enige. Men alt det er stadig ikke nødvendigvis, hvad hun selv mener, hun sagde. Og da vi er kærester, regner vi begge med, at den anden vil os det godt, så når vi forstår det, der bliver sagt, som noget dårligt, så siger vi: ”Hjælp mig lige her, jeg er lidt utryg i forhold til, hvad du mener”? Nogle gange er svaret: ” Det kan du også roligt være”. Men oftest: ”tak fordi du deler og giver dig tid til mig ”.
Der findes par, der formår at bruge slangeenergien positivt i deres forhold. De bruger selve den nerve af spænding der opstår omkring den blinde vinkel til at oplyse sfæren af uvished, så de kan komme dybere ind i, hvem vi er. De 3 vilkår i kommunikationen udfordrer på dramatisk vis viljen til at holde fast i hinandens gode vilje. Begge må hele tiden at være åbne for at bringe op til overfladen, hvad de ellers ville lade leve i det skjulte. De har lært sig at mærke efter, om der lige nu ligger en slange og gemmer sig i ens forståelse af situationen. De er sammen om at se på deres forskelle, så de ikke bliver til giftige tanker. Den tilgang passer klogt til den risiko eller den gave deres slanger altid er for to, som gerne vil have fred til at nyde deres fælles paradis.
Fortsat god sommer
Peter Kongshaug
Parterapeut. Cand.mag.
Billedet er en vægmosaik fra Pompeji, Italien.