Kan du lade bolden hoppe lidt?
Nu er det snart ferietid. Nogle glæder sig, for ”nu skal vi skal endelig være tæt sammen – bare os”. Andre frygter ferietid, fordi det er en periode, hvor din partner forventer, og måske kræver, at I skruer op for intimiteten. ”Du skal være så personlig, og det er jeg ikke god til,” hører jeg parklienter sige. I hverdagen er livet langt nemmere for denne partner. For i rutinen har man sin faste rolle at spille, der kender man sine replikker, og man er dygtig til at levere dem. Det personlige er sværere – uforudsigeligt, nyt, ukomfortabelt.
Hvis din erfaring er, at jeres feriesamtale er svær for jer – og for eksempel betyder flere skænderier, så kan det følgende forhåbentlig hjælpe. Mit input er, at man skal forsøge at ’lade bolden hoppe lidt’, så ting ikke går unødvendigt op i en spids.
Træd et skridt tilbage, når der bliver sagt noget til dig – og vent lidt med selv at sige noget. Lad det sagte stå lidt, og undersøg den andens udsagn i et langsomt tempo. Den lille pause gør, at du bedre ved med dig selv, hvad du egentlig vil sige. Og derefter kan du komme med din easy returnering. På denne måde er du mere i klang med, hvad den anden ønsker med det, personen siger. Du bliver lettere og sjovere at snakke med. Den anden vil jo gerne tale med dig.
Vent med din mening
Kunsten, at være personlig, er noget man kan lære sig. I starten kan det forekomme provokerende svært, men alle kan slå til en bold – altså sige noget. Next level er at komme ind i kampen, altså at spille den bold der kommer tilbage, og ikke hele tiden serve sine egne nye bold. Returnerer du den andens bolde, kommer du ind i relationen, og bliver faktisk opfattet som partner i samtalen.
Jeg har måtte opdage, og lære mig at deltage i den gode personlige samtale nærmest fra bunden. Til at starte med havde jeg kun to bolde, jeg kunne spille. Den ene var OK, den anden super dårlig. Jeg kunne godt tale om mig selv. Det er jeg ret god til. Men fordi jeg omvendt fik at vide, at jeg var en dårlig lytter, opdagede jeg, at jeg ikke havde nogen særlige forventninger til, hvordan jeg selv blev lyttet til. Det beskæftigede jeg mig slet ikke med, som hun – min kone – gjorde. Jeg var bare optaget af, hvad jeg ville sige. Det var ligesom det. Ikke mærkeligt, at jeg var en dårlig lytter.
Jeg havde simpelthen ikke fundet ud af, hvor jeg skulle stille mig på banen i en samtale. Og det kommer sig nok af det andet, jeg var god til, nemlig at sige min mening. Men med den form for returnering viste det sig hele tiden, at jeg ramte helt skævt på hendes bold. Først forstod jeg slet ikke hendes modvilje mod mine svar. Jeg har jo helt fra folkeskolen lært – og i medierne set – at min mening er vigtig. Vi er demokratiske borgere. ”Hvad er din mening?”. Det spørgsmål hørte jeg hele tiden. Så den kommer jeg med helt automatisk. Så det var en stor overraskelse for mig, at vi i den personlige og intime samtale i parforholdet ofte kom op og skændes, inden vi var rigtig var kommet i gang med at snakke. Hvad er det, jeg har misforstået? Hvad var det så for en samtale hun ville have? Skal jeg ikke komme med min mening?
Alt betyder noget
I den meningsudvekslende samtale er ’min’ og ’din’ mening selve formålet. Og ingen regner med at have nogen synderlig effekt på den andens mening. Man udveksler synspunkter, det er det. Måske samler man lidt op fra den anden, hvis det er muligt. I parforholdets intime, personlige samtale, er det et helt andet game. Der har alt, hvad der bliver sagt en øjeblikkelig betydning. Alle udsagn er noget, som har konsekvenser ind i hele samlivet. Det er enten praktisk eller på selve måden, man opfatter hinanden.
Vores meningskultur har præget mig så meget, at jeg i parforholdets personlige samtale helt basalt gik i udu, når jeg fik en bold tilbage, der tog stilling til det, jeg sagde – eller havde sagt. Jeg var ikke vant til, at nogen lyttede efter og tillagde mine ord så stor betydning. Jeg havde længe svært ved at vænne mig til denne manifestation af nærvær. Hun forvirrede mig, og jeg følte mig helt fortabt. Jeg havde brug for hjælp og plads, men den kunne jeg ikke bede om, som hun gjorde. Jeg var slet ikke vant til en ikke-menings samtale, hvor en anden person tydeligt føler et ansvar for samtalens karakter. Jeg blev faktisk ret glad endelig at møde en, der tog ansvaret for at samtalen førte til noget. Det gav mig et håb.
Kan du lytte og vente lidt?
Parsamtalen skaber forståelsen af, hvem ”vi er” – gennem hvordan parterne hver især taler om ”os”. Begge ser på alt, der bliver sagt og vurderer det. Nogle gør det mere med følelserne, andre skal tænke sig frem før de finder deres position. Så når noget af det sagte ikke stemmer overens med éns ståsted, må man jo gøre noget. Og i et lyttende miljø kan det blive en spændende samtale. Men hvis protesten er for stærk, opstår skænderiet. Begge kæmper pludselig for deres nej til den andens ståsted. De vil høres, for de kan ikke sige god for, at det sagte gælder i et fælles ”os”.
Selvfølgelig tror den anden på det, de selv siger, det gør du jo også. Så det sagte kommer ofte med en vis kraft og overbevisning. Det er nok derfor, vi let kan komme til at fejllæse situationen og bare lade os impulsstyre overfor en påtrængende dominans. Den impuls føles som en ret til at give bolden et ordentligt hug med den tydelige hensigt, at denne bold skal modparten ikke kunne returnere. Men hvad tænker dog på? Min kone får lukket munden. Og hvor længe tror du, det point er noget værd? Hun skal nok sørge for at få de næste bolde – måske endda hele kampen. Game. Set. Match.
Forskelle er forudsigelige, og skal omgås med stor forsigtighed. Tid er derfor en utrolig hjælpsom ressource. Den kan gøre underværker ved måden et par fungerer på. ”Vi” bliver faktisk ret spændende at høre på, da begge får mere med i deres svar. Tankerne får plads til at komme dybere indefra – og ikke kun fra hjernens frontallap eller lillehjernen. Din indlevelse kan nå at vågne, du kan få dannet de uddybende spørgsmål, som fordyber jer begge bedre omkring netop den bold, der lige nu bliver spillet. Hvis du vil vide mere om denne bedre brug af dig selv, og dine tanker, så gør dig selv den store sommertjeneste at læse Daniel Kahneman´s bog: ’At tænke – hurtigt og langsomt’.
Er du vant til at nogen lytter?
Ikke uden en vis stolthed kan jeg sige, at jeg har lært mig kunsten at være i en relation. Løbende får jeg spillet en bold, også de hårde af slagsen, men fordi jeg stopper op for at undersøge det sagte, selvom jeg kan føle mig presset, kommer jeg alligevel ind i gamet.
Den facon, at gå efter at fange, hvad hun taler om, giver mening for min kone. Jeg kan spørge ind til det, så jeg forstår det bedre. Og jeg har lært mig altid at lade bolden hoppe lidt, så jeg ikke bare følger min første impuls. Men sikke en træningstur det har været. I starten følte jeg mig presset af næsten ingenting, ja bare ytringer som: ”jeg vil gerne ses af dig” eller ”Jeg bad ikke om et godt råd” fik mig presset helt ned til baglinjen. Men jeg lærte at udskifte min hårde returbold fra ”du virker sur” til i stedet et komme med en blød returnering à la: ”jamen, lad os da snakke lidt om det”.
I parforholdet, er der faktisk en, der hører grundigt efter, hvad du siger. Og begge parter er jo bare ude på at eksistere, blive hjulpet, favnet, set og elsket – og begge søger at få opfyldt sine ønsker vel vidende, at ikke alle bolde lander, hvor de er tænkt. Nogle gange er der et blankt nej. Der er det man kunne lade hoppe lidt ekstra, så det bliver til ny viden om den anden.
Parforholdets intime, nærværende samtale bør altid tilgås med største respekt, og det er super klogt at øve sig i at være personlig med sin kæreste, mens man har ferie.