Læsetid: 4 min.
Manglende impulskontrol af de små følelser er årsagen til de fleste skader i hjemmet. ”Lad nu være med det der,” siger jeg. Og skaden er sket, når jeg forstyrrer min partners sindsro. Hun spidder sine ord op i hovedet på mig: ”Nu gør du mig forkert igen”.
Et partraume opstår først, når denne modreaktion også skaber en følelsesforstyrrelse hos mig. Nu er vi begge på gyngende grund fanden er løs, for der er ingen voksne til stede til at tage sig kærligt af de stakkels sårede. Traumet er det split, hvori begge kan mærke, at de nok bedre kunne klare sig uden den anden. Parret har i momentet mistet hinanden. Hvad de så gør bagefter, er helt afgørende for den videre samlivskvalitet.
Denne artikel handler om impulskontrol, og hvordan man kan stoppe en konflikt, inden den løber løbsk ved hjælp af reparationsprocedurer.
Stop op
Jeg vil lige opdele optrinnet, som var det en filmstrimmel, vi ser på. Jeg vil kigge på, hvad der sker billede for billede. Jeg vil skabe noget distance. Overblik tror jeg vil hjælpe med til at finde det mere håndterbare ståsted, man har brug for til næste gang, man bliver ”overfaldet” af sin kæreste. Det sker jo som regel, når ens parader er nede. Man går drømmende og tror alt er godt, og man bare kan sige, hvad der falder én ind. Men så nemt er det ikke. Man ved jo godt, at ens kærestes sindstilstand er man ikke altid helt ajour med. Så en parathed til både at håndtere ens kærestes reaktion, og ens egen impuls til angreb eller forsvar, skal man have. Nervesystemet har denne omstillingsparathed i sig til både at forsvare sig og til at passe på, når det går stærkt. Det ved vi fra, når vi i bilen bremser med foden, før vi egentligt har nået at tænke, at det nok er en god ide. Så at kunne gribe ind under et følelsesbåret angreb, er noget man må træne. ”Rather sweat in training, than bleed in battle”, som min træner siger undervejs i en 7 minuts workout app.
Første billede i filmstrimlen er med mig selv, der siger noget, uden at være opmærksom på, hvordan det rammer min kone.
Andet billede: Hun reagerer på det jeg sagde. Hendes følelser siger hende, at hun er truet. Hendes oplevelse er, at hendes værdi i forholdet er sat i tvivl. Hun forsvarer sin plads. Hun reagerer øjeblikkeligt – ikke noget med at bide det i sig: ”Du skal altid korrigere mig. Du anfægter mig i alt”.
Tredje billede: I min uskyldige selvforståelse opdager jeg først balladen, når jeg selv bliver ramt af hendes hårde returnering. Jeg er angrebet, og den bebrejdelse skal ikke stå uimodsagt. Jeg når sjældent at fange min modimpuls, når jeg føler mig intimideret. Inden jeg har tænkt mig om, er jeg allerede gået til angreb. Ordene springer ud af min mund. Situationen stimulerer den mere simple del af mit sprogcenter. Det har nemmere ved at være behjælpsom, når det skal gå hurtigt.
Fjerde billede: Skaden er sket i min partner, før jeg fanger, hvad jeg egentlig havde sagde allerførst. Kan knap huske det. Men i hendes forståelse var det ikke et uskyldigt forslag. Det var en nedvurdering. ”Jeg vil ikke rettes på. Du er altid bedre end mig”. Det gentager hun med tryk på ”Du” og ” bedre end mig”. Det hun mener er helt klart, jeg skal ikke gå og smårette på hende.
Femte billede: I disse overfalds-situationer er hun klart bedre til at bruge skyldkonceptet, end jeg er. Indenfor få sekunder går jeg fra at have en god rolig selvfornemmelse til at føle mig lille og forkert. Nu er jeg også blevet bange for min plads i forholdet. Skaden er sket på os begge. Ingen af os tager ansvar for noget, for det hele går så forbandet hurtigt, og opleves som kommer det udefra. Jeg synes, det er rigeligt at skulle parere hendes angreb. Jeg lægger ikke mærke til, hvordan jeg egentlig selv opfører mig. Mit fokus er på, hvordan jeg skal komme igen på den ydmygelse, der gjorde mig utryg. Vi har mistet vores fælles ståsted for en stund. Vi er ikke ved at værne om vores relation.
Der kunne man så gå hver til sit, hvilket mange gør, for at sunde sig. Men der kommer et efterspil. Denne stilstand kan vare timer, dage. Begge er ødelagt af sin indre uro. Men hjemme hos os har det en ende. En af os starter vores reparationsproceduren. For vi ved jo godt, at dette optrin ikke skal stå som et mærke, vi ikke kan vaske af os. Hvordan vi gør, vil jeg vende tilbage til.
Hvordan opbevarer man sit eget tørre krudt?
Alle har besvær med de sandheder om dem selv, de ikke selv har fundet sig til rette med. Det er blot en af mange ufærdige følelser i et parforhold. Man har noget på hinanden, hvor man ikke blev mødt og rummet.
Det er dit tørre krudt. Og det er tydeligt, at disse fordomme om ens partner kommer hurtigt ind i udvekslingen. Din aggressivitet spiller en rolle i langt de fleste kriser og, ja, senere brud mellem partnere. Det er veldokumentet. Så det er vel en tanke værd, hvordan man afklarer sig med, at alt ikke er perfekt, for ellers ligger det uperfekte bare klar og parat til at blive skudt af i næste udveksling.
I hverdagen er efterspillet præget af de skader, der opstår ved at leve i et miljø, hvor man kan blive overfaldet. Din manglende selvhæmningsevne har en effekt på din partner. Traumet medfører forskellige typer af forsvar. Det neddrosler tegn på de signaler, som viser ”jeg har det godt med dig”. Der er mindre sexlyst, færre initiativer. Flere kontaktlukkende responstyper, glemsomhed af fælles aftaler. Den slags smitter af, så forholdet bliver mere rituelt. Og selvfølgelig opstår denne cirkulære mangel på impulskontrol oftere og oftere, da forholdet har flere og flere mangler. Man ved jo godt selv, man trækker sig, så man er forberedt på kritik, men alligevel ikke.
I et parforhold er det så nemt at tage, hvad der bliver sagt personligt. ”Det er jo for fanden mig, hun taler om, og jeg har vel da ret til at blande mig i, hvad folk siger til mig om mig” som en par-klient sagde forleden. Dog er det ikke dig, hun taler om. Hun taler faktisk med dig. Men hun taler om sig selv, og den situation hun er i – påvirket af dig. Ja hun nævner dig i sin sætning, men hun taler om sin indre oplevelse. Og det du svarer, er vel også din oplevelse, du deler, hvor du også nævner hende. Som hun så også tager personligt eller synes, at du skifter emne og taler om dit emne og ikke hendes. Hvilket igen forstærker hendes krav på at blive hørt. Begge mangler noget afstand til den anden og sig selv.
Reparationskultur
Når min adfærd signalerer, at jeg er villig til at slås for mig selv, uanset hvordan du har det med det, har jeg udfordret selve det grundlag mit parforhold hviler på. Det er derfor helt afgørende at jeg hurtigt viser, at jeg godt ved, at det der lige skete, er helt galt. Det kan jeg kun gøre ved meget tydeligt at sige noget af en helt anden karakter. Noget enkelt, så frontlappen også fanger at der er sket et skift. Derfor er følgende 4 forslag måske noget du også ville finde virksom:
- Jeg identificerer at samtalen er startet på et impulsudbryd. Den slags samtale er oftest styret af det irrationelle, derfor bryder jeg ind i udvekslingen: ”Denne her samtale er ikke til fordel for vores parforhold. Det du har at sige af væmmeligheder, kan jeg sagtens møde med mine. Lad os stoppe samtalen”.
- Selvom jeg er splittet, kan jeg godt sige noget, der ændrer kursen for dialogen f.eks.: ”Jeg vil gerne høre hvad du siger til mig, men det er svært, når du slår mig samtidigt”.
- ’Luksusmodellen’ fortsætter sådan her: ”Kan du gøre dig klar til at høre, hvad jeg siger?”. Jeg ved, du også har noget, jeg skal høre. Men jeg bliver bekymret, hvis du ikke hører efter, hvad jeg siger. Kan du gøre dig klar?” Eller skal jeg hører på dig først?”
- Hvis din partner pludselig siger noget, som skaber en reaktion i dig. Du føler dig utryg, intimideret. så sig: ”Jeg ved, du er en klog kæreste, og jeg glæder mig til at beskæftige mig med det, du siger. Men jeg er bekymret for mig selv, hvis vi uden videre går i gang. Jeg skal lige gøre mig klar. Det er jeg nu. Vil du gentage det du sagde”? Det, der så bliver sagt, er garanteret modereret en smule.
Impulser trigger et magtspil
Ethvert par må se i øjnene, at uanset hvor glade de er for hinanden, så har begge parter et nervesystem loddet op på forskellige instinkter. Flugt eller angreb er en del af vores forsvarssystem. Dette instinkt bliver trigget af vise indtryk, såsom pludseligt hævet stemme, særlige ansigtsudtryk og kropssprog som signalerer afvisning eller trussel. De signaler er alle på instinkt-niveau et tegn på fare, uanset hvad man selv mener.
Nervebanerne giver derefter besked til visse dele af hjernen, og det er ikke til omsorgs- og kærtegnscentrene, derimod til kamp/flugtinstinktet om at der er et overfald igang. Derfor er impulsadfærd så farligt. Det ændrer på et splitsekund relationen til en magtrelation.
Tænk over det næste gang, du synes det er i orden at hæve stemmen.