Tør du lade din kæreste tale ud?
”Jeg vil dig det kun godt,” lyder jo smukt og dejligt. Desværre er formålet med påstanden oftest at lukke munden på partneren. Jeg vil i det følgende se på den lukke munden på den anden–kultur et ’godt menneske’ fikst bruger til at sætte rammerne for, hvor meget besvær deres kæreste må give udtryk for de har med, hvad ’den gode’ har/ikke har gjort.
I parlivet skaber lukke munden-kulturen et alvorligt dilemma oveni den skævhed, som den anden forsøger at rette ud. Begge er pludselig ’ikke til at tale med’. Den ene må ikke, den anden vil ikke – snakke. Forholdet er, for en stund, uden strøm. Sammenhængskraften er væk.
Den super destruktive samtale
”Jeg ville jo kun det bedste”, sagt iklædt et smil. En positur jeg er blevet mødt med igen og igen, efter jeg er kommet med: ”Jeg synes ikke om, du glemmer, hvad vi aftalte”. Sagt som mit forsøg på at få repareret på den forvirring, jeg får af, at den anden ikke har overholdt en aftale. Lige i det moment opstår den klare fornemmelse i mig, at den andens respons faktisk er en trussel, for hvis jeg gentager mig selv, og siger: ”Jeg synes ikke, du hører efter” får jeg med hævet stemme mere af samme skuffe. Udmeldinger som: ”Du er utaknemmelig” eller ”hvad jeg ikke har gjort for dig?”. Altså mere ud af sporet med at et ’godt menneske’ må man ikke udfordre. Han er som den indiske hellige ko på gaden. Den skal man bare køre helt uden om. Men ens partner er ikke en hellig ko, men en partner i et fællesskab, hvor samtalens kvalitet spejler fællesskabets dybde.
Jeg får også den samme kampklare vibration af udsagnet: ”du lyder sur”. Igen handler den andens udmelding ikke om det, jeg gerne vil snakke om, men i stedet iscenesættes mit udspil til, at jeg er pinlig, hvis jeg ikke bare stopper. Jeg får kun hjælp til ikke at gøre det hele endnu værre. Jeg skulle faktisk skamme mig. Jeg har nemlig i den andens øjne en attitude, som diskvalificerer mig fra at kunne tages alvorligt, ligegyldigt er, at jeg faktisk slet ikke er hverken sur eller vred – mere bare forbløffet. Noget jeg har sagt ud fra den klare opfattelse, at jeg også er en del af vores parforhold, bliver gjort forkert. Truslen er: ”Luk munden, eller jeg har ret til at ydmyge dig”. Det er lige før, at det er mig, der skal sige ”undskyld”. Mens jeg efterhånden mere og mere styrkes i den opfattelse, ”at sådan én partner med sådanne svar på mine spørgsmål, kan jeg ikke bruge til noget”. Men den anden undlader at sige det ydmygende eksplicit – med mindre selvfølgelig, at jeg gentager spørgsmålet. Den anden har effektivt lukket munden på mig. Alt i alt en ordudveksling der er superdestruktiv for en relation, der har planer med sig selv.
Vi må godt sætte grænser
”Din vilje ligger i min lomme, så knyt du kæften,” sagde man så klart i gamle dage.
I dag er meningen den samme, men det bliver sagt mere nænsomt: ”Sådan er jeg nu engang”, ”jeg klarer ikke mere kritik” eller ”du er altid utilfreds”. Den der lukker munden på den anden løfter samtidigt skuldrene, fægter med arme, afbryder, går. Du, min læser, kunne sikkert udvide listen af udsagn. Alt sammen med det tydelige signal: ”Jeg vil ikke beskæftige mig med det, du siger”. Måske suppleret med et ”lige nu” – dog uden et ”hvornår så”? I den dynamik ender begge med at hænge i en del ufærdigt materiale, der så selvfølgelig blander sig i den næste samtale. Begge har løse ender, der gør det sagte uklart i forhold til, hvad man egentligt snakker om. Begge præges i stigende grad af usikkerhed overfor den anden. Ingen tør rigtigt mere sige noget personligt, alt bliver praktisk snak, som man lige så godt kunne have talt med en hvem som helst om.
Den brugbare undskyldning.
Oftest, når jeg prøver at redde relationen for et tab af fællesmængde, kan det gøres med en ny aftale eller en undskyldning. Så er vi i fællessporet igen. Jeg ved, jeg kan føle sagen afsluttet med, at jeg kan høre på min kæreste, at hun efter bedste evne har turde høre på mig. Og at hun derfor er lydhør for, at jeg har brug for at få genbekræftet, at aftaler skal være gældende. At det princip skal gælde for os fremover.
Princippet er flot illustreret i tv-serien Billions på HBO i afsnittet ’Mike Money’, hvor Wendy, firmacoachen, har brugt fortrolige samtaler i sin bog. Kollegaerne føler sig brugt, eksponeret og latterliggjort. Hun siger: ”Jeg beklager, det gør ondt”. Kollegaen spørger dertil: ”Altså bogen bliver udgivet”? ”Ja,” svarer Wendy. En af de krænkede siger: ”En undskyldning afslutter ikke noget, den bør indlede en forandring. Undskyld aldrig noget, hvis den (undskyldningen) blot forværrer situationen”. Og det har Wendy jo gjort ved at ignorere deres indsigelse.
Så hvis det at sige ”undskyld” bare er endnu en måde at lukke munden på din kæreste, så gå dybere ind i dig selv, og prøv og find det sted, som godt ved, at du har misset at fylde rummet med frisk luft. Undersøg hvad der sker i dig, når du ikke tør lytte.
Det kunne være du åbnede dig fra en helt anden side og offentliggjorde for din partner de følelser, du faktisk har. Du kan føle dig presset af partneren, du kan føle, du ikke er noget værd, du kan føle dig alene og dum. Der er så mange muligheder for at dele, hvorfor modet svigtede til bare at stille op og sige tak for, at der i hvert fald er en – den anden – der arbejder ud fra, det der dur for forholdet. Jeg tror, du vil blive overrasket over hvilken reaktion, der vil møde dig. Jeg bliver mødt med: ”det har du aldrig sagt før” eller ”nå’ kan du også blive usikker?”.
Hvad gør man så?
I et afsnit af radioprogrammet Mads og Monopolet var der følgende ordveksling: ”Et parforhold er den fællesmængde, de to mennesker har, og det kan være mini-lille eller hele dagen og vejen”. ”Ja, det hedder jo par for-holdet og ikke mod-holdet”. De har tydeligvis erfaret, at når samtalen kan bruges til noget, så vokser forholdet.
Når jeg skal reparerer på for min følelse af sammenhængskraft med min partner, det være hendes måde at tale om mig på blandt fremmede. ikke huske at inddrage noget som er vigtig for mig, manglende initiativ, så starter jeg sådan her:
”Jeg hader at påvirke dig, så du føler dig usikker og forkert. Jeg ved, du hader at føle dig sårbar, især når du mærker følelsen af, at du ikke slår til. I den svaghed er det så svært for dig at tro på, du bare kan række ud. Du vælger i stedet at blive voldsomt vred – gå. Alternativt har du dog stadig mig klar til at holde dig i hånden, mens du kæmper med dig selv for at finde mod og fodfæste til at sige: ”Elskede, jeg er oprigtigt ked af, at jeg snakkede sådan hånligt om dig til middagen hos Frank.””
Jeg kan mærke, at hver gang det svar kommer, så gør det noget dybt beroligende ved det sted i mig, som er så sårbart afhængig af at høre til et sted.
Tør du det?