Hvad gør jobbet ved mig – som terapeut og menneske.
Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke bliver træt af at snakke med – så mange forskellige – mennesker? Eller, – om jeg tager arbejdet med hjem – som var der mulighed for at andres problemer kunne blive mine.
Det korte svar: Nej, men tak for omsorgen. At arbejde i og med andres tillid, og se hvad det kan medføre af ændringer, lære af andres livserfaring, og måske i samtalen være lidt til gavn, gør mig mest bare – ja stille, med en slags åbenhed indeni. Deri er der så ofte en glæde, men mest ikke noget bestemt bare – den anden i mine tanker. Hvis jeg opdager noget er taget med hjem, så går jeg ofte bare og rydder op i mit sind, så jeg kan bevare min åbenhed.
Hvad jeg mener med at rydde op i mit sind, kan jeg kun svare på, gennem at fortælle lidt om hvordan jeg går til mit arbejde, sådan menneskelig, Det tror jeg så er grunden til, at jeg ikke tager det med hjem på den dumme måde.
Arbejdet tager sig selv med hjem, og det glæder mig
Selvfølgeligt tager jeg arbejdet med hjem. Men i en anden forstand end man lige kunne tro. Jeg tænker gerne videre over visse personer, passager, mærker efter. Alt sammen, fordi jeg oprigtigt er optaget af dagens samtaler, dels ud fra hvordan jeg kan bringe processen videre. Men måske vigtigst fordi jeg ved, at uanset hvad der lige passer min komfort, så vil min indre bagvedliggende psyke tænker videre. Den er aktiv i forhold alle særlige opgaver jeg står med i mit hverdagsliv, og endda minder den mig om udfordringer jeg ikke selv har bedt om at komme i tanke om. Jeg ved derindefra vil der komme tanker, ideer, vurderinger til, hvad jeg kunne mene eller gøre i næste terapisamtale. Jeg skal bare vente, og pludselig står tanken der helt klar, om hvilket greb jeg kan tage. Ofte kommer dette fokus til en nærtstående samtale lige før derude på trappen op til kontoret.
Nogle gange er disse tanker så indlysende værdifulde kommentarer til en terapeutisk proces, at jeg ikke kan vente til næste samtale. Jeg må skrive denne, fra min side værdifulde inspiration til vedkommende. Mange er glade for min deltagelse, nogle synes det er helt forkert, at jeg overhovedet skriver. Og det er det også i den klassiske psykologiske etik, men personligt var det netop det, at min terapeut gik lidt ud ad sin vej for mig, der var en afgørende faktor i, at jeg genvandt min tillid til egen værdi her i tilværelsen. Men alt i alt påvirket af tidens etiske opstramning er jeg på det seneste blevet mere reserveret, forsigtig og bruger sjældent denne inspiration udenfor terapilokalet.
Uanset denne selvbegrænsning er min indre inspirationskildes kommentarer til mit liv en hjælp til mig. Den fungerer ligesom mine drømme, der med sine fantastiske, frygtindgydende symbolske opstillinger af mine dybere ønsker eller forventninger, som et støttende nærvær omkring mit liv. Min åbenhed for at afkode disse inspirationer har bestemt gjort det mere nuanceret at være mig. Jeg læner mig hele tiden op ad denne inspiration, som jo kommer uanset, og fordi jeg har lært mig at bruge dem. Derfor tager jeg gerne netop mit arbejde med mit indre liv med hjem.
Beslutninger danner den struktur jeg bevæger mig i
Jeg har aldrig haft stress. Jeg er ofte træt, men har lært mig at arbejde min energi op igen. Jeg finder det faktisk spændende at have lært mig at gendanne vitaliteten, og så bare bruge løs af den, når det er det. Dette velvidende at jeg har tilrettelagt mit liv, så jeg trygt kan blive træt. Energiplanlægning er helt centralt for min selvadministration. Min hjerne skal have fri, den bruger nemlig en masse kræfter. Jeg parkerer f.eks. de mange små, lette opgaver til mine pauser, for så indgår de i min rekreation. Så tager de ikke energi med deres forstyrrende små fingre oppe i luften om: Hvornår er det min tur? Når jeg har fri betyder det, jeg sætter mine tanker på pause. Så hvad giver og hvad tager energi er en vigtig guideline? Som sagt har jeg lært at nogle gange får jeg energi af noget, som på et andet tidspunkt tager energi. Med dette i fokus har jeg fået erfaring med at strukturere rækkefølgen. Jeg er meget hård overfor, hvad jeg tillader mig at tænke på, og accepterer de beslutninger det medfører. Beslutninger rydder bordet, de er så gode til at reetablere det åbne sind.
Vigtigst dog er at jeg sørger for at være uforstyrret, rolig rent mentalt, så jeg kan rette mig ind mod dem jeg skal snakke med. Jeg skal have den mentale elasticitet, der gør mig føjelig for den facon jeg skal tilpasse mig for at kunne møde dem jeg snakker med. Alle stiller sine krav til, at man overhovedet kan snakke med dem. Nogle gange er de lette at opfylde, andre gange rigtigt svære. Klienter tager ofte for givet at de er nemme at forstå. De viser en fortrolighed, tillid, som gør indtryk. Jeg mærker virkelig behovet for, at jeg kan være den støtte som gør livets udfordringer overkommelige. Tavshedspligten er et særkende ved vores relation som forstærker fornemmelsen af at klientens fortrolighed er den helt centrale drivkraft til ny livs optimisme.
Ih, hvor er her rart, siger mange om mit kontor
Jeg kommer med tog eller cykel helst lidt før på kontoret. Så der inden første samtale er plads til jeg får luftet ud, tændt for varmen, kogt vand, og stillet kopper frem. Tingene omkring mig skal også være i orden. Alt sammen intensiverer den alvor jeg kan lide at have i mig, før jeg skal møde nogen.
Min arbejdsdag starter ofte der 0830 med den første samtale. Jeg er ikke længere én som før det har været ude og løbe, vinterbade i morgendisen. Det gjorde jeg engang, det kan komme igen, nu er jeg mere bare stille omkring dagens start. Men jeg kan lide at være frisk, udhvilet om morgenen.
Jeg har det dejligste kontor, lige midt i gamle København ved siden af Vor Frue Kirke og Strøget inde i det drivhus-agtige, fredelige Jorcks Passage. Dernede er der altid nogen der sludrer, så lyd baggrunden giver den bløde stemning af trygt byliv filtreret gennem gamle mursten. Stedet er også nemt at komme til, lidt anonymt, respekteret. Så kan dem som kan lide at være uset bare at smutte op til mig, og måske bagefter at sætte sig på en cafe og falde lidt til ro med det sagte.
Selve mit kontor er fyldt med ting, der i et harmonisk hele hver for sig bærer en betydning. Der er mild kunst på væggene, blødt dog rigeligt lys. De grønne planter i vinduet afgrænser rummet og lukker os ubemærket inde med os selv. Et rum hvor alle kan føle sig velkommen, og samtidigt et arbejdsrum. De fleste siger faktisk ”Ih hvor er her rart”. Og det er jo en slags god start for ”her vil jeg gerne være og snakke om mig selv”.
Den første samtale kan være sværest
Hvis det er et par der kommer for første gang, har de skrevet til mig på forhånd om, hvad de ønsker med samtalen. De skriver hver især, så jeg får begyndelsen til en individuel fornemmelse af, hvem de er. Ikke for at få et fast billede, men mere som en parathed til at kunne være særligt varsom, hvor omsorg kræves, og måske åbne for ressourcer, som de ikke selv gør tydelige. Jeg synes altid at mødet med et nyt par er spændende, men det er også samtidigt den vanskeligste samtale. Hvad foregår der egentligt mellem dem? Og vi har ikke nok indforståethed, så vi kan tage fejl af hinanden. Der kan være flere dagsordener, end der er sagt. Og vi skal alle i det hele taget have dannet os fornemmelsen af tillid, så den dybere forståelse kan vokse frem. Oftest kommer vi alle igennem denne prøvelses fase, men jeg tager det overhovedet ikke for givet. Nogle gange spiller det bare ikke, da jeg ikke altid kan udvise den helt specielle omsorg, der imødekommer, hvor sårbart det er at skulle åbne sig med svære følelser. En sådan tidlig afslutning er jeg altid ked af, selvbebrejdende over. Jeg søger ind i fejlens læring, men tillader mig til gengæld også frit at gå videre med dem som kan og vil.
Min ikke helt normale ekspertise – med at løse gåder
Det er jo ikke en helt normal ekspertise, jeg har opbygget igennem de 35 år, jeg næsten dagligt at være dybt engageret igennem 4 måske 5 samtaler af op til 1½ times varighed i op til 10 forskellige menneskers vigtigste livsspørgsmål. Men det har jeg altså kunnet rumme. Dog har jeg over det sidste år omstruktureret og bruger mere tid på undervisning, skrivning og podcast produktion og dermed lidt mindre på samtalerne i min praksis.
Alligevel er alle mennesker jeg møder som en gåde, og ja det er de ofte også for dem selv, men alligevel er det centrale krav til mig, at jeg kan bidrage med at finde nye svar. De nye svar er ofte overraskende tydelige, når de først er opdaget. De er dog sjældent nemme at bare bruge. Der kan godt være en Aha oplevelse, men det betyder desværre ikke, at man så straks bare kan ændre alt. Der er ligesom altid en træghed i sjælelivet, der mere tager hensyn til frygt, det kendte end støtter modet til det nye. Så gavnligt det end måtte være. Inde i valget skal man ligesom selv finde modet og styrken til det nye, give det tillid, her er ingen kære mor.
Mange synes i starten af et terapiforløb, det er spændende, så og sige at gætte gåden om dem selv, og ja finde løsninger. Men når de så skal overkomme at ændringen ikke kun er leg, men også det lange seje træk, tab af frihed, så bliver det rigtigt svært. Vi er jo ofte inde ved selve identiteten, der giver en skæv attitude, hvis man altså vil være to. Her har jeg ofte svært ved at se på, når personer bare ikke vil give slip på det som ikke virker. Her bliver jeg endda selvbebrejdende over ikke at være dygtig nok.
Oftest når dagen er færdig og jeg selv går ned ad Fiolstræde, der ved 5 tiden, har jeg en bestemt rolig fornemmelse i kroppen, ikke træt, mere bare et lille smil over, .. ja at have fravristet skæbnen nogle godbidder og faktisk gjort en lille forskel. Jeg er lige der bare klar til at søge helt hen til mig selv, og den helt almindelige person jeg er. Jeg kan lide bare at have fri og gå forbi gademusikanten med sin harmonika, streetpusheren fra Red Barnet eller den hjemløse med sit blad, eller hvem der ellers bruger selve gaden til at få deres liv til at fungere. Deres livsvilje vækker mit nærvær med mig selv.
Rydde op i mit sind
Min villighed til at undersøge mit indre liv, har jo gjort mig mere bekendt med, hvad der nu kommer indefra, altså hvad jeg er for én. Og der kommer lidt af hvert. Nogle gange kan det tage flere dages indre samtale at få ro på igen. Men kun ved, at jeg har lænet mig ind i følelsen med min voksne fornemmelse i behold, ønsket om at få det bedre, har jeg lært mig at rydde op i mine indre emotionalitet. Hvilket igen har påvirket styrken af det jeg kalder min voksne fornemmelse
Livet i mig – vil jo livet med mig, så jeg smutter ud af de mørke kroge ved at være omhyggelig med min energi, passe på min krop, tage mine følelser alvorligt, turde dele min sårbarhed, udtænke løsninger, der gør mig mere selvstændig. Acceptere min afmagt og søge hjælp. Som nogen af mine klienter og trofaste læsere, måske allerede genkender som kvaliteter, som jeg gerne inspirerer JER med.
Så på den måde tror jeg, at jeg inde bag facaden på rigtigt mange måder er fuldstændig ligesom dem der kommer i min praksis.