Hvad kæmper du for, når du skændes med din kæreste?
Kampen om de små løsninger er hverdagens store slagmark. Der er daglige træfninger. Mange par såres i forsøget på at finde vej til de svar, som begge er enige om.
Denne blog ser på, – at par nødvendigvis skal nå hinanden i hverdagens mange detaljer. Løsningerne handler nemlig om meget mere end vasketøj og indkøb. De handler om den enkeltes opfattelse af om der er plads til mig i det her forhold som Lise pludselig sagde til sin mand i parterapien forleden.
Et par taler aldrig kun om støvsugeren. De taler også ind i parternes indre dialog om forholdet: Har jeg det godt? Tænker han kun på sig selv? Begge mærker stærke følelser overfor den anden, og ikke kun de rare. Uenighed i parforholdet er et farligt minefelt. Mange par finder sig nogle gode stier igennem farezonen. Men ingen par kan føle sig helt sikre på den anden, – pludselig springer der en bombe.
Hvad er din stilling til uenighed?
I det fælles offentlige rum er vi så vant til: Vi behøver jo ikke blive enige. Denne gang faldt udtalelsen i udsendelsen ” Det gode, gamle folketing” Radio 24/7. En anden gang i tøjforretningen, hvor smag og behag jo heldigvis er så forskelligt. Jeg tænker – Ja og du vil bare sælge skjorter, uanset farve. Der er noget snyd ved hele den der tolerance. Den virker i ligegyldige relationer. Livet er ikke kun et loppemarked, hvor man egentligt ikke har brug for noget af det.
I parforholdet kan man ikke bare være ligeglad, der er det helt afgørende for succesen, at der opstår brugbare resultater.
Men mange opfører sig som om forholdet passer sig selv. De satser i hvert fald på, de kan gemme sig ustraffet inde i uenigheden. Min renlighedstærskel er lavere end din, så du må hellere gøre rent. Det er ikke mit behov. Mon han selv kan høre, han ikke får sex i dag?
Modsat er han uforstående for modkravet fra hende om mere nærvær inklusive tilstedeværelse med ret til kritik og pointgivning undervejs som var hans nærværs præstation en skøjtekonkurrence.
Han tænder helt af og sætter sig ind til skærmen.
Begges ensidige krav til den anden dækker meget godt det mismod de fleste møder frem med, når parret sammen skal afgøre, hvem der henter børn eller fjerner julepynten. Lige i de samtaler viser parrets evne til afklaring sig i sin kolde nøgternhed. Samtale grebet afklæder dem begge ind til benet for, hvordan de egentligt opfatter dét at være to. Og hvad de har lært sig om at finde vej i det terræn.
Lidt nøgtern distance kunne redde mange dårlige samtaler med et: denne stil er vist ikke til gavn for vores forhold, lad os flyve en tur op i helikopteren og se på tingene sådan udefra. Så bliver samtalerne om støvsugeren og børnehentning markant anderledes.
Den irrationelle faktor
Nogle prøver at lægge et røgslør omkring deres usikkerhed ved at argumentere med, at det de siger er bare fordi jeg tænker logisk. Den anden ved jo godt, – især i den vanskelige samtale – at logik er som den med den smilende skjortesælger. Logik underordner sig ofte, hvad man følelsesmæssigt slås for. Det gør den enten for at undgå egne svære følelser eller for at stoppe den andens. Vi er så utroligt meget mere end logiske væsener. Især par, da intet forhold startede med at det er logisk vi to er kærester.
Logik er ekstra svært fordi, mens den anden skal høre på, vågner gamle regnskaber, som så skal indgå i den aktuelle enighed. Et parforhold er i praksis kun det man er enig om, resten er jo enten den ene eller den andens.
Uenighed er et fattigt ord
Et par, jeg snakker med, har manden en hobby, jagt. Han kan glæde sig til at rejse op i Nordsverige og sidde i sneen og længe vente på det øjeblik, hvor han kan skyde, bang, en død Tjur. Jagtkalenderen er blevet forholdets minefelt. For ham er de datoer så hellige som Juleaften, for hende er de fanden selv.
Jeg snakker med ham om hans glæde ved hele arrangementet omkring en jagt. Det han kan lide. Jeg prøver at spejle hans glæde over i den glæde, som hans kæreste har ved … at være sammen med ham. Ubs, den er svær, når han forestiller sig at skulle sige farvel til at stå der bag fyrtræet og elgen dukker op. Ofte kan han finde glæden ved hende, hvis han leder.
For hende er hans nærvær hele pointen med parforholdet. Hun tåler ingen konkurrence. Så når han pakker sine geværer, så får hun ondt i maven. Og det bliver ikke ved det. Hun bliver så vred, og hun kan udtrykke sig tydeligt over lang tid. Svigtet fylder så meget, at ingen italiensk opera har skrevet smertearien til hende. Så når han faktisk er der med hende, kan hun ikke komme forbi følelsen og hen til glæden over, at det er nu, de så endelig er sammen. Hendes fortsatte kritik støder så hans logik, for jeg er her jo og hører efter. Nej, desværre – han er ikke nok længere, følelsens uro fylder hele hendes sind. Deres ulykke bare eskalerer op ad til de voldsomste brud, der ingen ende vil tage, før de så igen alligevel forliges. For først når han græder så inderligt over hendes fortvivlelse, åbner hun for, at hun er vigtig for ham. I hans tårer finder hun lidt trøst med sin sårbarhed.
Løsninger
Mange par udvikler en forståelse med deres uenigheder, så de ikke udfordrer hinanden – hele tiden.
Jeg bestemmer udenfor, og hun bestemmer indenfor sagde bonden med et smil. Eller sagførerens, hun tager sig af alle de små ting, og jeg de store.
Den lidt mere empatiske skolelærer siger – Vi laver et kompromis, mellem følelser og indlevelse? Indlevelse er ikke underkastelse, det er dybere følt forståelse. Det virker ofte meget beroligende, som man findes for den anden. Mere forlanger mange ikke. Det kan læres.
Vi snakker om forholdets bindemiddel. Så enigheden er ikke kun den ydelse, man snakker om, men også måden man er tilknyttet på, snakker sammen på, og om den anden overhovedet føler sig set og hørt og respekteret.
Når jeg oplever disse skismaer i min praksis taler vi nogle gange om, at partneren måske overhovedet ikke magter at være der for den anden. Partneren har så meget nok at gøre med at få sig selv til at fungere i visse sammenhænge, at den anden mere er blevet en livsassistent, måske endda livlæge. Så spørgsmålet mere er om, det er her kærligheden skal være årsag til at den anden får det som de beder?
Voksen alvor
Uafklarede issues skaber uro, det både personligt og på forholdets vegne. Så hvis man i den vanskelige samtale brugte lige så meget tid på at sætte sig ind i, hvad den anden siger, som man bruger på at slås for, at den anden forstår hvad man selv siger, så vil meget nok ændre sig. Begge vil til en start føle sig som en del af forholdet, og der åbnes op for meget mere af det gode.
Den vanskelige samtale kan tages så alvorligt, at begge faktisk kan deltage i den indtil de igen kan se hinanden i øjnene.