Tema: NÆRVÆR #2 Når nærvær møder kampklædt fravær.

NÆRVÆR #2

Når nærvær møder kampklædt fravær.

Om den bagvendte brug af kærlighedens spillerum.

I mange parforhold standses tilliden med at tage sejre, med at åbne op for en dybere kontakt. Der er i stedet opstået en kamp om at undgå nærvær med sin elskede. Den interaktion er blevet en slagmark, hvorpå mange parforhold mister livet.

Jeg har efter nøjere eftersyn af, hvordan dette skift fra tillid til afstand opstår, opdaget at destruktions processen sker ved, at den nærværs søgende typisk udfordres af sin fraværs forsvarende kærester med en af seks kampformer.  Alle 6 metoder bevarer afstanden ret så effektivt. Begge parter bliver hurtigt trukket ind i slagsmålet, da selve afvisningen udfordrer kærligheds løftet om at man er vigtig for hinanden. Afvisningen er som et klister, der bliver hængende på en, som man må gøre noget ved. I de nærmest instinktive reaktioner man har på hinanden, udvikler hver person sin foretrukne kampform i de uundgåelige nærværs opsøgende træfningerne.

Jeg vil her og nu først beskrive dette interaktive anti-nærværs-skyts. Jeg vil så kort illustrerer, hvordan de forskellige variationer spiller sig ud med hinanden. Samtidig vil jeg komme med ideer til små effektive initiativer til den nærværs søgende om, hvad du kan gøre, så du bedre håndterer disse træfninger til din og forholdets fordel. Jeg har helt klart valgt side allerede her fra starten. Jeg er for kærlighedens tillidsgave. Og jeg er helt med på, at  der her er der noget begge parter skal lærer af, så de bedre kan være der for hinanden.

I første omgang gælder det, at du simpelthen kan spotte teknikken, så du kan genkende din partners kamp stil. Dét, overhovedet at kende navnet på balladen, får den ofte lidt ned i størrelse. Derefter går du efter at etablere et helikoptersyn i forholdet så I i fællesskab ser på, hvordan I gentager jer selv i en dårlig sags tjeneste. Måske forlader I snart kamppladsen med en mere fælles sag i sigte. Nemlig den at øve jer i at kunne være dybere interesseret i den modstand I møder, frem for at bekæmpe at den anden har noget at sige overhovedet. Man lever jo trods alt sammen med en anden selvstændig tænkende person, der også engageret prøver at få noget godt ud af forholdet.

Parforholdet er tænkt som et sted, hvor to mennesker kommer hinanden ved på den rare måde, og til en start er det bare at lytte. Der er altid information i det der bliver sagt. Og det handler om de vanskeligheder, den anden er havnet i. Et parforhold er en invitationen til forandring – hos begge parter.

Først: de seks fraværsteknikker, der alle effektivt standser enhver samtale:

1. Jeg er ikke klar.
2. Jeg vil kun rummes.
3. Jeg er styret af min egen eneste rigtige løsning.
4. Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber.
5. Mit forbehold mod det der bliver sagt, er for stort.
6. Jeg svarer simpelthen ikke.

 

1. Jeg er ikke klar.

Typisk er markøren for denne position, at i det øjeblik du laver et kontaktforsøg, løfter den anden armene og ryster på hovedet. Den anden signalerer: ”jeg er ikke til rådighed, du forstyrrer”, altså ”jeg er i gang med noget, der er vigtigere end dig”.

En meget brugt variant er, at den anden allerede er optaget af at tale i telefon, når de kommer ind ad døren. Den anden er også ukontaktbar under middagen for han/hun sidder med mobilen, og rejser sig så hurtigt som muligt kiggende med vigtig mine ned på sin skærm, måske endda griner, mens du ser ham/hende gå. Den anden har tydeligvis en venskabelig, rigtig snak med den spændende verden uden for jeres parforhold. Ved dit kontaktudspil har den anden hele tiden andre vigtige aftaler, så de kan glide af på enhver optakt til et emne. Gode eller dårlige grunde – de er allerede fuldt booket af egne tanker og gøremål. Oftest simpelthen af en tankerække, de ikke vil slippe, da den tjener et vigtigt formål.

Umiddelbart lyder det jo næsten helt ok, rimeligt, at du bare må vente til din kæreste er færdig og klar, men det bliver de bare aldrig. Du er sat på afvist – fra det nærvær du opsøger. På et tidspunkt bliver afstanden påfaldende, som er der en tanke bag det hele, som du altså ikke kan komme ind på livet af. Spurgt om der er noget galt: ”Men nej dog, det er helt tilfældigt, jeg er bare hele tiden er optaget. Dog nåh nej, måske er der noget med tonen, du spørger i. Er du sur”?

Det er i hvert fald helt din egen skyld, hvis der er et problem!!

 

2. Jeg vil kun rummes.

Helt omvendt er faconen: jeg vil kun rummes. Du skal have plads, give ubegrænset tid til den anden – nu. Den anden er så fyldt af følelser, tanker de simpelthen ikke kan gå med alene. De kan knap rumme sig selv for reaktioner, og ting de har at sige. Deres egne følelser er så overvældende, at de har krav på at kunne inddrage dig som stor-lytter, super-tilskuere. I den andens oprørte tanker handler deres følelser nemlig stort set kun om deres egen gøren og laden. Ofte måske lidt jalousi, en afvisning, følelsen af ensomhed eller simpelthen bare ked af det ene eller vred over det andet. Du kan næste ikke rumme al den information, som mest af alt lyder som anklager eller uvedkommende gentagelser. Du oplever oplægget ret så voldsomt, endda kritiserende, så du reagerer på et tidspunkt selv spontant afvisende. Således kortslutter samtalen, før den har fundet sin begyndelse. Begge taler om hver sin ting. Den anden er ked af det, og du føler dig kritiseret, forkert eller bare overfuset. Det hele kulminerer med, at ingen af jer kan finde roen i samtalen. Du skal bare smide alt du står med i hænderne, og skal rumme alt den anden kommer med. Dette ikke-møde ender ofte med at nogen smækker med døren. Så er den da lukket, selv om forholdet står piv åbent.

 

3. Jeg er styret af min egen enesteløsning.

Et par er to selvstændige personer. Og da al kommunikation er underlagt det twist, at forståelse afhænger af modtagerens oplevelse. Derfor kan en samtale hurtigt komme helt galt afsted, hvis den anden i virkeligheden kun har sine egne tanker og løsninger i hovedet og ikke fanger andet ved din reaktion end det, at du ikke siger blankt ja, altså hvad de vil høre. ” Jeg har brug for du lige høre rigtigt godt efter”. I din subjektive forståelse lyder det som her kommer en løsning, der kræver fuld underkastelse. Du kan kun høre oplægget som et krav. Du reagerer fuldstændigt automatisk på, at du ikke har noget at skulle have sagt. Alt sammen medfører udover et uforsonligt skænderi, en hurtigt stigende frygtsomhed med negative forestillinger. Du opfatter simpelthen, at den anden ser på dig, som én der kun kan bruges til at opfylde deres løsninger. Den anden har nemlig allerede sagt hvor og hvordan. Og hvis du så siger noget, så bliver det opfattet som superfjendtligt. Begge føler sig som tabere, selv hvis man laver et kompromis.

Den eneste rigtige løsning kan være god nok, men føles helt forkert. 

4. Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber.

Uopfyldte aftaler, uafklarede opgaver, sårede følelser indgår i de ufærdige regnskaber – alt sammen unfinished business. Måske udfordrer det du gør, den andens drømme. Dem de har gået og gemt på om, hvad de vil med deres parforhold. Mange slags uforløste reaktioner indgår med hver deres historie i vores sind, og forhindrer os i frit at se både vore egne og den andens ønsker eller bare afkode et behov for omsorg lige her og nu. Spærreilden fra, hvad der ikke blev afklaret sidst eller fra gårsdagens sårede følelser runger så højt, at ingen kan høre, hvad der bliver sagt, ud fra en nulstillet neutral, nysgerrig position. Ofte er luften så fyldt af gamle bebrejdelser, uopfyldte ønsker om anerkendelse eller ligefrem bare en undskyldning, at man helt opgiver at være sød.

Alt sammen skaber fortvivlelse som enten gør, man vender sig ind i sit eget indre, eller man udad reagerer uden sensitivitet. De uafklarede tanker giver modstand på nutiden. Man tror ikke, det nytter at gøre noget ved sin situation og gennem samtaler søge afklaring. Den vrede bebrejdelse fra de ufærdige regnskaber bliver gentaget og gentaget, så samværet bliver præget af en kritisk grundtone, og af at den anden aldrig bliver set imødekommende.

Ufærdige regnskaber skal gøres op, høres, ellers gider ingen have flere forventninger.

5. Mit forbehold mod det der bliver sagt, er for stort. 

Alle par har deres unikke belastninger at slås med. Man er jo to mennesker med hver sin fortid. Vort livs uforløste vanskeligheder ligger tæt under overfladen i vores væsen og kan vokse sig til at blive et forbehold uden den anden egentlig har gjort noget, andet end at være den de er. Så når du trænger til lidt ubekymret nærvær, kan den anden mærke sit forbehold. Den anden husker de uforløste samtaler, der afdækkede tidligere krævende skævheder, ansvarsløs væremåde, eller måske direkte svigt. Gamle mønstre der gør de allerede føler forbeholdet tydeligt, bare de tænker på sidste eksempel på den andens svingende evne til at gribe og bære et simpelt ansvar ”sådan som jeg vil have det”.

Dette kompleks af holdninger, følelser, strategier er i forskellig grad, hvad du skal rumme, hvis du opsøger den anden. Dine erfaringer skaber spontan uro i dig, når du mærker den andens subjektive fornemmelse af ikke at blive forstået og manglende tryghed.  Så hvad end din intention er, så farves I begge spontant af den andens forbeholdne respons. Det afviser selv basale ønsker. Det kan være hånligt, selv om du denne gang deltager konstruktivt i, hvad det bliver sagt der foregår. Hvis du siger noget, der forsøger at genrejse en værdighed, ses det blot som en udfordrer af den magt mistilliden har indtaget. En dyne af opgivelse påvirker også din reaktion på alt der kommer fra den anden. Den andens fremtoning emmer af ” nej, det kan du godt helt glemme alt om. Jeg ændrer ikke, hvordan jeg ser på dig.  Du skal ikke tro du kan få hul igennem til det gode i mig, og jeg straffer dig hvis du ikke prøver”.  Så vildt er det at være underlagt forbeholdets paradigme.  Frygteligt.

 

6. Du svarer simpelthen ikke.

Nogen kan i en 2-værelses lejlighed tie stille i flere dage. Den anden kan ignorere dig i alt, bare blankt se på hvordan du lider – lokal ondskab. Som tavs undgår den anden al kontakt med hurtige kropsdrejninger, baglæns gående venten, løftede arme. En nærliggende fortolkning i din partners sindsbillede er noget lignende: ”Du har lavet en fejl, så nu holder jeg bare fast i din skyldfølelse, så du ikke skal glemme, at du var dum. Du må selv finde en vej ud af det her”. Selve samtalen er adgang forbudt.

Den slags har selvfølgelig et forspil i en af de 5 andre tekniker, der nu er endt i en fortvivlelse, måske en magtkamp. Men efter ingen vellykket bearbejdning, er der kun denne gensidige opgivelse af samtalen tilbage. Du, som anklaget er oppe i frustrationsfeltet, føler dig straffet. Du forskanser dig i dine egne forklaringer, gennemgår alle slags følelser i afmægtighed. På et tidspunkt acceptere du også tavshedssamspillet, bare ventende på den anden viser sig nådig. Måske sige de ja til en kop kaffe, du alligevel laver.

Hvis der er børn, snakker parret selvfølgelig med dem som alt er fryd og gammen, men begge ved, at intet, der er sagt, er rettet mod den anden. Netop de søde ord i omsorg for børnene forstærker strafmiljøet.

Oven i går den som mærker ”straffen” rundt og føler sig dårlig behandlet. De ender ofte med at blive ret vrede på den tavse. Så tavshed er en rigtig par-killer.

 

Fra kontaktleg til kollaps
Enhver kan sige sig selv, at når disse 6 forskellige fraværs kampformer som kolonner går med interaktivt udvekslende salver frem ude på slagmarken mellem to kærester, så vil modspillene i stigende grad være præget af begges hærdede ufølsomme modreaktion. Man giver fanden i, at man er kæreste, og tager selve kærligheden som gidsel i ens egne dårlige løsninger på at gennemføre egne interesser.

Jeg håber at jeg gennem at kalde slagets detaljer ved navn, måske kan gøre det nemmere at få begge parter til forhandlingsbordet. Bare og stoppe op og måske sige ”Det er synd for os at vi er så hjælpeløst blokerede. Skal vi se på hvad vi laver”? Også længe det bare er det, så lade helt være.

Lad os derfor kort følge faserne i disse udvekslinger, så vi bedre kan spotte dem i hverdagen ude i køkkenet, mens kartoflerne står og koger. De kan være nemme at spotte, og sjovt med lidt træning at følge, hvordan de forskellige kampformer afvekslende bliver taget i brug. F.eks. når den anden for at kontakt med dig spiller ud med: Jeg vil kun rummes, altså ikke undersøger, hvor du er henne. Jeg vil kun rummes  bliver mødt med din modreaktionen f.eks. Jeg er ikke klar. Oplægget er en rækken ud efter omsorg, der blankt afvises. Under overfladen vækker påmindelsen om den andens behov for omsorg måske minder om andre ting, du ikke selv fik. Det udløser en salve af bebrejdelse fra fraværs flanken Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber, som kan lyde sådan her: ” du er der aldrig for mig”.  Det svar understøtter: Jeg er ikke klar strategien, der er en utrolig effektiv måde til at skabe afstand. Responsen rammer som en morter med præcision ind midt i kontaktforsøget med sit ” jeg har lov at sige fra”. Forslået forlader den opsøgende kampzonen.

Et andet eksempel er, hvis begge, i forbindelse med at skulle lave en aftale, stiller op til kamp med Jeg er styret af min egen eneste rigtige løsning. Det giver sig selv, at de begge hurtigt vil blive argumenterende, altså fra begge sider bliver der skudt med egne absolutte patentløsninger. ” Jeg skal ha en friaften om ugen”, ” Nåh, sådan, så tager jeg væk i weekenden”, ” Sådan er det altid, du vil bestemme ”. Eller bare ” Vi skal på skiferie”. Snart kommer der et ” jeg vil være hjemme i år, så er det nemmere at passe børnene. Dem tager du jo ikke”. Ingen dybere undersøgelser fra nogen af siderne, og derfra en eskalering til Mit forbehold mod det der bliver sagt, er for stort: ” skal vi bare lade os skille”?

Når samtalen rumsterer omkring emner, der skal besluttes, og begge hurtigt havner i Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber metoden, vil den anden måske starte ud med en direkte udtalelse som ” Jeg kan ikke glemme, den måde du svarede mig på, sidst vi snakkede om vores økonomi”. Hvis det udløser en undskyldning, så er den begivenhed gjort op, hvis ikke, så kommer du helt sikkert med en opfølger: ” Nåh ja, men der er altid noget i vejen med tonen ”. Den anden kan så vende det hele om med: ” du er også selv skyld i, hvad der skete, for du tager mig ikke alvorligt”. Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber giver mange muligheder for overraskelses angreb, for man kan trække tidløst på alle slags eksempler. Argumentet for retten til selv at opføre sig dårligt vil, kunne være en knibtangs manøvre, der omslutter den selvforsvarende helt med overraskede påstande om fremtiden ” jeg tager ikke med til din mors fødselsdag”.

Vellykket vil alle slags udvekslingerne vise deres effektive væren ligeglad med den anden kunne læses i de mørke øjne, og i lave talte indrømmelse, der håber på forsoning. Dog er det lige så sandsynligt, at den der er trængt op i én krog pludselig fra flanken minder om dine egne forsømmelse og misligholdte faste aftaler. Under dette pres skifter mange helt opstilling og går direkte til Jeg er styret af min egen eneste rigtige løsning. 

Denne forsvarslinje er meget moderne, for hvis den ikke mødes af underkastelse, kan man gå direkte til Jeg svarer simpelthen ikke, og bare melde sig ud af samtalen.

Herfra er der en række muligheder. Du kan affyre en række bebrejdelser om andre situationer, hvor den anden trækker sig midt i snakken, hvilket jo er en venden tilbage til Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber.

Du kan også gå til Jeg er ikke klar, for at lave en opblødning, der omdefinerer tavsheden til en tænkepause. Derfra kan du så sige, at du godt kan se pointen og som skinmanøvre gå til overgivelses udtalelser. Men midt i denne ”om på ryggen stil”, kan du skifte til Jeg vil kun rummes og derfra skaffe dig medfølelse for dine begrænsninger. Det baner nemlig vejen for, at du kan påpege nogle af de fejl den anden har, som er skyld i, de fejl du selv har. Og hvis den anden indrømmer, at de var også lidt voldsomme, ja så er slaget vundet. Man behøver nemlig ikke mere tænke over hvad man selv har sagt og følt.

Eftertanker
Fraværs samtalen er jo en slags samtale. Men den tæller ikke som nærvær, da samtalen ikke søger at styrke følelsen af at være gode for hinanden.

Det særligt farlige ved disse variationer af legitimeret fravær er, at du ikke kun udfordrer muligheden for, at I kan nå hinanden om helt almindelige ting. Du udfordrer også selve tilknytningens logik om, at når man lever sammen, så er man tilgængelig for hinanden. Og det på alle måder fysisk, praktisk, aftalemæssigt, emotionelt. Du nedbryder selve parforholdets begrundelse.

Det er tid til selvransagelse. Der er altid flere end en løsning. Og fælles for alle par er, at de skal lære sig at rumme virkeligt uforudsete forskelle. Hvor man skal bo, hvem og hvordan man omgås, hvad måden den anden gør ting på, f.eks. knaser den anden saltede solsikkefrø lige når man slapper af foran tv til en god krimi. Den skærende lyd er svær at rumme, for ” jeg har også brug for at slappe af”.  Men der må man jo håbe på at begge rigtige løsning kan finde forståelse, så solsikkefrøene kan nydes, og krimien kan fange en koncentration.

Sådan udfordres kærlighedsprojektet hele tiden med mindre man altså finder kærligheden frem og bruger den til noget.