Tema: NÆRVÆR #2 Når nærvær møder kampklædt fravær.

Kampen om at undgå nærvær med sin elskede er den slagmark, hvorpå mange parforholdet mister livet. Efter nøjere eftersyn viser det sig, at den nærværssøgende typisk udfordres af sin fraværs forsvarende kærester i en af seks kampformer, hvormed afstanden ofte ret effektivt kan bevares.  Hver person har sin foretrukne forsvars- eller angrebs stil, når de kommer under pres fra et ønske om nærvær. Det individuelle twist åbner for meget variation i parternes opstilling ved frontlinjen. Dog holder de fleste sig til en eller to typer, afhængig af om de er i defensiven for at afværge nærhed eller i åben, direkte offensiv for at prøve at få det – på deres måde.

Jeg vil især se på det interaktive anti-nærværs-skyts, og på hvordan de forskellige variationer spiller sig ud. Hvad du kan gøre, så du bedre håndterer disse træfninger, er i første omgang bare det, at du måske kan genkende din kampstil. Dét, overhovedet at kende navnet på balladen, får den ofte ned i størrelse, og måske i fællesskab med din partner kan I godt se, hvordan I gentager jer selv i en dårlig sags tjeneste. Måske forlader I kamppladsen med en mere fælles sag i sigte. Nemlig den at være interesseret i den modstand man møder, frem for at bekæmpe den.

Parforholdet er tænkt som et sted, hvor to mennesker kommer hinanden ved på den rare måde, og til en start er det bare at lytte.

 

Vores  seks fraværsteknikker:

  1. Jeg er ikke klar. 
  2. Jeg vil kun rummes. 
  3. Jeg er styret af min egen eneste rigtige løsning. 
  4. Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber. 
  5. Mit forbehold mod det der bliver sagt, er for stort. 
  6. Jeg svarer simpelthen ikke. 

 

 

1. Jeg er ikke klar. 

Typisk er markøren for denne position, at i det øjeblik den anden laver et kontaktforsøg, løfter du armene og ryster på hovedet. Du signalerer: ”jeg er ikke til rådighed, du forstyrrer”, altså ”jeg er i gang med noget, der er vigtigere end dig”. 

En meget brugt variant er, at du allerede er optaget af at tale i telefon, når du kommer ind ad døren. Du er også ukontaktbar, når du under middagen sidder med mobilen, og rejser dig så hurtigt som muligt kiggende med vigtig mine ned på din skærm, måske endda griner du, mens du går, som havde du en venskabelig, rigtig snak med den spændende verden uden for dit parforhold. Du har hele tiden andre vigtige aftaler. Du glider af på enhver optakt til et emne. Gode eller dårlige grunde – du er allerede fuldt booket af egne tanker og gøremål. Oftest simpelthen af en tankerække, du ikke vil slippe, da den tjener et vigtigt formål.  

Umiddelbart lyder det jo næsten helt ok, at den anden bare må vente til du er færdig og klar, men det er det ikke. Den anden er sat på afvist – fra det nærvær de opsøger. På et tidspunkt bliver det påfaldende, som har du en tanke bag det hele, som den anden altså ikke kan komme ind på livet af. Spurgt af den anden om der er noget galt: ”Men nej dog, det er helt tilfældigt, at jeg hele tiden er optaget. Dog nåh nej, måske er der noget med tonen, du spørger i. Er du sur”? 

Det er i hvert fald helt den andens egen skyld, hvis der er et problem!!

 

2. Jeg vil kun rummes.

Omvendt er faconen: du vil kun rummes. Den anden skal have plads, tid til dig – nu. Du er så fyldt af følelser, tanker du simpelthen ikke kan gå med alene. Du kan knap rumme dig selv for reaktioner, og ting du har at sige. Dine egne følelser er så overvældende, at du har krav på at kunne inddrage den anden – uanset hvordan du så gør det. I dine oprørte tanker handler dine følelser nemlig stort set kun om den andens gøren og undladen. Jalousi, afvisning, ensomhed eller simpelthen bare ked af det eller vred. Omvendt oplever den opsøgte oplægget så voldsomt, endda kritiserende, at de reagerer spontant afvisende. De kan heller ikke rumme al den information, som mest af alt lyder som anklager eller uvedkommende gentagelser. Således kortslutter samtalen, før den har fundet sin begyndelse. Begge taler om hver sin ting. Du er ked af det, og den anden føler sig kritiseret eller bare overfuset. Det hele kulminerer med at ingen af jer kan finde roen uden den anden bare skal smide alt de står med i hænderne, og skal rumme alt du kommer med. Dette ikke-møde ender ofte med at nogen smækker med døren. Så er den da lukket, selv om forholdet står piv åbent.

 

3. Jeg er styret af min egen eneste løsning.

Et par er to selvstændige personer. Og da al kommunikation er underlagt det twist, at forståelse afhænger af modtagerens oplevelse, kan en samtale hurtigt komme helt galt afsted, hvis du i virkeligheden kun har dine egne tanker og løsninger i hovedet og ikke fanger andet ved den andens reaktion end, at de ikke siger blankt ja. Bare overvej hvordan en udtalelse som denne midt i en masse hverdag kan opleves: ” Jeg har brug for du lige høre godt efter”. I modtagerens subjektive forståelse lyder det som her kommer en løsning og fuld underkastelse. Den anden hører oplægget som et krav. Fuldstændigt som du selv ville reagere, hvis du ikke havde noget at skulle have sagt. Alt sammen medfører udover et uforsonligt skænderi, en hurtigt stigende frygtsomhed med negative forestillinger. Den anden opfatter simpelthen, at du ser på dem, som én der kun kan bruges til at opfylde dine løsninger. Du har nemlig allerede sagt hvor og hvordan. Og hvis den anden så siger noget, så bliver de opfattet som super fjendtlige. Begge føler sig som tabere, selv hvis man laver et kompromis.

 

 

4. Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber. 

Uopfyldte aftaler, uafklarede opgaver, sårede følelser indgår i de ufærdige regnskaber – unfinished business. Måske udfordrer det allerede gjorte, de drømme du har gået og gemt på om, hvad du vil med dit parforhold. Mange slags uforløste reaktioner indgår med hver deres historie i dit sind, og forhindrer dig i frit at se både dine egne og den andens ønsker eller bare behov for omsorg lige her og nu. Spærreilden fra, hvad der ikke blev afklaret eller fra de sårede følelser ”sidste gang vi talte om …”  runger så højt, at du ikke kan høre, hvad der bliver sagt, ud fra en nulstillet forståelse. Ofte er luften så fyldt af gamle bebrejdelser, uopfyldte ønsker om anerkendelse eller ligefrem bare en undskyldning, at man helt opgiver at være sød. 

Alt sammen skaber fortvivlelse som enten gør, man vender sig ind i sit eget indre nærvær, eller man ud ad reagerer uden sensitivitet. De uafklarede tanker giver modstand på nutiden. Man tror ikke, det nytter at gøre noget ved sin situation og gennem samtaler søge afklaring. Den vrede bebrejdelse fra de ufærdige regnskaber bliver gentaget og gentaget, så samværet bliver præget af en kritisk appel, den anden aldrig bliver set imødekomme.

 

5. Mit forbehold mod det der bliver sagt, er for stort. 

Alle par har deres unikke belastninger at slås med. Det kan være sygdom måske vanskelig corona-økonomi, eller uenighed om store beslutninger. Men de uforløste kan vokse sig til at blive et forbehold. Så når du når til der hvor du trænger til lidt ubekymret nærvær, kan du mærke dit forbehold skabt fra de andre konflikter. Du husker de uforløste samtaler, der afdækkede krævende skævheder, ansvarsløs væremåde, eller måske direkte svigt. Måske føler du forbeholdet tydeligt, bare når du tænker på den andens svingende evne til at gribe og bære et simpelt ansvar. Dette er i forskellig grad, hvad du skal rumme. Erfaringerne efterlader hæmninger i din fornemmelse af spillerum og tryghed.  Så hvad end den andens intention er, så farves din respons spontant af et forbehold, der afviser selv basale ønsker. Du er hånlig selv om den anden denne gang deltager konstruktivt i, hvad der foregår. Udtalelser, der forsøger at genrejse en værdighed, ses blot som en udfordring af magtbalancen. Dette samspil ændrer, hvad du tænker, der kan lade sig gøre. En dyne af opgivelse påvirker din reaktion på alt der kommer fra den anden. Din fremtoning emmer af ” nej, det kan du godt helt glemme alt om. Jeg ændrer ikke, hvordan jeg ser på dig”.  Den anden kan ikke få hul igennem til noget der bare er godt nok.            

 

6. Du svarer simpelthen ikke. 

Nogen kan i en 2-værelses lejlighed tie stille i flere dage. Du kan ignorere den anden i alt, bare blankt se på hvordan den anden lider – lokal ondskab. Som tavs undgår du al kontakt med hurtige kropsdrejninger, baglæns gående venten, løftede arme. En nærliggende fortolkning i den afvistes sind ”Jeg har lavet en fejl, så nu holder han/hun bare fast i min skyldfølelse, så jeg ikke skal glemme jeg var dum. Jeg må selv finde en vej ud af det her”. Selve samtalen er opgivet. 

Den slags har selvfølgelig et forspil, en fortvivlelse, måske en magtkamp, men ingen vellykket bearbejdning, kun gensidig opgivelsen af samtalen som redskab. Den anklagede er oppe i frustrationsfeltet, føler sig straffet, forskanser sig i egne forklaringer, gennemgår alle slags følelser i afmægtighed. På et tidspunkt indgår de også i tavshedssamspillet bare ventende på den anden viser sig nådig.

Hvis der er børn, snakker parret selvfølgelig med dem som alt er fryd og gammen, men begge ved, at intet der er sagt er rettet mod dem for også der at skabe et kærligt og trygt samvær.

Oven i går den som mærker ”straffen” rundt og føler sig dårlig behandlet. De ender ofte med at blive ret vrede på den tavse. Så tavshed er en rigtig par-killer.

 

Fra richochettering til kollaps
Enhver kan sige sig selv, at når disse forskellige nærhedens fraværs kampformer går interaktivt frem på slagmarken mellem to kærester, så vil udvekslingen være præget af begges ufølsomme modreaktion. Man giver fanden i at man er kæreste, og tager selve kærligheden som gidsel i ens dårlige løsninger.  

Lad os følge slagets gang som vi alle kender det fra hverdagen i køkkenet mens kartoflerne står og koger. Set på helt udefra så vil, når f.eks. du spiller ud med facon Jeg vil kun rummes, og den møder f.eks. modreaktionen fra den anden med Jeg er ikke klar, så er oplægget en rækken ud efter omsorg, og da det blankt afvises, må dit behov for kontakt åbne op for et dybere lag i sprog artilleriet, som hurtigt leverer en salve af bebrejdelse fra Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber med et ” at du er der aldrig for mig”. Men da, Jeg er ikke klar strategien er effektiv, overrumplende sigter responsen med morter præcision ind midt i kontaktforsøget med et ” jeg har lov at sige fra”. Forslået forlader den opsøgende kampzonen.

Hvorimod hvis begge stiller op til kamp med Jeg er styret af min egen eneste rigtige løsning, så vil der hurtigt blive høj argumenterende råben til sidste mand. ” Vi skal ikke have oksekød til middag”, ” Nåh ikke, jeg er træt af rucola”, ” Sådan er det altid, du vil bestemme ”. Eller bare ” Spisestuevæggen skal være blå”. Snart kommer de første meldinger fra Mit forbehold mod det der bliver sagt, er for stort med et: ” vi må hellere skilles”.

Når samtalen rumsterer omkring emner, hvor begge er i gang med Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber, vil den måske starte ud med en direkte udtalelse som ” Jeg kan ikke glemme, den måde du svarede mig på”. Hvis det udløser en undskyldning, så er den begivenhed gjort op, hvis ikke, så kommer du helt sikkert med en opfølger: ” Nåh ja, men det gør du jo så tit ”. Den anden kan i stedet vende det hele om med, som ” du er også selv skyld i, hvad der skete, for du glemmer altid hvad du har lovet”. Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber giver mulighed for overraskelses udspil for man kan trække tidløst på alle slags eksempler. Argumentet for retten til selv at opføre sig dårligt vil, hvis godt forberedt, kunne virke som en knivtangs manøvre, der omslutter den selvforsvarende med overraskede påstande om fremtiden. 

Vellykket vil alle slags udvekslingerne ved deres effektive væren ligeglad med den anden kunne læses i de mørke øjne, og i indrømmelserne, der håber på forsoning. Dog er det lige så sandsynligt, at den der er trængt op i én krog pludselig fra flanken minder om dine eksempler på grov forsømmelse og misbrug af brudte aftaler. Under dette pres skifter mange helt opstilling og går direkte til Jeg er styret af min egen eneste rigtige løsning. 

Denne forsvarslinje er meget moderne, for hvis den ikke mødes af underkastelse, kan man gå direkte til Jeg svarer simpelthen ikke, og bare melde sig ud af samtalen. 

Herfra er der en række muligheder. Du kan affyre en række bebrejdelser om andre situationer, hvor den anden trækker sig midt i snakken, hvilket jo er en venden tilbage til Jeg er fyldt af ufærdige regnskaber

Du kan også gå til Jeg er ikke klar, for at lave en opblødning, der omdefinerer tavsheden til en tænkepause. Derfra kan du så sige, at du godt kan se pointen og som skinmanøvre gå til overgivelses udtalelser. Men midt i denne ”om på ryggen stil”, kan du skifte til Jeg vil kun rummes og derfra skaffe dig medfølelse for dine begrænsninger. Det baner nemlig vejen for, at du kan påpege nogle af de fejl den anden har, som er skyld i, de fejl du selv har. Og hvis den anden indrømmer, at de var også lidt voldsomme, ja så er slaget vundet. Man behøver ikke mere tænke over hvad man selv har sagt og følt.

 

Eftertanker
Fraværs samtalen er jo en slags samtale. Men den tæller ikke som nærvær, da samtalen ikke søger at styrke følelsen af at være gode for hinanden.

Det særligt farlige ved disse variationer af legitimeret fravær er, at du ikke kun udfordrer muligheden for, at I kan nå hinanden om helt almindelige ting. Du udfordrer også selve tilknytningens logik om, at når man lever sammen, så er man tilgængelig for hinanden. Og det på alle måder fysisk, praktisk, aftalemæssigt, emotionelt. Du nedbryder selve parforholdets begrundelse.

Det er tid til selvransagelse. Der er altid flere end en løsning. Og fælles for alle par er, at de skal lære sig at rumme virkeligt uforudsete forskelle. Hvor man skal bo, hvem og hvordan man omgås, hvad måden den anden gør ting på, f.eks. knaser den anden saltede solsikkefrø lige når man slapper af foran tv til en god krimi. Den skærende lyd er svær at rumme, for ” jeg har også brug for at slappe af”.  

Sådan udfordres kærlighedsprojektet hele tiden, med mindre man altså finder kærligheden frem og bruger den til noget.

Flere overvejelser om besværet med at faktisk skabe nærvær kommer i næste, det tredie nyhedsbrev om at nærvær.