Vil du have Indflydelse på noget svært?
Parrelationen taler man mere om som dig – mig, end som en relation, Dette selvom den findes som et mønster i måden man omgås, der både løser problem, men også bliver en spændetrøje for nye løsninger. Jeg vil vise, hvordan man finder sin relation, bruger den til at finde løsninger.
Nye spor
Det første nye spor jeg fulgte, begyndte der hvor Mikkel Braginsky opfordrede mig til, at vi skulle lave nogle podcast. Det vidste han noget om. Vi kaldte dem: Samtalen er kongen. I dag ligger der 6 stk. på min hjemmeside. Alle med temaet parforhold, manden, relationen. Min snak, Mikkels styring og redigering udviklede vores evne til at lande vores pointer rigtigt godt. Mange har givet super fin feedback på det arbejde. Samarbejdet støttede Mikkel, mens han skrev bogen Hankøn Gyldendal 2021. Han skabte som sideløbende en podcast serie af samme navn. Her interviewer Mikkel kendte mennesker om deres rejse i og omkring parforholdet, om deres sårbarhed. Mandens sårbarhed lever ofte et liv helt for sig selv.
Bogen Hankøn opsøger den unge mand, der pludselig opdager, at han ikke ved, hvad han laver i sit parforhold. ” Jeg kommer aldrig helt hjem” hører jeg mange unge mænd sige. Han ved knap hvorfor han er der. Hvad er formålet, og hvad er hans ansvar overfor hende og deres parforhold? Dertil kommer spørgsmålet om, hvad han kan tilbyde hende personligt? Trist nok undersøger han sjældent, hvad han betyder for den anden. Mange chokerende spørgsmål ikke at kunne svare på. Derfor heller ikke mærkeligt, at mange samtaler i hans parforhold er en frustrerende oplevelse for begge parter. Hun tror, han lytter, og han har ikke noget at sige. Ingen af dem kan andet end at synes den anden er rigtigt langt væk.
Mine parterapier har også afdækket, at mange unge mænd ikke har et greb om, hvordan ”han” er den andens partner. Ordet ”kompromis” dukker tit op. Men det er ikke en holdbar metode at efterlade begge lige – utilfredse hver gang man skal afgøre noget. Endsige at se hinanden som modstandere. Men samtalen ender nemt der, for han kender ikke sin identitet og handlekraft som partner, kun som sig selv. Så udsagnet, et parforhold er et partnerskab om at være kærester, har ingen dybde for ham. Men hvem skulle også have lært ham en anden måde? Parlivet er overladt til sig selv, som drengen var inde på sit værelse. Hans nye kæreste holder ikke et introkursus om, hvad hun tænker. Så hvad kan han gøre, når kæresten sidder og græder?
Mit arbejde med podcast fortsatte over i min egen serie: Peter og parforholdet. 6 stk. De ligger også på min hjemmeside. Her snakker jeg om temaer typisk for parrelationen. De er ret korte, 20 min.
Min holdning i alle disse nye udspil har medført, at jeg begyndte at få tidsbestillinger til terapi fra voksne mænd, der kommer alene. De ønsker helt målrettet at arbejde med at blive bedre til at være …. kærester.
På vej mod relationel opmærksomhed
Jeg fulgte sporet og inviterede her efter sommerferien nogle mænd til at være med i en mandegruppe, kaldet RA 22. Kort for Relationel Awareness. Dette, at relationen har sin egen dynamik, er noget mange mænd har erfaret, de kan lære mere om. Min erfaring siger, citat mandlig klient, at ”vi tænker nok ikke meget over tingene. Vi vil det jo godt”. Så det er mest bare det umiddelbare, der bliver sagt, uden dybere reflektion. Altså ikke tit fra et perspektiv, hvor de ser på ”vores fælles forhold” som en selvstændig handlekraftig relation. Et perspektiv, hvor ”jeg” er den, der tager sig af ”os” på en åbnende måde, den der passer på og reparer, og – ”hvorfor egentligt ikke det”?
I erkendelse af behovet meldte der sig 8 mand til gruppen. Den startede her i september med at mødes til en start en gang om ugen, og derfra hver 14 dag.
Gruppens hovedsigte er at kunne håndtere relationelle kriser bedre. Mine løsninger tager udgangspunkt i en række erfaringer med nogle forudsigelige problemstillinger. Først at se på, at for relationer bliver selve kommunikationsevnen hurtigt et issue. Man kan nemlig aldrig med sikkerhed vide, hvad der foregår i den anden uden de siger det. Så en stor del af al samtalen er simpel afkodning. Det er ikke nok at lytte, man også skal tænke over, hvad der ligger af behov i det sagte. Men ikke alle partnere fanger, at deres kæreste mest bare er i gang med at bringe dem ajour med deres situation. Mange tænker mere i debatoplæg, problempræsentation, så de kommer derfor f.eks. med en mening, gode råd, ting der blot forvirrer. Den der snakker tror, de taler med en, der godt ved, at de ikke ved, hvad der foregår, før de har fået det at vide.
Så kvaliteten af parrets kommunikation er afhængig af evne til at afstemme, hvad behov der ligger bag det den anden siger. Altså: beder jeg dig om at lave aftensmaden, eller snakker jeg bare om at jeg kan lide, når du står og laver mad? Der viser partnerens respons om han har afkodet behovet, og lader det styre hans respons, eller om han kører på automat og bare hører det sagte som endnu en sur ordrebeskrivelse.
Parret facon bliver til et mønster
I et par begynder afkodningen af den anden helt automatisk lang tid før det verbale. Informationen hentes fra kropssproget, der udstråler en sindstilstand. Man fornemmer en følelses positionen, man mærker ønsket om kontakt. Et engageret blik skaffer flere data end kun fra det sagte. Begge vurderer de små signaler, der rækker ud. Man spørger ind. Og man undersøger de følelserne, der ligger bag, når den anden trækker sig. Man spørger ind til, hvad der sker under overfladen. Sådan øver man sig i at være der for hinanden uanset, om man er enige eller ej, og uden at der opstår en kampsituation. Tværtimod kan der opstå der en atmosfære af, at vi kan gribe ind og passe bedre på hinanden.
Dernæst at ud af parrets kredsen omkring den dynamik at have brug for/være afhængig af den anden, får de en erfaring med, hvordan man bliver tilfreds. De får en forståelse for, hvordan den situation man er i med hinanden fungere. Når jeg gør sådan, gør du sådan. Den kalkulation de laver hver især på, hvad man kan forvente sig, når man har et behov, justerer man sig til, så man både iscenesætter og spiller med på den forståelse. Alt sammen i håbet om, at man kan få det godt og får sine ønsker opfyldt. Resultatet af denne tilpasning kalder jeg parrets relations mønstret.
Hvis man interessere sig for at kende sit relations mønster, må man se i øjnene at ethvert samspilsmønster er en ret sammensat størrelse. I en parrelation er det dels at finde i selve spændingen imellem parterne, og samtidig også i den facon de har sammen. Mønstret er det noget i en relation, der som vekselstrøm kører frem og tilbage. Det er ikke muligt at sætte fingeren helt præcist på et sted, hvis man prøver at fange i et bestemt moment, det, der skulle kunne forklare det hele. Men mønstret er der, i hvert øjeblikkelig, og ingen ved, hvor hvad starter, mest er det bare hele tiden igang. Det er i det sagte, og det er i maven, hvordan brystet føles. I hvad der tænkes, om hvad der er sagt, hvad man kunne sige, men måske tøver ” for fredens skyld”. Mønstret er, hvad der simpelthen sker lige her og nu – i sekvenser, som i en rigtig mosaik. Brugen af det mønster kan gå to veje, enten kan det kan løse fælles ønsker, eller det kan på visse områder blive en spændetrøje, der lukker for nye måder, nye ønsker. Det virker modsat. Det bliver årsag til frustrationer.
Alle par holder dyr, vilde eller tæmmede.
Ikke nok med det. Kun langsomt opdager par, de har skabt et vilddyr af et interaktionsfænomen, de ikke bare kan tæmme til særlige lejligheder. Mønstret spreder sig til alle aspekter af forholdet. Det føler sig autoriseret til at have en mening om alt. Parret oplever virkningen, men ved ikke hvordan de skal stoppe op og sammen bringe vildskaben til ro, så de enkelte situationer kan leve deres eget frie liv. Mønstret er blevet et rollehæfte, der indfanger næsten enhver interaktion. Dette mønster dræner parrets følelse af tryghed ved hinanden, og hvis bare ignoreret bliver det til varulven i enhver kontakt, – endda helt inde i den indre dialog.
Det er jo ikke til at holde ud, så nogle par forsøger at gøre noget ved det. Desværre bliver deres afmagt ofte større ved den metode, de normalt bruger. De leder efter en årsag. Den er oftest noget med den anden, en diagnose, ens barndom, familiemønstre. Vi forsøger at forklare problemet, selvom vi ved, at ingen cykel bliver lappet af, at alle kan se sømmet. Årsags forklaringer gør parret til tilskuer, men i et par er de jo også spillerne på banen.
Jeg mener, at den helt lige til metode mange mangler at afprøve er, at man tillægger det man gør betydning – som det det er, som det findes lige der aktivt dem imellem. Som en bold der kommer trillende, man kan slå til. Den kommer som den kommer. Og ikke bare snakke om tennis sportens erfaring med tiebreak. Altså se på hvordan man spiller sit spil. Man skal se på ens serv, altså ens oplæg til samtalen. På ens returneringer, altså hvordan man faktisk svarer. På hvordan man reagerer på en hård bold, altså den følelse der helt autentisk skabes af en aggressiv tone. På ens tæmninger, altså hvordan man afbryder samtalen. Alt hører jo med til spillet. Ja man kan få gode råd fra sidetribunen, man kan træne at skrue bolden. Men hvem tager ansvaret for, og ser i øjnene, at når en server, så returner den anden med sin egen bold, så der pludseligt er flere bolde på banen. Man svarer med et nyt emne, f.eks. kritik af formen, eksempler på fejl i argumentet. At spillet ikke er sjovt. Men det er jo nye bolde – ikke samspil. Opgaven der ligger for er at se på hele spillet i alle detaljer. En start på en slags ansvarlighed for relationen viser sig ved udsagnet ” Undskyld jeg svarede dig ikke, nu hører jeg efter. Hjælp mig med at fange din pointe. Jeg kan gøre det bedre”. Ny serv, kun en bold.
Hvordan får man indflydelse på sit parforhold?
Jeg er ret begejstret for denne metode, for den hjælper med til at man kan tage ansvar i selve den situation, hvor den ene siger: ”Jeg har brug for din udelte opmærksomhed”. Man frigør sig fra mønstret ved at ville se på de enkelte elementer i dialogen, og hvis du er usikker simpelthen skriver dem ned for at få overblik. Så først 1. Hvad siger jeg, 2. hvad siger du, 3. hvad tænker jeg, 4. hvad siger jeg ikke. 5. Hvad tænker du 6. Hvad siger du ikke. 7 Hvad siger du 8. hvordan har du det? (find på flere selv ) Og så tilbage til 1.Alt sammen både hvad der sker over og under overfladen:
Altså som resultat af et overblik, når jeg siger ..det og det…, så føler du …., men det du siger er …., fordi du tænker jeg ..…, så føler jeg …, men siger …. osv.
Ud fra den metode kan et par arbejde sammen, tæmme vilddyret, og påvirke alle aktionerne både de sagte og de usagt hos begge to, lære deres fælleshed at kende i alle detaljer. Lærer hvor fanden gemmer sig i detaljen. De er sammen, Ikke som modstandere, men som samarbejdende kærester og med træning og nemme bolde over nettet frem og tilbage begynder igen at turde smile. Begge siger ” det er godt at forstå det her mønster”.
Sikke meget der er at snakke om, hvis det lykkes.
Lær at tæmme vilddyret.
Man viser sin partner man kan spotte dyret, og starte tæmningen ved at sige ” denne samtale er ikke til fordel for vores parforhold. Lad os lige tage det med ro ”. Således sagt kan man standse selve den dårlige dynamik uden at en af parterne står som den forkerte i samtalen. Begge ved at ingen er skyldige, da begge ligeværdigt kan klandres for deres manglende kompetence til at løfte den udfordring, man sidder med. Intet par tæmmer vilddyret, før de begge sammen kan stoppe op, og se deres mønster lige øjnene i en kærlig atmosfære.
Jeg har fulgt sporet hertil. Jeg har fået et svar på, hvorfor par kommer så galt afsted. Men undervejs opdagede jeg også sårbarhedens rolle i balladen. Den reaktion, der gør man mister fodfæstet og er vanskelig at gøre glad.
Den læring kommer jeg med i næste nyhedsbrev.
Venlig hilsen Peter