Stopper du for rødt?

 

 

 

 

 

Kan du kun håndtere ros og forståelse?

I dag hørte jeg igen to søde mennesker forsøge at føre en samtale. Men det lå i tonen, at snakken måtte gå i stå. Jørgen og Hanne var holdt op med at se på hinanden for i tavshed bedre at kunne forberede deres anklageskrift.
I Hannes bebrejdelserne lå løfter om at kunne blive sød igen, men kravet var ydmygende indrømmelse af, ” du tænker kun på dig selv”, og Jørgens kritik af Hanne er, at hun bevidst ” undgår at gøre mig glad”.
De var begge så optaget af deres egne frustrationer, at ingen noterede sig, hvordan de selv skabte rigtigt mange løse ender og bekymrede følelser hos den anden. De havde begge tændt for det røde stoplys.

Lady Mary i Downton Abbey: ”Det er let nok bare at lukke frustrationerne ud, men det er meget sværere bagefter at få lukket dem ind igen”.

Dette nyhedsbrev vil se på, hvad der foregår, når par skændes, og tilbyde nogle færdselsregler.

Skal man blive vred, fordi det lyder som kritik?

Hanne siger fordømmende: ”Du prøver slet ikke at høre, hvad jeg siger”. Hun taler helt sikkert udfra erfaringen med det samspil, de havde under forelskelsen. Dengang var de faktisk interesserede i hinanden, og tillagde den andens reaktioner betydning. Den interesse er selve aksen i deres trygge base. Det engagement lever nu en skyggetilværelse og er der kun halvt – det er den anden, der partout skal være interesseret. I et velfungerende par er man interessant og værd at høre på.

Jørgen anerkender alvoren i anklagen, så hun får prompte en respons: ”Nå, det er mig, som ikke hører efter”. De byder op til en tur i bokseringen med et udvalg af to eller tre replikker til hver og så et dybt huk. De gentager et ritual af gamle kendte slag i en anklagende bebrejdelseskamp. Ingen lukker den anden ind.

Hanne: ”Vores problem er, vi aldrig er enige”, hvortil Jørgen siger: ”Nej, det passer simpelthen ikke”.

Partneren eksisterer ikke som en selvstændig person, som enhver anden de måtte tale med. De markante mislyde fra dette par, tænder straks alle mine lamper. Begge tør gøre stormløb på den anden med en ikke-samtale i et ikke–møde. Deres ikke-svar giver sig ud for at være et svar, men begge har hver sit emne, som kræver to helt forskellige samtaler. De taler dog som om de snakker sammen. De udfører faktisk samspilsnonsens. Begge kører over for rødt.
Hvordan ender man med at ikke- tale sådan sammen?

 

Videnskab: Alt afhænger af måden du tænker på
Daniel Kahneman Nobelpris-modtager beskriver i bogen : Thinking, fast and Slow. Penguin Books 2011, de to måder vi tænker på.
”System 1 opererer automatisk og hurtigt, uden særligt besvær, uden selvkontrol. Færdiggør selv meningen også på kun delvis information. System 2 fokuserer med den mentale koncentration, der er nødvendig for at foretage komplekse overvejelser. System 1 er til kendte opgaver, system 2 opfattes som midlet til dybere forståelse/valg/beslutninger. (Min oversættelse)

Den samtale Hanne og Jørgen har, udføres som en typisk system 1 samtale. Tænkningen er automatisk og bygger gerne på halvfærdige udtalelser, Jørgen klarer selv resten. Men system 1 løser tydeligvis ikke opgaven. System 2 ville med fordel kunne bruges til afklaring.
Men hvor kommer den fjendtlige emotionelle bevidsthed fra, der lukker for lysten til fordybelse med partneren?

 

Er du fortrolig med at have en følelse, eller er det noget, nogen har gjort forkert?
I nyhedsbrev no. 5 beskrev jeg de 2 niveauer af bevidsthed, vi normalt orienterer os med. Henholdsvis med frontlappen, der mentalt forstår og forklarer sig i tid og rum, årsag og virkning. Og så den emotionelle Amygdala i den limbiske hjernedel, der tegner sine følelsesmæssige konklusioner med den brede pensel, og dermed giver bevidstheden retning og farve.
Amygdala gemmer både på tilknytningens glæde og frygten for adskillelse. Så når Hanne råber ad Jørgen, fortæller Amygdala ham helt tydeligt, han er ikke elsket og i en truet position: ”Forsvar dig, kæmp for hvad du har kært”.
Parforhold er skabt af og bygger på følelser, så for par står døren åben ned til amygdalas forståelse af situationen. Og når den er blevet urolig, så er de vrede, indtil der kommer andre signaler.

 

Er det ugennemtænkt at man truer den man elsker?
Jørgen tænker truet, så han angriber for at standse hende: ” Jeg er simpelthen hele tiden forkert. Du kan finde fejl ved ting, jeg endnu ikke har gjort”. Hanne ser kun angrebet, nu er hun også emotionelt styret: ”Ja, for du laver jo ikke en skid alligevel”. Hurtigt tænkt ser det ud til at Jørgen udfordrer Hannes mobberi, og at Hanne håner Jørgens passivitet i fællesskabet. Men hvordan er det dybere indeni ?

 

Begge har det som en frossen sandwich.
Efter ordvekslingen mærker Jørgen amygdalas frygt. Jørgens sikre sted på jord er truet. Hans hoved snakker, men indeni græder han over at favntaget er koldt. Efter min opfattelse er Jørgens protest ikke mod anklagen for dovenskab, dem har han hørt før. Men den er mod at Jørgens Hanne, hende han har nede i hjertet, står med ryggen til. Afvisningen vækker protesten i ham – derfor forsvarer han sig med alt han kender til.
På Hannes side fortæller Amygdala hende, at Jørgens vrede betyder, hun er helt alene, og så bliver Hanne meget trist. Hun ved slet ikke at kombinationen hendes kritik og tavshed, gør Jørgen meget bange.
De er blevet, som en frossen sandwich, omsluttet på begge sider af mental mistillid rundt om en følelsestilstand af forladthed og fortvivlelse. Garneret med uretfærdighedsvreden over at den andens manglende omsorg, som de begge spejler deres frustrationer i.

 

”Jeg hører bedre når du ikke råber”
De fleste voksne kan godt se det røde lys i trafikken og opfører sig derefter: ”Det lyder som du har noget vigtigt på hjertet. Jeg hører bedre, når du ikke råber, så nu laver jeg en kop kaffe, og så er jeg der for dig. Jeg skriver lige det ned du siger, for sidst blev jeg så forbandet forstyrret af mine egne reaktioner”.
Indret kørslen efter forholdene – her og nu langsom kørsel, der er modgående trafik.

Som Jørgen senere sagde, da hans Amygdala igen havde åbnet for omsorgsfølelsen: ” Jeg ved godt, hvad jeg gør. Jeg ved godt, det er en skæv logik, når jeg er hadsk”.
Hanne: ” Når du skælder ud, kan jeg mærke, hvad du betyder for mig. Og jeg hører nu også, at du kalder på mig. Før hørte jeg kun vreden ”. Begge ændrer tromme-rummen, når de giver tilliden en chance, og først kører når det skifter til grønt.

På den snævre sti mellem tilbagetrukken og tillidsfuld har vi friheden til at vælge.