Troskab – Er det muligt?

Ved du, hvad der skal til? 

Der var engang, hvor ægteskabet var en fejret, social begivenhed. Efter ja ved vielsen forventede en mand og hans nu kone følelsesmæssigt egentligt ikke mere af hinanden.  De havde lovet hinanden troskab og forsørgelse – kærlighed var ikke et krav.  Og det var de dengang afklaret med. Men sådan er det ikke længere.

Med den nye finanslov 2014 er forsørgelsespligten ophævet. Det nye er, at vi helst skal kunne sige: ”jeg elsker også dig”, hvis anledning gives.

Tilbage er stadig troskaben. Alle siger stadig ”Ja”. Men de fleste har tydeligvis ikke noget klart billede af, hvad de skal stille op med al den gode vilje, de er stillet i udsigt. Over halvdelen af alle par oplever indenfor ganske få år utroskab og samme antal skilles. Så spørgsmålet er: Hvem eller hvad er det vi siger vi vil være tro overfor: kærligheden, pigen eller os selv? Hvad pokker er det, så mange par går og vil/vil ikke at være tro overfor?

Er du i stand til det?
I romanen Stoner af John Williams (1968) på dansk 2014, om en engelsklærers liv gennem midten af forrige århundrede op til 1950erne. Stoners ægteskab er en helt rituel ramme. Et tvangspræget oversamarbejde, et værn mod den værste ensomhed, muligheden for at få børn under økonomisk trygge forhold, en udleven af krævende sociale konventioner. En ramme der er helt uden forventningen om et gengældt indre følelsesliv. Det står man selv for.

Men undervejs i sit liv giver Stoner sig lov til at prøve en anden slags kærlighed. Den hvor han mærker det i selve initiativet, og i måden han har den andens opmærksomhed på: Han elsker og han er elsket. De er fokuserede på en rolig og forbindende lidenskab.

”I sit treogfyrretyvende år lærte Stoner, hvad andre havde lært før ham, da de var meget yngre, at den, man elsker til at begynde med, ikke er den samme som den man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende”.
Stoner vælger denne mulighed fra og forbliver glædesløst tro overfor rammen. Men burde han i stedet have været tro overfor sin inderlige interesse i den anden, og turde det liv, de nu kunne skabe?

Er du interesseret i din partner?
Parlivet skaber det samme dilemma i dag.  Vi har stadig en stærk ramme, der kan levere et godt liv. Rammen er blevet styrket af et helt nyt sæt krav til vor livsstil, nævner i flæng: ligestilling, maden, kroppen, karrieren og vort sociale netværksliv. Et udvalg af muligheder, der fikserer vort parlivs frihed, så tiden til den bekræftende gensidige samtale med sin kæreste er henvist til trætte aften stunder.

Det er ikke typisk, at et par disponerer sin hverdag, så de dagligt kan tilbyde den undersøgende og omsorgsfulde interesse for hinanden. Jeg tror faktisk, du min læser trækker på smilebåndet bare ved tanken, nærmest som var der noget naivt ved, at jeg kan tro, at man skulle kunne finde mere tid til sin partner.

Interessen må klare sig med den plads, der bliver tilovers. Men måske er dit smil der fordi, der er noget pinligt ved at skulle blotte sin inderste sårbarhed: ” min hobby er desværre dig” eller ”jeg kan ikke undvære netop din interesse i mig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den”.  Derfor smilede du?  Det er rigtig svært ( læs uoverkommeligt ) at føle sig kluntet i håndteringen af nærhed. Det er oveni svært at være sammen om, det er svært. Selve uroen får lov at afbryde kontakten. Det er nemmere at være vred eller holde sig væk. Begge disse løsninger er et dårligt valg for parforholdet.

Hvordan forsvandt interessen?
Desværre – så ser jeg ofte, når jeg taler med par, at processen i parret er således: Først er der udgangspunktet: ”Jeg er vigtig for dig, for ellers var vi ikke partnere”. Men det du siger til mig er blevet ”jeg har ikke tid” eller ” ikke lige nu”. I stedet for ” Om 5 minutter er jeg der”, ” tirsdag er jeg hjemme tidligt”. Så dialogen præges af afvisninger. Og jeg overraskes over, hvor lidt parret selv opfatter, hvor meget de faktuelt afviser hinanden, ” jeg skal lige lave det her færdigt”, i stedet for ”…. spændende er der om 2 minutter”.

Jeg påpeger gennem parsamtalen, hvordan de hver især er så meget inde i deres argument og følelsesreaktion, at de slet ikke forstår, at den kritiske reaktion de dagligt møder netop er den andens reaktion på dem – her og nu.  Der er ingen rigtig nærværende interesseret kontakt. Jeg lykkes dog ofte med at illustrerer den præmis, at overfor ens kæreste må man ikke være afvisende uden også at sikre sig accept af motivet.  Selv børn protesterer mod blanke afvisninger. Jeg illustrerer med deres egen eksempler, hvordan protestreaktionen gentager sig hos voksne kærester. De bliver også kritiske og indeni lukker de ned, når bare møder denne uinteresse.

Appel, afvisning, kritik, tilbagetrækning. Begge kan som regel også fortælle, hvordan det medfører meget mindre berøring. Og sådan drejer kontakthjulet igen og igen.

Der er et krav til det initiativ, der viser interessen. Selvom den sjældent kommer lige som man kunne tænke sig. Den er dog alligevel en aktiv rolig interesseret opfordring til intimitet om et emne. Men hvis den faktisk ikke er der, eller ikke bliver set, eller ikke gør tydeligt nok opmærksom på sig selv, så  opgiver parret sig selv.
Vi kender alle til tallene. Rigtigt mange par mister hinanden, uden rigtigt at kunne forklare, hvordan det skete. De havde bare for længe kikket i alle mulige andre retninger og den ene dag efter den anden givet det andet prioritet.

Stoner. William 2014: ”Han havde ønsket sig ægteskabets fokuserede og roligt forbindende lidenskab; Han havde også fået det, men han havde ikke vidst, hvad han skulle stille op med det, og det døde. Han havde ønsket sig kærlighed, og han havde fået det, og givet afkald på det, givet slip, lade det forsvinde i mulighedernes kaos”.

Tilintetgørelsen
Interessens endelige deeskalering er som ved ordvekslingen i filmen ”Betrayal” (Forrådt red.) af Jack Topalian 2014, hvor en gangsterchef har indkaldt til møde med de andre bosser. ”Jeg er bekymret for min sikkerhed” siger han, hvortil den anden siger ”Jeg føler mig kritiseret, klar dine ting selv”. Hvortil chefen svarer: ”Jeg ønskede ikke at træde dig over tæerne, blot søgte jeg at tale til dit hjerte – vi er familie. Hvis du kun synes jeg fornærmer dig, klarer jeg tingene selv”.

Et par kan ende som små gangstere i deres eget ægteskab. De ignorerer appellen for kun at høre kritikken, og derfra nyder de at mærke egenstyrken i at sige fra ” her er ikke noget jeg er en del af”. Nogen har endda lavet sig en støttegruppe uden for forholdet, der ensidigt forstærker modsætningen. Spændingen medfører aggressivitet. Parret er ved at gøre sig klar til at blive tilintetgjort.
Så træd varsomt frem, hvis du vil ha kontakt med din kæreste. Hun er optaget af noget andet.

Skal troen aldrig bruges til noget?
Nu tror jeg, at hvis manden behandlede sin kone med samme opfindsomhed og interesse, som han bruger på sin elskerinde, så ville hun helt sikkert også føle sig lækker. I den nærhed kunne han måske få modet til at sige: ”Hjælp mig jeg har mistet kontrollen”.

Når jeg i terapisessionen spørger ind til, hvad der er den nye andens vigtigste plus egenskab, så er det typiske svar: ”Hun hører efter, hvad jeg siger”, ”han tager sku selv initiativet til at gøre mig vigtig”. Med den erfaring i baggagen, forsøger jeg at snakke om, at der er ikke noget valg. Parret må i gang med igen at få brudt isen op, så de igen kan blive vigtige for hinanden. Som Pia sagde forleden: ” Jeg kan tro på dig igen, hvis du siger: Jeg er den eneste for dig”. Det lyder simpelt nok.

Men desværre har de fleste par, jeg snakker med, det rigtigt svært med at turde tro, at den anden faktisk elsker dem. De har svært ved at gå ud på planken med sig selv. De holder sig til selve anklagen, som var den deres redningskrans, stiller krav og lukker ikke op til det den anden siger. Som Franks svar på Pias bøn: ”Jamen jeg er her jo, fordi jeg vil være her: Mine følelser er bare stadig forvirrede. Jeg vil være her med dig. Lad mig være lidt forvirret”.

Jeg ser heldigvis par, som tør tro, og tør leve med lidt blå mærker efter uroen fra sidste hverdagssvigt, og hvor de alligevel hver for sig tog springet ind i troen på, at den anden faktisk slås med sig selv for at være der. Jeg synes jo, at det er netop lige der, hvor frygten for at blive forladt griber én, at troen skal bruges til noget? Og man bare rækker ud, og bryder gennem al det modsigende skam og vrede og bare tager godt fat om den anden, som findes i kød og blod fyldt med alle mulige fejl.

Troen er der, som et løfte til svagheden i os. Og når den bliver mødt, føler mange sig elsket. Tør du tro på den? Har du modet til at bruge din tro til noget? Også når der bliver kaldt på dig?

Lige nu er det sæson for – julefrokosten!
Dette nævnt med tanke på den fristelse, der kan opstå, når paraderne begynder at falde efter 5 snaps og lidt rockmusik. Alt sammen mørner den måske tynde skal, man kan have i hverdagen overfor en rar kollega, som bestemt er sød og som bestemt også smiler igen, men som bare ikke er ens mand. Og hvis man tillader ham at gøre det, man ikke tillader der hjemme, ja så har det den samme virkning: man fyldes med glædelig lyst. Hvordan man beskytter sig er helt individuelt.

Mange lærer sig, at troskab er at holde sig tæt til den interesse, den anden skabte i dem. Og lade den inspirere én i sin gøren. Mange er blevet roligt forbundne af at være interesserede i nærheden af hinanden, selvom det igen og igen var en brændende platform.

Hvis du mangler troen på, at du kan være mere dig selv og stadig værdsat, så lad os mødes og se på opgaven sammen.