Er dit parforhold et sikkert rum?

photo_2610_20070728

 

 

 

 

 

– vil du vide mere om, hvordan du skaber et sikkert rum?

Mange par ser på deres samliv ud fra den præmis, at alt er til diskussion. Det er bedst at bevare sin frihed. Virkningen er, at det er svært at få klare linier. Forskellighed er forbundet med uro. De har ikke et sikkert rum til dem selv som par. De kan ikke give garantien.

Så når partneren siger ” jeg er utryg ved, hvad du gjorde”, mener nogle medpartnere, at de kan afvise denne information fra deres kæreste med, at han/hun har de forkerte følelser/forståelser eller ”Jeg vil det jo godt”. Partneren siger det jo netop, fordi det i den konkrete sag ikke lige føles sådan for ham/hende. Den afvisende partner må have erfaringer med, at deres svar ikke ændrer på at deres kæreste position, som blot trækker sig eller reagere irriteret.

Så ja, det er besværligt at få styr på ens partner, hvis man selv vil sætte reglerne – igen og igen. Ingen kan føle sig helt sikre.

Er du med på, at den spontane uro i jeres fælles rum har noget at gøre med jeres samspil? Er du med på garantier giver tryghed?

Jeg vil undersøge, hvordan et par skaber et sikkert fælles rum, og især hvordan man lærer sig at modtage en dom, skyldig i en forseelse. Altså når man har forstyrret freden.

Bliver du hørt, når du bliver utryg?
Kan du høre andet end kritik i en negativ vurdering?

Synes han/hun du er der?
I filmen Force Majeure er en 2 børns familie på fredelig skiferie: Mens de spiser frokost på en åben balkon, udvikler et sneskred sig med truende nærhed. Sneskyer rammer balkonen. Manden reagerer spontant selvbeskyttende. Han reder sin IPhone og løber væk alene. Hans simple ”ikke være der for sin familie svigt” starter en lavine i hans familie. Sådan helt instinktiv begynder kvinden og børnene at tage afstand fra ham. Det synes han i starten er lidt hysterisk, ”der skete jo ingenting”. Han opdager dog, at han bliver udfaset alligevel.

Først da han mærker efter, hvad det betyder for ham, at de trækker sig, begynder han at undersøge sit svigt. Han begynder at græde endda længe og fortvivlet. Først da ændrer han den følelsesmæssige reaktion hos sin kone og børn. De kan se, han anerkender sit ansvar for dem.

Filmen har flere pointer, dels at et par er tilknyttet hinanden, og derfor falder ind under tilknytningsbiologiens regler for tryghed, dels at han derfor kan forsone svigtet ved at anerkende deres reaktioner og ved at mærke og udtrykke, hvad familien betyder for ham.

Anerkender du, at din adfærd instinktivt bliver vurderet tryg/utryg? Altså om du vil/vil ikke kunne give accept af din partners vurdering. Accept af at hans/hendes positionen findes og du vil møde den med interesse måske omsorg – mere forlanges ikke.
Sådan er du også selv? Du vil anerkendes for din position, og så tager I den derfra.

Så er du tryg i jeres fælles rum?

Misforstår du ofte helt, hvad der foregår?
Utryghed er en reaktion, man forholder sig til. I parforholdet er utryghed forbundet med, at den ene partner har begået et brud på tryghedsgarantien. Den utrygge deler sin reaktion med sin partner. Det er desværre ret almindeligt, at et udsagn om et svigt, en utryghedsreaktion, bliver mødt med en benægtelse eller selvretfærdiggørelse. Udsagnet om svigt opfattes åbenbart som en anklage, man kan forsvare sig imod. Denne forståelse efterlader ofte begge frustrerede.
Hvorfor det?

Meldingen om svigt er ikke en påstand eller en anklage. Det er en dom.

Svigtfølelsen kommer netop efter en handling. Den handling var jo sagsfremstillingen af ens synspunkt i den pågældende sag om ex.vis overholdelse af aftale, ordentlig opførsel til fest, anerkendelse af grænser. Så udsagnet om utryghed er ikke et oplæg til diskussion. Partneren er utryg. Den svigtede henviser til en tidligere handling som taler for sig selv. Tiden til sagsfremstilling er forbi.

Tiden er til at stoppe helt op. Tiden er til at vise omsorg, respekt, god opførsel og lidt bodsgang, fuldstændig som for den almindeligt indsatte lovovertræder. Det er nu man skal sige undskyld og genbekræfte ens forankring i forholdet. Det formilder. Alt dette er helt enkelt for den svigtede. En sådan anerkendelse forløser utrygheden.

Partner – er du med?

Forstår du nu, hvorfor din benægtelse kun yderligere forstærker frustrationen?
Vi lever jo i en debatkultur, hvor man knap behøver hører efter. Så at fange, opfatte og handle efter, at
ens kæreste kan fremføre en dom over én, er helt nyt for mange– ubegribeligt. Selve retsfølelsen er jo, at man er uskyldig til man er dømt, så man har ret til at forsvare sig. Alt det er rigtigt nok, man har bare misforstået, at man har fremtiden til rådighed til den slags.

Utrygheden er kommet efter noget man har sagt/gjort. Dommen forholder sig til det faktum, at du har gjort din partner utryg. Det skal du forholde dig til.

Derfor forstærker partneren blot svigtet, når han/hun forsvarer sig med sine forklaringer og argumenter. Den svigtede føler sig nu også forladt, manipuleret af al den snak, om uskyld, hvor den selvforsvarende bare står og redder sit eget skin. I stedet for at tage sig lidt af sin kæreste ved at møde ham/hende med respekt og omsorg for sit dilemma. Den svigtede kan kun blive rasende fortvivlet eller trække sig.

Forstår du nu bedre, hvorfor din benægtelse kun yderligere forstærker frustrationen?
Kan du skifte til omsorg og respekt for din partners position?

Lader du din forfængelighed afgøre din reaktion?
Når ens kone virkelig skælder ud over, at man efter en lang lørdags indkøbstur har glemt at købe diæt – yoghurt til hendes slankekur. Skal man så blive sur over hendes manglende taknemmelighed over resten af indkøbene eller skal man stille op og sige ”Undskyld skat. Jeg er kørt, er der andet jeg ikke fik med”? Desværre skal hun oftest hører på ens sårede følelse over den manglende anerkendelse af indsatsen i forventning om, at man får den opmærksomhed, man ikke selv er i stand til at give hende.

Hvorfor skulle hun pludselig være klar til at give dig opmærksomhed, når hun lige har bedt om din? Ja det er jo et valg partnere står i hverdag. Hvad vælger du? Din forfængelighed eller din interesse i, hvad der foregår hos din partner?

Kan du genkende situationen fra konflikter, hvor du er splittet imellem din forfængelighed for at få anerkendelse og behovet for vise din partners budskab ægte interesse?

Mit svar er klart – lyt indtil du har arbejdet dig ind i, hvad der bliver sagt. Som mand, hvis du vil have en glad kone som overvejer at sove med dig, så hører det med, at hun instinktivt ved, at hun kan få din opmærksomhed, fordi hun beder om den. Og hun ved godt, at hvis hun vil have en åben mand, der henter diæt yoghurt, ja så lytter hun, selvom han prøver at fedte sig ud af en aftale. Den slags respekt er krumtappen. At lytte og indleve sig i, hvad der faktisk bliver sagt, er simpelthen det man gør, hvis man vil leve længe under kærlighedens biologiske beskyttelse.

Er du der for din partner? Er din partner der for dig?

Vis du er i tvivl, lad biologiens love guide dig?
Mange partnere, jeg har mødt, har som selvfølgelig forudsætning, at i parforholdet er man der for hinanden. Selve parforholdet er deres sikkert rum. Derinde er begge beskyttet af tilknytningens søde ro, når der er tryghed, og forsvarende kalden, når der er utryghed. Man har derfor opmærksomhed på partnerens synspunkter, samtykker, fravalg, følelser. Dem kender man bare og deler ens egne positioner. Den viden er selve drivkraften i parforholdet, den del er selve manifestationen af, at vi to er os. Den opmærksomhed er trygheden.

Det er forudsigeligt, at man er forskellig igen og igen. Det spændingsfelt tager man sig tid til at skabe ro omkring. Begge har opdaget, at tilknytningens biologi sætter øjeblikkeligt ind, hvis man ikke selv tager sig af de uklare signaler. Den kode til bevarelse af et sikkert rum omkring det liv et par skaber følger hele tiden med i, hvad der foregår. En partner behøver ikke tænke så meget over, hvornår der er brug for en markering. De kan mærke det.

Så ingen par er helt alene om at passe på deres kærlighed. I dem er selve fornemmelsen af tryghed, det sikre rum, der taler med dem om, hvad der er brug for. Derfor er interessen og respekten for den faktiske partnerposition, det samspil der fortsat genskaber et sikkert rum.

Følger du med i, hvad det foregår i dit parforhold?

Kærlig hilsen & god påske,

-Peter-