Utroskab

I forrige nyhedsskrev skrev jeg om troskab. I dette vil jeg skrive om det modsatte – utroskab. Utroskab er løbende et udgangspunkt for parterapi.

Hvad skaber utroskab?
I samlivet er der episoder, som efterlader stærkt negativt, ladende masse. Denne sorte masse suger tanker, følelser og fantasier til sig, den oplader sig selv. Når man begynder at opbygge en negativ masse i sig selv, lukker man ofte sin partner ude og fortæller ikke om det, der foregår. Man skaber sit eget lille parallelunivers, som er lukket land. Og så får massen lige så langsomt lov til at vokse sig større. Kender du det? Du er ved at gøre dig klar til utroskab.

Jeg vil her fremlægge en synsvinkel på det mest kendte parallelunivers – utroskaben, så du kan række ind i dets masse og trække ladningen med tilbage, hvad end den er rar eller hæslig.

Ved du, hvad et parallelunivers er?
Prøv om dette hjælper:
Filmen ’Interstella’ illustrerer det klart. I et rumskib fjernt fra jorden diskuterer 3 astronauter om 2 af dem skal tage ned og undersøge en planet, der befinder sig tæt på et sort hul. Diskussionen går på, at nærheden af det sorte huls kolossale masse medfører en voldsom tyngdekraft, så tiden på planeten går utroligt langsomt.  1 time der nede svarer til 10 år oppe i rumskibet. Ganske rigtig, da de 2 astronauter kommer tilbage efter 2 timers fravær, er den efterladte astronaut blevet 20 år ældre. De har for en tid levet i to parallelle universer med hver sin tidskode.

Og sådan opstår det
Relativitetsteori handler ikke om, at alt er relativt. E=mc2 beskriver, at tid er relativ. Tid påvirkes af masse, tiltrækningskraft og acceleration. Jeg bruger denne parallel, fordi vi ved, at et øjeblik med stor negativ betydning medfører psykologisk set en stærkt ladet masse. De sekunder sidder længe anspændt i kroppen.  Dette til forskel med de fleste andre øjeblikke, der er normaltid. Normaltid efterlader kun en ladning i vort sind.  Den forstærker vor grundmasse-fornemmelse af dyb tryghed. Så lidt tid er muligvis meget tid. Og meget tid er muligvis næsten ingen.

Så ja, desværre: Et parforhold er relativt.

Har du ladet masse, du ikke deler?
I serien ’The Affair’ følger vi en glad familie på ferie. De er i moderens fars meget luksuriøse hus og bor der i 3 mdr. Svigerfar er en velhavende, feteret forfatter. Familiemoderens egen mand er en ukendt, fattig forfatter. Svigerfaderen betaler hele ferien. Det koster nogle ydmygende samtaler mellem de to mænd. I dette samspil opstår negativt ladet masse hos familiefaderen. Ladningen er de uopfyldte behov for at kunne dominere og føle sig behandlet med respekt. Disse negative ladninger ser hans kone ikke. Hun er der for sin far og mor og tænker i, det er billigt og godt for børnene at være der. Det er det også, men det er ikke godt for hendes mand. De formår ikke at tale om hans reaktioner.

I serien er der også en kvinde, der har mistet sin 4-årige søn ved en drukneulykke, hvori hendes mand var involveret. Sorg og vrede er stærke modsatrettede følelser, der tilsammen giver hende en depressiv ladning. De har begge sørget i 2 år. I dag har manden gemt sig i sit arbejde.

Så når denne kvinde og denne ægtemand med hver deres negativt ladede masse mødes, giver kompasnålen udslag. Begge synes, det er den anden, der tager initiativet og fralægger sig derved ansvaret for utroskaben. Serien fremhæver fint, hvordan de suges ind i et kredsløb om hinanden ved de ladninger, de ikke delte og afklarede med deres partner.

Den trygge partner kan ikke med sikkerhed vide om deres fraværende partner stadig er i samme tidsramme. Eller om han/hun samtidigt oplever en positiv betydningsopladning med sin helt egen farlige acceleration.  Således, at der for deres partner er opstået et parallelt univers. Min pointe er sådan set, at utroskaben starter, når den ene partner begynder at opbygge den negative masse og ikke fortæller sin partner om det. Tavsheden er starten til utroskaben.

Er 2 timer evigheden eller et øjeblik?
Utroskab sker, når man flyver for tæt forbi et sort hul med for meget tungt stof ombord. Bare tanken om en interessant anden medfører en voldsom acceleration, den acceleration fylder dette nye forhold med tyngde og tiltrækningskraft. Bare simple initiativer suger begge ind i en manifest lykkespiral af bekræftende nydelse. Accelerationen smelter ladningerne fra negativ til en samlet positivt ladet masse.  Utroskabssuset skaber sit eget usynlige parallelunivers.

Den derhjemme ser ikke forandringen. Og det ved utroskaberen godt. Han/hun kan fra sit univers se den trofaste planets handlingsbaner. Han/hun kan smutte ind i og ud af hjemmesfæren.  Løgnehistorierne holder universerne adskilt: ”Jeg er lidt forsinket, en kollega har problemer med en opgave” osv. , og så snupper han/hun endnu et par timer på kanten af det sorte hul. Og vupti så står han/hun der igen og var holdt tilbage af et trafikuheld. ”Du sku se, stumper over det hele. Hvorhenne? Det kan jeg ikke huske. Jeg var så optaget af at se på, hvor slemt det kan gå på et øjeblik”.
2 timer i et parforhold er både en evighed og et øjeblik.

Hvordan bliver du klar til utroskab?
Du bliver klar til utroskab, hvis du overser din egen negative masse eller ikke deler den med din partner.
Jeg ser det sker, som i serien The affair, hvor parret lever passivt med, at den ene har en markant negativt ladet livsoplevelse. Han ’gemmer den væk’ for at kunne fungere.

Masse-opbygningen sker oftest inde i hverdagens uskyldige, selvsikre rutiner. Rutiner lukker øjnene for de episoder, der efterlader ladninger, som falder udenfor vanerne. Begge foretrækker tryghedsfornemmelsen fremfor en lille ekspedition ned på planeten Ensomhed eller Angst, hvor der er koldt og, hvor man kan føle sig afmægtig selv om man gerne ville hjælpe.

I rutinernes samspil overser vi hinanden og giver svar, som ikke er svar. Vi giver omsorg, som bare er ord, der ikke varmer. Vi tillader en billig vrede, som sårer, uden der bliver sagt undskyld. Interessen for den anden er forsvundet.

Vil du fortsat være tryghedsnarkoman, hvis du ved, du bare går og gør dig klar til utroskab?

Ræk ud efter den ladede masse
Et par jeg kender sagde til hinanden: ”I 20 år har vi ikke snakket om, hvad vi var utilfredse med, for så var vi ikke glade, så blev vi bange. Nu er vi kun utilfredse”. Det par gik i gang med at skrive til hinanden om alle de idiosynkrasier, de boksede med, at skulle leve med ved den anden. De havde rigtigt mange negative ladninger, der aldrig var blevet sagt, eller ville høres. De opdagede, hvor lidt de kendte hinanden. I en periode var de vrede, så var de kede af det liv, de ikke havde haft, –  så grinede de.

En ung kvinde havde bedt sin mand om at tage med til en session hos mig. Hendes første replik var: ” Jeg er ked af det Svend, men jeg er begyndt at have tanker, der ikke er til fordel for vores parforhold”. Hun delte sine stærkt ladede ønsker. Han lyttede og kæmpede længe med sin forfængelighed. Så sagde han: Jeg har set din utilfredshed, men jeg har ikke turdet spørge. Nu vil jeg gerne høre”.

Det giver sig selv, at ikke alt den anden tænker, er rart at høre på, men man kan øve sig i at dele. Det kræver mod, men de fleste lærer hinanden at rumme frygten, for selve den afgørende afvisning, når det, de siger mest blot handler om aftaler og ønsket om nærværende interesse.

Det i alvor, at blive hørt på, aflader den bekymrede masse og opløser paralleluniverset.

Hvad er mest typisk for dig?

At du gemmer på dine negative reaktioner?
At du er bange for at sige dem?
At din partner tager det altsammen som kritik?
At I falde over hinanden, når I først begynder?
Som parterapeut sikrer jeg den tryghed at I kan bevæge jer ind i det tunge stof og komme tilbage igen – uden at I kan vende tilbage til jer selv.

Så hvis I har svært ved at få trukket de negative emner frem, så kan jeg måske hjælpe.

God jul til jer alle.

Reklamer