Tager du nissen med?

Enhver skilsmisse efterlader frostmærker
2. gangs partnere har en særlig foruroligende slags indforståethed. De smiler med en gysen til hinanden, når de taler om deres skilsmisser.  Gyset minder om den særlige vind, der rammer klatrerne på nordsiden af Mount Everest. Mødet med kulden gør én alvorligt i tvivl om, om man nogensinde bliver et helt menneske igen; sådan føltes det nemlig at blive skilt. Måske var der hele 2 skilsmisser, før de fik hinanden. Opbruddets voldsomhed sidder rigtig dybt i Jens, en sådan par-klient, når han kæmper for at dæmpe forfærdelsen, mens Eva nikker til: ”Der er visse fejl, jeg i hvert fald ikke gør igen. Jeg vil ikke igen spørges af min søn: ”Hvorfor kan du ikke lide min mor?”” Jens tager sig til hovedet. ”Uhh”.

Lad os se lidt på, hvad det er, Jens synes, han skal have lært af al den ødelæggelse.

2. gangsforholdet starter med meget ekstra baggage
Min definition på et ægte 2. parforhold: Begge har været igennem et ægteskab med stort bryllup, fået op til 3 børn, fundet deres økonomiske leje, prøvet nogle skiture med småbørn, haft små kriser med pinlig egoisme eller voldsom emotionalitet, har delt delikate og alvorlige overraskelser, og så midt i al den aktivitet, som skulle vare resten af livet, fandt den ene så hin-anden. Det skulle så pludseligt være dem i stedet. Ikke så mærkeligt medbringer begge bulet rejsegods, hvorimellem der står 1-5 forvirrede børn og en ramponeret (tilknytning-svigt-chok-traume) ex-taske, som ringer til børnene hver anden time for at sikre sig, at de ikke også er ved at dø eller bliver udsat for vanrøgt.

2.gangs forholdet skal være socialt dygtige. Og måske er de bare en nitte.
Ikke mærkeligt agerer de fleste 2. gangspar med hele optakten, som de synes, de er pålagt et særligt eksistens-forklarings-krav. Jens understreger: ” Vi har fundet vort livs kærlighed.”
Begge ved godt, at høfligheden i deres egne nærmeste rækker, familie og blandt vennerne, i begyndelsen kommer sig af, at de får vredet armen om. Mange af dem kunne godt lide den-tidligere-anden. Længe mærker det nye par tydeligt, at deres parforhold kun er ”os”, der har lovet hinanden, at ”vi to” vil være sammen. Det er ”os”, der har fundet på, det skal være ”os”. Ingen har bedt ”os” om det. Verden er hverken for eller imod, eller værre eller bedre, fordi ”vi” findes. Og der er ingen særlig støtteordning. Den kollektive socialitet siger: ”Ok og værsgo, hvis I synes, det er sådan det skal være. Det er jo trods alt jer, der bestemmer. Vi kommer gerne og fejrer jer, og vi holder med den, vi var familie/venner med fra starten.” Alt det hjælper dem faktisk med at finde deres bid i tingene, de opdager derfor også ret hurtigt, om mønten var lavet af guld. Nogle får sig en slem overraskelse, andre mærker, at ”det her er virkelig godt”.

Nogen bruger kærligheden til at lukke munden på hinanden. Lad være med det.
I 2. gangsparret husker begge, hvordan de i første ægteskab, som børnene voksede, følte sig vigtige og rigtige. De var de voksne, aksen, hvorom alt liv drejede sig. De øjeblikke var som at køre i en stor, lækker uovervindelighed. Man følte sig garanteret af sin ansvarlighed.
Men så griner og gyser 2. gangsparret igen, nu taler de taler om, hvordan de i bakspejlet kan se, at alt viste sig bare at hænge i sin egen tomme luft. Alt det ”rigtige liv” gav ingen garantier, ingen særlige magtbeføjelser, indsigelsesret, tryllestav, dybere haven-fat-i-hinanden på en måde, der bare kunne løse problemerne, når krisen rigtigt smældede ind.  Kirkeklokker, løfter, forklaringer, familie, venner – de kunne intet gøre. Krisen havde ligesom sin egen vilje til den destruktion, som ødelagde alt.
Hvad var der sket?

Lad os lytte til, hvad de tilfredse 2. gangspar fremhæver: ” Nu føler jeg mig respekteret. Jeg er vigtig igen”, for dengang tænkte man ikke på, hvor farligt det er for forholdet, at man opgiver sit personlige rum. I en stille stund havde man måske noteret sig, hvordan man havde sluppet den ihærdighed, som forsøgte at få opmærksomhed om ens reaktioner. Modstanden var for stor, forklaringerne for stædige. Man var ikke vigtig nok, til man kunne stoppe toget, så man kørte også selv bare hen over alle disse små smertepunkter og spillede rollen som evig partner. Det, der var skævt, blev uoverstigeligt, endda farligt. Budskabet var: Drømmen holder. Så sluk lyset, altså glem dig selv på den besværlige måde.
Det er, når den tilstand er opstået, at parret virkelig er i fare, for så er man helt klar til at blive samlet op af èn, som gør man føler sig vigtig. Eller være den, der bliver forladt.

Kærlighed, der blev voksen.
Mange 1. gangs partnere vil føle sig stødt, men som bedrevidende 2.gænger er vurderingen: Man prioriterede forkert. Man forstod ikke klart nok, at ens egen bevidste profil på tingene er,  som når man er på en fantastisk rejse. Oplevelsen tager over, bliver sit eget projekt, man er ikke længere selv højeste prioritet. Ej heller ens partner. Man kan opdage det, når det handler om at lukke munden på hinanden.

I det 2. parforhold er man ankommet. Det er, hvor man er. Det er ens liv. Man har lært at følge projekt- manipulationen, som skytten følger lerduen. Pang. Man skyder for at ramme. Jeg/du er vigtige, det skal intet forstyrre.
Kærlighed er ikke længere rummelighed. Den er en inderlighed, der i relativitetens skarpe lys tager én alvorligt.
Som Eva sagde det til Jens: ”Du kan ikke bruge mig som forstående mor det ene øjeblik og 2 minutter senere forlange respekt for din tossede egoisme.”

Du er sammen med en allround prof. partner. Er du med på præmisserne?
Mange samtaler med stærke 2. gangspar efterlader det indtryk, at de er meget bevidste om, hvordan de bevarer den fornemmelse af at være ”vigtige”, nogen siger ”set”. De snakker om deres samliv med stor omhu, lytter til hinanden. De holder øje med hinanden – uanset. De har en alvor omkring, at de er sammen om at være dem. Der er ikke så meget med, at den ene er rigtig/forkert. De har fået den der ”brændt barn” respekt for virkelighedens signaler, som reel information. De affejer, bortvisker ikke bare den anden med en kliche som ” vor kærlighed holder til alt” eller ” har du ikke tillid til mig, det kan du ikke være bekendt!”

De mere lytter for som Richard Ford fremhæver i romanen Som landet ligger s. 246: ”Sig aldrig til nogen, at du ved, hvad de føler, med mindre du lige præcis i samme sekund stikker dig selv med præcis den samme dolk på præcis det samme sted i præcis det samme hjerte.”

Det betyder selvfølgelig, som Richard Ford fortsætter. Man ” skal aldrig insistere på noget, som man ikke er absolut nødt til at insistere på, eftersom ens følelser formodentlig ikke handler om andet end en selv og ens egne, ynkelige behov og ikke er så forstående, som de burde være overfor den pågældende modparts behov.”  Altså tænk dig om, for der er en, der lytter. Du er ikke alene.

Kan I danse eller træder I hinanden over tæerne?
Man har lært at kunne give nærværet vigtighed. Man beskytter sig mod den slags hændelser, hvor noget usagt bare skal passe sig selv, og derfor flyver rundt og vælter ting og gør skade. Og hvis det alligevel sker, så samler man op. Hele tiden, hver gang.
2. gangsparret går ikke efter synkron-udspring, mere efter bare at danse godt sammen.

Og hvis man snakker om nissen, så er den flyttet ind.

Reklamer