Vi har et samfundsproblem. Den unge mand kan ikke finde sig selv. Han har det svært – med andre, sin kæreste. Vi ser hans uro, vor bekymring sætter etiketter, giver løsninger, siger ”du skal bare lave om på dig selv”. Her er mit bud på, hvad der foregår, og hvad ”han” kunne gøre, hvis han har en kæreste.
Kan du finde dig selv?
Jeg er far til 3 drenge i tyverne, og som ældst af 4 brødre, fik jeg lyst til at supplere Kathrine Lilleør blogindlæg 6. juni 2016: Yngre mand 2016 med mine overvejelser om unge mænd. Hun skrev (citat): ”Hvis man føler sig overset af sin elskede, er det godt at begynde med at få øje på sig selv. Få blik for det faktum, at når afstanden mellem forventninger og virkelighed bliver for store, er det ikke virkeligheden, der er noget galt med, men vores sans for den. Den yngre mand forsøger med et stålgreb at få tilværelsen til at føje sig efter hans forestillinger om, hvem han gerne vil være, frem for at lade livet lige nu fortælle ham, hvem han er.
Hvad enten han føjer sin kvinde, eller han gør oprør mod hende ved at planlægge sin fritid væg til væg med arbejde, træning og dårlige undskyldninger, er begge dele og alt ind imellem, en flugt. Ikke fra hende. Sådan kan det umiddelbart se ud. Men det er ikke hende, han flygter fra. Han flygter fra at blive en voksen mand. Han vil hellere give andre og især hende skylden for, at virkeligheden kører på tre hjul. Langt hellere end selv at påtage sig ansvaret for, at han ikke kan få vejret, og indrømme, at han ikke aner, hvordan han skal få luft”.
Lad os se lidt mere på den unge mands frustrationer, når virkeligheden ikke makker ret.
Den unge umodenhed.
Lilleørs synspunkt er, at den unge mand ikke selv tager ansvar for sin utilfredshed. Jeg vil mene, at han på en måde hele tiden arbejder med sin frustration. Både ved at oversamarbejde med systemet og sin bedrevidende mor, så de er tilfredse, og han gør noget selv, tager måske på efterskole, dropper måske ud af gymnasiet. Han flytter hjemmefra, når de gamle bliver for meget. Skifter studie, holder fri. Nu overvejer han at skifte kæresten ud, hvis hun står i vejen for al hans lykke. Ud fra hans horisont på tingene har han hele tiden det sigte at gøre det bedre for sig selv.
Det ser ud til, at den hele tiden genopstandne utilfredshed volder ham problemer. Det er, som om han ikke ser den som noget unikt i ham selv. Den får lov at køre rundt med ham. Han taber luften, hver gang den tager fat i ham. Han har simpelthen ikke forstået, hvad hans utilfredshed fortæller ham. Det er derfor han virker som om han ikke tager ansvar for den, selvom han arbejder på sagen hele tiden.
I begyndelsen var tanken.
Al balladen starter med, forklaret med psykologiske begreber, at der uden for vor bevidsthed opstår en energi omkring de behov, vi skal handle på. Denne energiladning ved behovet skaber en tanke, således får det bestemte behov vor opmærksomhed. Vi kan derpå tænke over, hvordan vi vil opfylde behovet. De behov, vi ikke opfylder, bliver tilført energi fra vor afvisning, tilsammen bliver det til følelsen af frustration. Dette flytter vor opmærksomhed fra behov til frustrationens uro. Det er derfor den unge mand bruger sin tid på at håndtere sin frustration i stedet for at opfylde sit behov.
Vi er indrettet til at kunne moderere vor egen frustration, eks.vis ved omdefinering, udskydelse eller accept. Men når en ung mand ikke tænker sig om, ikke får snakket med nogen, bare går med det selv, så er der kun to steder, han kan lægge al den energi, der er tilovers. Det er enten nede i kroppen, hvor det kan forløses i fitnesscenteret, foran Warcraft, måske i nattens lange fest. Men også ude i den nære omverden. Han kan flytte det mentale fokus over på den afvisende anden aktør. Behovet er ganske glemt. Han er i gang med at moderere frustrationen. Og i den proces er kæresten, den anden, nem at spotte som problemet, som var hun grunden til frustrationen. Han har flyttet egenansvaret fra ”jeg er frustreret” over til ”hun er frustrerende”, fordi hun sagde nej. Det ændrer trykket at lægge frustrationen ud i verden, læs: over på kæresten. Så kan han arbejde, som han plejer med problemet. Løsningen bliver som dengang i skolen: ”Skal jeg fortsætte med at være i dette forhold?”
Den unge mands egen afvisende tilgang til sin egen behovstilfredsstillelse bliver selvfølgelig til en frustration. Den tager han sig af ved at gøre afvisningen til et motiv hos den anden og ikke hos sig selv. Processen foregår lige i bevidsthedskanten. Det er et så unikt psykisk fænomen, at det har fået sit eget navn: projektion.
Pas på med at sige: Det er en projektion.
Ordet projektion kender de fleste. Det betyder at lægge egne reaktioner over i en anden. Aldrig siger han: ”Nu laver jeg en projektion”, læs ”nu lægger jeg ansvaret fra mig” eller ” jeg kan ikke rumme, hvor uformående jeg er til at få mit liv til at fungere for mig. Jeg er rigtig ked af det. Det er sgu’ så svært”. Nej, manden ved faktisk ikke selv, at han gør det. Det er en konsekvens af den selvafvisende holdning. Udsagnet bruges derfor også typisk af den anden: ” Det er vist en projektion”.
Responsen er et tegn på, at hun, den påtalte, ikke genkender sig selv i det, han siger. Udsagnet er derfor en opfordring til bedømmeren, den unge mand, om at undersøge hos sig selv, hvad der foregår. Den opfordring bliver sjældent vel modtaget, det ville kræve en ændring af hele mindsettet. Det er jo, fordi han netop ikke kan rumme den, han er, at han har lavet denne lille overførsel. Derfor er det svært at få lov til at kalde noget en projektion. Og når ingen vil tage ejerskab, udvide sit ansvarsområde for, hvad der foregår, kan et par få det rigtig svært. Kæresten skal kunne omsætte det, at han ikke vil kendes ved et bestemt lag i hans livsoplevelse: hans frustrationer. Den unge mand har det rigtigt svært lige her, for overførslen kom retur.
Så den ligger nu tydeligt derinde bagved, når han ekstra kraftigt skændes med kæresten om, hvorfor han ikke rydder op. Han taler om uretfærdighed, løsningerne, ikke om, hvad der faktisk sker i ham.
Hvad sker der, hvis man ikke vil tænke sig om?
Den unge mand er rystet, han er i en omverden, som ikke automatisk er indforstået med hans vaner og hjemlige stilart, opbygget gennem mange års familieliv. Han skal starte helt forfra, og i det spil har han et ganske uskarpt billede af, hvem han er, og hvordan omverdenen ser på ham.
Med kæresten vil han derfor næsten dagligt opleve, at frustrationen bliver hans fokus og udgangspunkt. Den ligesom klistrer sig til ham. Den bliver forstærket af, at den unge mand har et stålfast krav til her-og-nu løsninger, han kan overskue. Hans kæreste skulle være en tryghedsfaktor, men hun er bare en, der ikke vil det, han vil, og desuden stiller en masse krav, der bryder ind i hans hårdt tilkæmpede indre oase af ro.
Han har tydeligvis brug for at snakke med hende, men ved slet ikke, hvor han skal begynde, så det nytter noget.
Den lyttende samtale.
Et par har brug for at kunne lytte til hinanden. Diskussioner er ikke at lytte. Det er livsvigtigt for forholdet, at de lærer sig at have et særligt samtalerum. De skulle lave sig en intern supervisions-ordning med hinanden med fast aftale om rammer, neutralitet og kun at spejle/gentage det, der bliver sagt. Hvad det end er. Det kræver træning, for umiddelbart vil de simpelthen ikke kunne dy sig for at blande sig i, hvad den anden siger. De kunne starte med noget helt neutralt. ”Hvordan kan du lide din salat?”, ”Nå, bladene skal være revet og ikke skåret”, ”Aha, dressingen vil du selv hælde på”. Så han er sikker på, at hun lytter. Så kan man senere prøve i få minutter med: ”Jeg er frustreret over…”. ”Jeg hører, du er frustreret over, at jeg …”.
Vi kan alle lide at snakke med én, som kun er i samtalen for ”min” skyld. Det virker beroligende at blive hørt på. Det hjælper med til, at han får tænkt sig om og derved finder sig selv i det, han laver. Han kan så oveni give hende, der lytter, lov til både at se ham og til at dele korte refleksioner over det, hun hører, at han siger. Det kan bevirke, at han selv bliver lidt mere modig til at dele de hemmelige tanker. I disse samtaler opdager han nogle gange, at det slet og ret er følelser, han har brug for at vide, han har. Det at sige højt: ”Jeg føler mig … ” kan nemt ende med at være, hvad det hele går ud på. Han trækker simpelthen frustrationerne hjem, ser på dem og tager dermed ejerskab for at ”sådan er jeg også”. Først derefter kan han finde ud af, om eller hvordan hans ønsker har en gang på jord. Det hele kan ende med, at begge føler, de har fået bedre plads til sig selv og mere respekt for den anden.
Frustrationsproceduren er altså: Frustrationer er glemte behov. Hvad var mon det behov? Hvad siger omverdenen til, at jeg har den slags ønsker til mit liv? Hvad gør jeg så? Det er at tage ansvar for egen tilfredshed.
Den unge mand kan faktisk godt finde sig selv – i den anden.