Mange parforhold starter med store tanker om ens egen lykke: ”her kan jeg være ærlig, her er jeg vigtig”. Men nu er noget skredet, som gør dig helt uvant med store positive følelser, der virkeligt engagerer dig? Glæde, deltagelse, omsorg holder du igen på? Det negative lukker munden på dig? Måske tier du bare stille med dig selv, synes ingen lytter …?
Alt dette holdt op imod, at du engang sagde ”jeg elsker dig”. Din kærlighedsfølelse var en overvældende lyst til at give dig til den anden? En indre modig åbenhed for at træde ind i en verden fyldt med rare følelser. Men i dag reagerer du voldsomt på selv små ting, som var du helt alene. Begge er gået helt i stå. I perioder kan forholdet været et mareridt. Alt står i kontrast til hvad du havde tænkt dig.
Du følte også du havde sagt ja til fine principper om hjælp til fælleshedens bevarelse, og det er dem, du nu hele tiden regner på. Dine tanker om ubalancen plager dig alle døgnets timer. Det er som narkomanerne siger om deres abstinenser ”sygdommen der taler”. Og de kan gå til NA møder. Hvad skal du gøre? Du havde så store forventninger til at kærligheden selv viste vej. Nu er den en plage.
Jeg vil se lidt nøgternt på kærlighedskonceptet for voksne i et parforhold.
Du skal overgive dig
Kærlighed er stærke sager. Troen rydder bordet. Det ligger dybt i os, at kærlighed dikterer vores livsplan. Først senere kommer de bagud skuende psykologiske, moralske forklaringer. Årsagen er ikke kun biokemisk, vi er primet i selve vor identitet til at give efter.
Caravaggio, en italiensk maler, har meget dramatisk gengivet i maleriet Mattheus kaldelse fra år 1700, det særlige, vi stadig forstår ved at føle kærlighed for nogen. Maleriet fremhæver netop det øjeblik, hvor Jesus, som kærligheden, med bøjet finger udpeger Mattheus og dermed tavs siger ”følg mig”. Scenen er et afprint af den absolutte autoritet vi længe har givet kærligheden. I dag er kærlighedsfølelsen vores egen udpeger, det mest sande budskab om, hvem vi hører sammen med. Den er stadig en trossag, selvom vi i vor tid synes at mene, vi også gratis kan have en særlig definitionsret på sagen.
Med Caravaggios Jesus var den noget i sig selv, en helhedsplan. Den var et princip til hjælp med at håndtere vores egoistiske bekymrede selvhævdelse, så vi i stedet faktisk kunne leve et kærligt liv i empatisk omsorg og begavet offervilje. Hvilket vi som kæreste stadig forventer fra den anden? Men i parterapilokalet tyder det ofte på, at vi har strøget den del med at møde uforbeholdent op til at lytte for at lære om livet for den anden. Kærlighed er ” sku min egen” strømpil til mit eget liv, som den nyskilte sagde.
Men at kærlighed kræver overgivelse er også Jørgen Leth´s konklusion i et interview: ”Jeg ved også godt, at man ikke kan nøjes med at være iagttager i et kærlighedsforhold. Der kan man ikke holde distancen, men må overgive sig til den ” 4. maj 2019, Kristeligt Dagblad.
At være det sikre fælles ståsted
Disciplen Mattheus blev hos Jesus til døden. Hans kærlighed var princippet for hele hans tilværelse. Mattheus loyalitet overgik forfølgelse, landflygtighed, dødstrusler. I dag bliver parforholdets tilhørsfølelse udfordret, blot af den andens tavshed og manglende berøring. Begges perspektiv er kun at se på den andens reaktion som vanskelig for egoets synspunkt. Den iagttagende måde afslører, at man kun ser på tingene ud fra, hvad egoet siger. Og som egoister er vi så hjælpeløse, når det er svært med kæresten. Vi er så alene. Naturligt går tankerne derfor ofte ud af forholdet.
Vi har ikke overgivet os til at have kærlighedens fælleshed som princip. Så når der er krise, er viljen til at se på den samlede dynamik ikke stærkt nok funderet. Den vilje ville vise sig ved, at begge er klar til at undersøge og berolige de vanskelige følelser, man måtte skabe hos hinanden.
Men kan jeg udskyde selv at få forståelse – først?
At lytte er at elske
Berømt forskning har undersøgt sagen. Børn fik at vide, at hvis de et kvarter kunne være alene med en karamel, uden at spise den, fik de to karameller bagefter. 30 år senere var dem som kunne vente, de lykkelige, de rige, de sunde. Vælger du karamellen? Mister du kontrollen over dig selv? Vil du til nu, afbryder du, råber op, som blev det aldrig din tur? Overgivelse betyder at turde følge den anden, især mens det svære bliver sagt.
Kan man følge, kan man også lytte. Stopper man med at lytte, stopper man også grundlæggende med at elske den anden. Den anden er ikke længere et levende menneske, men forvandlet til en rekvisit i ens egen drømmeverden. Vi må lære os at kunne sige ” lige nu er det svært for os begge. Lad os passe på hinanden”. Det er at tale overgivelsens sprog.
Når den anden igen er et menneske
Gentofte Kommune har også fundet ud af, at det er vigtigt at få parret til at tale sammen igen, så mindskes chancen for et endeligt brud. Kommunen tilbyder hjælp til par i denne første-kontakt-efter krise, for ofte virker bare tanken om den første – efterkrise samtale helt skæv og provokerende svær. Man glider af fra at prøve. I programmet forbereder parret sig til en tilrettelagt vandretur i Dyrehaven med bla. 15 minutters stram lytten til hver. ”Det giver en utrolig følelse af frihed, at få lov til at tale ud”. Citat Politiken 5. maj. Sådan, så enkelt kan det siges. Man mærker den andens sårbarhed, den andens afhængighed, den andens tillid. Den anden er igen blevet et menneske.
At turde være sig selv
Fornyelse går begge veje. Når den ene vil lytte, må den anden også dele det de gemmer på. Som Kierkegaard siger om overgivelse i Sygdom til døden 1849; ” Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, nødigt tabte – sig selv”. Den rigtige prøve for forholdet er at få sagt, hvad der tynger – uden at garantier.
Det nye fælles fodfæste opstår ved lyden af den andens forståelse, ved de lægger en hånd på skulderen. Begge opdager ved at vove at sige det svære, vækker de meningen med forholdet hos den anden. Som en mand sagde: ”Jeg føler mig så lille, når jeg skal være modig. Og så er du der”.
Og i det moment overgav han sig til den, som også følte de hørte sammen.
I princippet er det vel kærlighed. Stærke sager.