-Om at kunne høre på sin kærestes smalltalk
Hvorfor skulle jeg så lige det?
De fleste alvorlige skader på et parforhold sker i efterspillet af manglende opmærksomhed under smalltalk. Når din partner påtaler dit manglende nærvær i samtalen, kan det udløse alt fra skænderier, brok, endda et trægt sexliv.
Så selv om du mener, at din tid er alt for kostbar til smalltalk med din partner, så opfordrer jeg dig alligevel til at læse med i dette brev, for jeg vil vise dig, at du kan høste store gevinster,
Og start gerne med at fake den indtil du maker den.
Det er ikke kun manden der mangler lytteevne
Det er oftest manden, der bliver kritiseret for manglende lytteevne på hjemmefronten. Han smalltalker på arbejdet eller med mandlige venner, hjemme er han mere målrettet. Derfor skriver jeg her om smalltalk opdelt i køn, og til manden, der har mest at lære om at fake den. Lad mig dog også understrege, at rollerne nemt kan være omvendt.
Hvordan din kvalitet som partner måles
Fra parterapien: ”…min kone skal helst, mens hun snakker, kunne fornemme mig uden videre, så føler hun sig mødt. Og den vej rundt synes jeg nok, det kan blive lidt langt. Hvorfor så meget? Vil hun gerne vide, jeg ved alt om, hvad hun har gang i?
Kæresten slås med, at hun ikke altid er tryg nok til at turde dele, hvad hun går og tumler med, da han oftest lukker munden på hende ved selv hendes mindste impulsive ærligheder, – som om livet har lovet netop ham, at han helt trygt uden videre omtanke kan opføre sig, som han finder passende.
Begge parter i et parforhold, som i alle andre partnerskaber, bliver altid målt på kvaliteten af deres nærhed. Tilgængelighed er en grundforudsætning for ethvert velfungerende on-going samarbejde – ligegyldigt hvad man finder rimeligt eller finder tid til. Så ja, at lytte er et grundkrav.
Og hvad så?
Manglende respons udløser potentiale til konflikt
Kvinden starter ofte den lille samtale med noget oplevet, læst, måske en vurderende kommentar. Udsagnet kræver ikke noget bestemt svar. Det hænger der bare. Men desværre sker der ofte det, at før manden får set sig om, bliver samspillet intenst. Kvinden presser på for at få en eller anden respons. Manden føler sig forstyrret, kritiseret. Vupti, begge mister den lille afstand til det hele, og nu står de to parter i hver sin lejr og har en klar mening om den andens udbrud.
I en ideel verden ville rationelle argumenter kunne bane vej for en opblødning. Men i stedet er det følelserne der styrer forløbet, og ved selve modstanden både føler og tænker hun sig ikke taget alvorligt. Hun fortæller nu om sin ensomhed, og han svarer igen med en undertone af: ”lad os få det overstået, nu igen”. Eller ”Hvad, skal jeg nu (igen) tage mig af ?
Der er ingen samtale. Fordommene skæres til, og alt koges sammen i en ret af ”vi er dårlige for hinanden”, der står og brænder på.
Man skal åbenbart ikke være ærlig og sig selv!
Hvad virker så?
Hvis du er i en fremmed by og spørger om vej, så kender du attituden: Du lytter nøgternt (” forstår jeg”?), koncentreret (”får jeg fat i informationen”?), og du er selvklart interesseret i de oplysninger du får (”løser de opgaven”?). Denne noterende tilgang virker. I smalltalk skal du også finde din indre journalist frem til brug. Din kæreste taler ofte om noget du mener at have bedre forstand på, eller noget som kan udfordre din komfortzone, så vær journalist, hold afstand og stil neutrale spørgsmål, og vær knivskarp på at det er hendes emne, der er centrum – ikke din reaktion eller holdning – den facon er dit turning point!
Et par gode tip til journalisten:
-Spørg med HV ord (hvem, hvornår, hvordan)
-Stil uddybende spørgsmål, brug hendes egne nøgleord
-Gentag hendes pointer
-Undgå trommende fingre og det lille kig til telefon og ur.
En ændret attitude
Nu kan du lege journalist og derved undgå polarisering. Du bliver istedet belønnet med en dybere samtale og et smil, for du har netop givet hende den ro til samtalen, som hun søger.
Du kan så efterhånden også afprøve din indlevelsesevne ved at gentage korte sætninger ordret af, hvad kæresten synes er vigtigt eller måske svært. Hvis du får et ”ja, det er sådan jeg tænker det”, så har du gevinst. Og du har også banet vej for hendes tryghed ved dig, og måske endda et helt andet og farligere emne, hun har gjort sig klar til at sige. Hun manglede bare den rette stemning. Men nu kan det foregå i afslappet tone – og nu har I begge gevinst.
Hvis hele dette eksperiment lykkes, så har du vel faktisk for en stund tilsidesat dig selv og dine automatiske holdninger. Og sjovt nok til gengæld oplevet, hvordan du kan gøre dig værdifuld for din kæreste.
Er det attraktivt? Og er ændringen svær? Nej vel?
Det bliver måske også din tur.
Hun vil nok efter nogle gange kalde dig ”helt empatisk”. Det syn på dig vil give mange sidegevinster: Du lærer hende bedre at kende. Du opdager en masse nye løsninger, der udvider din handleevne. I lærer at afbalancere meninger, uden der egentligt er sagt så meget.
Hun lærer at udtrykke sig, så hun ikke behøver være helt så følelsesmæssigt ureguleret næste gang, der er noget på spil i hendes indre.
I en ”jeg er der for dig” atmosfære, fornemmer du, hvor hendes følelser kommer fra, og hvad de vil. I kan pludseligt sammen heale forsømmelser, der før skabte uro.
Måske har du også noget på hjertet? Og så har hun måske lært noget af din nye stil.
Du tror du kan aflæse din partner – tro om igen
Et par er jo to om det samme liv. Behovet for at dele opstår, fordi I hele tiden oplever nye ting hver for sig. I får løbende nye overvejelser, der bringer jer nye steder hen. Derved opstår der hele tiden en blind vinkel for den anden, som skal belyses, så den anden kan være helt ajour. Vi kan ikke læse hinandens tanker og oplevelser, og vor partner kan ikke aflæse os, som en mor aflæser sit barn.
Denne blinde vinkel er også grunden til vi hele tiden bliver spurgt:” hvad sker der”? Hvad går du og tænker på? De spørgsmål falder, fordi din partner vil være étmed dig igen. Lykkes det samspil, føler i jer begge bekræftet i, ”at jeg er det rigtige sted med den rigtige person”, og din partner vil varmes bare ved synet af dig. Gevinst fra aller øverste hylde.
Så smalltalk er et vilkår det i hvert fald er bedst at fake it till you make it. Men den ægte vare er selvfølgelig det du stræber efter at kunne.