Juledage
Julehygge

Glæder du dig? 
Overdosis er mindstekravet 
Også denne gang glæder vi os alle sammen til jul. Vi gør det. Nu starter nissekanen sin tur gennem julefrokoster med utryg partner, diskussioner om gaver til eksens egne børn, og hvad med dem som er over atten, skal de giver gaver til de voksne?

Juleaften for børnenes skyld med den fraskilte kone og nye kæreste, men absolut ikke mormor. Hun er for meget. Hvad med 1. Juledag? Er det os, der holder frokosten for 14? Listen er længere og sværere. Vi skal udover turen gennem listen af festlige fodringer, hvor alle kommer igennem en følelsesmæssig genopstandelse af gamle minder, også dermed accepterer overdosis på ydeevnen og underskud på kontoen. Av, det her er svært. Hvem kører vi turen for?

Får I sat jer på sækken med drillenisse juleemner?
Hver eneste partner har sin erfaring og mening om, hvad jul er. Hvor meget, hvor lidt. Mad er tit et svært emne. Måske er parret også fra ingen eller to forskellige religioner/lande/baggrund? Har mange slags børn tilsammen? Juleemnerne popper op, som var de rigtige drillenisser, der halser krævende efter parret. Vi taler identitets kamp i nisseland. Mange finder symbolske løsninger fremfor ingen. Og de viser sig at virke.

Det rent praktiske kan kun løses ved selv at blive mere praktisk. Eller ved at klippe i kravene. Og sige, at det er godt nok, som vi får klistret julen sammen i år.

Min elastiske jul 
Da jeg var barn, var julehorisonten lidt sne, 2 gaver indenfor legetøj og tøj. Mor, far, brødre og måske en onkel eller tante. En gudtjeneste, og en gang jul slut, færdig. Det var enkelt.

I dag, mange år senere, er jeg til 7 julearrangementer af julekarakter op til og med juleaften. Nogen gange er vi 3o, andre gange 12. Plus det løse i dagene efter. Min kone følger de jødiske traditioner. Hendes familie holder 3 store fester ofte før jul – Chanuka. Her fejrer vi ikke Jesus, men at lyset brændte i det ødelagte tempel i 8 dage. Vi synger Hebraiske sange. Hun laver Latkes, vi spiser dem, kartoffelpandekager, og måske gehakte lever og andet du ikke kan købe. Vi tænder lys og min kone står og synger smukt på et andet sprog lige der i vor stue. Hos os har vi både juletræ og Chanuka lysestage.

Igennem denne periode hopper mine følelser op og ned i alle retninger. Først i de senere år slutter julen ikke med en depressiv periode. Som par er vi efterhånden bare humoristisk lammede. Vi har overholdt mindste kravet, alt var i overdosis. Gaver, mad, venner, familie og de gode viljers mange slags smil.
Vi har med årene fået ro på og forenet vores mangfoldighed i en ny mere elastisk juleform.

Hvad er så problemet her? 
Jul er at søge det gode i mulighederne. Det er svært at leve op til, når man får så mange følelser også de negative. Jeg vil nu ind på det, at vi jo samtidig også genopsætter familiedramaet, der i handling langt overgår, hvad Jesus fødsel kan forløse. Det startede i vore egne første dage, der hvor vi kom til verden.

Kort julerepetition om tilknytningssystemet
Et barn rækker ud, fra det er født. Mor og far kan mærke en meningsfuld forbindelse, bekræftet med små og store kluk på alle tider af døgnet. I os alle ligger der et blueprint til en tæt relation. Det er livet, som passer på sig selv. Det kan ikke være sikker på, vi selv kan finde ud af det.

De voksne giver omsorg, som de kan overkomme, på hver deres facon. Samspillet bliver model for, hvordan tilknytningen er for den enkelte. Så hvis et barn må vente, et barn må tåle vrede, må leve med at blive ignoreret, må se aftaler svigtet, så bliver det modellen for, hvad kærlighed er for noget. Det siger sig selv, at vi bliver vidt forskelligt klædt på til kærlighed.

Gammelt og nyt mødes
Ved juletid dukker de mennesker op, langvejs fra, som parret hver især er knyttet til fra gamle dage. Der kommer en mor, far, bror, søster, ekskonen/manden ind på scenen. Nærmest hvad enten de er levende eller døde. De aktiverer det ofte ubearbejdede gamle tilknytningssystem. Et system der medfører, at mange synes, de har en aktie i dig og/eller din partner. Og det holder de i hævd med et smil, eller ved ikke at svare på invitationen eller komme for sent. Og der mærkes hjælpeløsheden fra dengang som en udfordring helt derind, hvor det ikke er nemt at håndtere, hvordan fortid og nutid krydser klinger.

For når to mennesker er blevet kærester, bliver de også bundet til hinanden dybt ned i følelseskanalerne. Helt ned til instinkterne. Sådan er mennesket lavet. Et par er også skruet sammen med noget, der kan holde hele livet – uanset om de skændes eller ikke bor sammen for evigt.

I et levende tilknytningssystem kan man se, hvordan parret hele tiden justerer sig i forhold til hinanden. De vil vide alt om hinanden. Hvorfor dit og hvordan med dat. De deler de følelser, der kommer, uden særlig omtanke. Man kan ikke bare rejse sig op og gå. I mange par får man også god besked.

Men hjemme hos nogle par har den gamle model taget over, så når partneren får en følelse, så gemmer de den, fordi så kan de lege legen: ” Find mig, så elsker du mig mere”. Ligesom et barn, der står bag døren, og man skal være med i legen og sige: ”bøh nu kommer jeg”. Så viser man, mens man leder, og barnet skriger højt af fryd, ” Nu er du den vigtigste for far/mor”. Som voksen er den leg mere dæmpet: ” Er der noget”? ” Næh”. ” Er du sikker”? ”Du kan da regne ud, jeg er vred over, du først kommer nu”.

Noget skete i dem
Heldigvis kan vi selv ændre lidt på, hvor blindt vi følger modellen skabt i vor første tilknytningsrelation. Vi kan selv opdage, hvornår den dukker op, så vi i stedet for eksempelvis at lukke af kunne sige: ”Hold om mig og vent med at sige noget, til jeg mærke dig og ikke min bekymring”.

Den anden partner kan også opdage, hvornår de deltager i børneudgaven, og så derfra beskytte både sig selv og sin partner ved at understrege visse ting. Eksempelvis kan den anden fremhæve sin interesse i den frygtsomme ved forsigtigt, men bestemt at sige: ”Jeg har noget at sige, og du skal ikke være urolig, jeg har godt tid til, at du kan høre på, hvad jeg kommer med”. Det kan virke barnligt for en udenforstående, men det er frygtsomheden jo også. I den atmosfære kan den bekymrede øve sig i at blive voksen, i stedet for igen overrumlet at skulle kæmpe med uro og vrede anklager om manglende forståelse.

Så begge har et valg om de vil påpege fejlene eller byde sig til som et alternativ til gamle vrangforestillinger om en livssituation.
Hvad vælger du?

Min julegave ide
Nissekanen tager os alle på en farefuld rejse gennem julens 2015´s mangfoldighed. Tænk sig, hvis man gennem hele julen skriver dagbog over alle de følelser, man sådan går og får. Der og der, den og den positive/negative følelse. Hvis hele butikken kom ned på papiret. Sikke en værdifuld pakke fyldt med ens eget indre liv, man ville have til sidst. Og tale med julepartneren om, for at få den der særlige følelse af forbindelse, I havde for længe siden?

Hvis man vil lære at kunne lide sin egne følelser?

Tænk sig, hvis parret gav hinanden, undervejs eller bagefter, hvad følelserne fortæller. Dette ikke for at finde løsninger eller forsvare sig, men for at give omsorg og nænsomhed til hinanden. Det kunne være rigtigt spændende at lære nye dybder hos hinanden. Det kunne sikre motivationen til det gode i de små og store valg i hverdagen fremover.

God jul og god chanuka

Reklamer