-Og det er man jo?

Du er min

Kraften bag mange par-skænderier afslører, at i parforholdet forventer begge, at man er der for hinanden. Begge går simpelthen ud fra, at de er indregnet i den andens verden. Man vil både kunne se og høre, at man spiller en rolle i den andens overvejelser.

Som Luisa siger til Cole i HBO serien The affair 4/4: ”Jeg ønsker ikke at vores forhold skal slutte. Jeg vil blot vide, jeg er vigtig ”, her i betydningen: ” min følelser/meninger er vigtigere end ex-kones følelser/krav omkring et issue med dele-børnene.

Vigtigheds-forventningen i en kærlighedsrelation ligger som en præmis for det hele.

”Jeg er jo din”, ” du er min” er den kæreste identitet, hvormed hele samlivet giver mening.

Vi kalder os hinandens

Partneren forudsætter sin vigtighed som noget uudsagt i sin egen kærligheds vision. Dette er dels fundamentalt for identitetens råderum, men bestemt også underbygget af egne barn/voksen erfaringerne. Her sagt i bitter hukommelse af hvad de mange svigt fratog Patrich Melrose i HBO Tv-serien om hans liv: ”if you love someone, you protect them”. Det er hans forventning også i en voksenrelation. Også for ham er at føle sig beskyttet af den andens omtanke en grundpræmis i tryg tilknytning.

Forventningen opstår mellem kærester ved erfaringen fra deres specifikke forelskelse og deres mere og mere søgende mod tættere samliv. Samspillet er båret af de muligheder der opstår ved, at begge oplever en intens, gensidig lydhørhed. Udsagnet fra en ny kæreste: ” Jeg kan bedre være mig, som du bedre kan være dig, når vi er sammen”, bliver mundtligt bekræftet gennem de søde ord i svaret: ”jeg elsker dig”. Samtidigt ser parret, at de dagligt tilpasser sig forhåbningsfuldt til hinandens praktiske omstændigheder i en søgen mod det fælles mulige som en ønsket løsning. Begge demonstrerer derved, at vi er vigtige for hinanden er selve drivkraften bag valget af netop os og det vi gør.  Troværdigheden kan ikke gøres stærkere.

Vigtighedspræmissen er funderet så meget dybere end aftaler, at der ofte opstår stærke følelser i dialogen: ”Jeg bliver så rørt hver gang, jeg føler mig hørt” som en partner sagde til sin kone. Den glæde finder vi også i, at kalde os for ”hinandens” med en tårer i øjenkrogen.

 

Når man ikke holder sig ajour med præmissen

At præmissen findes viser sig også i de små reaktioner på usikker kontakt. Frygten for tab af vigtighed skjuler sig i påkaldelsen eller den udskældende insisteren. Den ´glemte  partner´s slås øjeblikkeligt for igen at høre til hos den anden. Kampen føles uanset emne som gælder den selve livet af deres parforhold.

Nogle kaldes ´hysteriske´ for desværre høres alarmklokkerne ikke altid i den forståelse. Jo, råbet høres og minder den anden om, at de er nogens, men desværre har de ikke løbende opdateret sig selv til, at de synes det er en rar konstatering. De taler i stedet om, at ”jeg føle mig mast”, ” jeg har brug for mere plads til mig selv”. Sagt måske endda irriteret, som var det en selvfølge, der er overset. Attituden skaber helt sikkert stor uro og bekymring hos den anden.

Der er åbenbart noget andet, der også spiller ind. Jeg vil se lidt på problemet med at være nogens.

At være en andens og sig selv er et svært paradoks

Fra sidste del af forrige århundrede har et større fokus på værdien af den enkeltes identitet udfordret tyngden af pligten til at spille en bestemt social rolle.  På kærlighedsfronten afspejler denne proces sig i de dramatiske ændringer af kønsrollerne, vi har set i samme periode. Vi er gået fra et kønsdefineret ægteskab til et individ tilpasset parforhold. Visionen er nu en kærlighedsbaseret, ambitiøs relation, hvor parterne er frit-stillet til selv at finde løsningen på, hvordan de selv-realiserer sig i forholdet.

Esther Perel amerikansk parterapeut  siger: ” Vi lever i et parforhold, hvor alt er til forhandling, men vi opfører os stadig overfor hinanden, som om alt var forudbestemt… . Det er et paradoks”. Politiken 13.maj 2018.

Mange opdager ikke paradokset mellem gensidig vigtighed og selvrealisering, men omfortolker præmissen til: ”min tilfredshed står over din tilfredshed, fordi vi er der for hinanden”.

Den skarpe klinge i dette paradoks viser sig, når forelskelsens ubekymrede samhørighed forstyrres af netop det ikke-samhørige. Så når den andens identitet pludselig fremstår i en anden form end accepterede, regner man med præmissen medfører, at den anden ligesom tager sig af problemet med min tilfredshed. Desværre viser responsen ofte, at paradokset er massivt til stede mellem parterne – for præmissen gælder jo begge veje, og den er slet ikke blevet afstemt til fremtidens ikke- samhørigheder. Som Esther Perel siger om forelskelsens betydning, at den ender som en tikkende bombe på middagsbordet. Der, når man er er flytter sammen m.m., viser det sig, at parrets succes som par, er betinget af den enkeltes egen forud-tænkte succes inde i forholdet.

Fuck, hvor er det svært at være en andens

Ikke så mærkeligt, for også i parforholdet stritter det på et moderne menneske, at nogen har noget at skulle have sagt over, hvad man gør, og især hvis man direkte begrænses i ens frie udfoldelse. Det er imod alt, hvad vi har lært om den personlige frihed.

Spontane partshavere i såvel selvrealisering som kærligheds-samsøgning er nemt famlende under forløbet af vigtige samtaler. Dobbeltretningen af disse store drivkræfter i forholdet er også svære at operere i. Hvornår er det den ene, og hvornår er det den anden? De to tankemåder forstyrrer hinanden. Samtidigt kan man ikke bare ignorere problemet, så modsiger man hele præmissen for forholdet.

Fuck, det her er svært.

Først er man fyldt med usikkerhed

Uforløst, usikker mærker man sit tilbagetog. Man mærker tydeligt de øjeblikke, hvor balancen tipper fra at kærligheden standser og rummer ens begyndende kritik af den andens adfærd til, at modviljen lever videre. Man begynder at iagttage den anden og finde eksempler på, at denne ofte tilgodeses, og ikke er lydhør for mig. Man tænker, ”kan du mærke, at jeg begrænser mig, da jeg gav dig lov til at gøre, hvad du ville”.” Vil du gøre det samme overfor mig en anden gang”? Uærligt eller uopsøgt gemmer partneren momentet som et bevis mod forholdets kvalitet. Dette selvom de ved, at lige der svigter de ved tavsheden selve grundpræmissen, at vi der for hinanden. Og de opleves som svigtende, hvis de bringer episoden op senere.

Tavsheden skyldes dog ofte, at man mærker sin sårbarhed ved protesten. Hvordan man ved forholdet har blottet sig følelsesmæssigt uden garanti for hverken forholdets holdbarhed eller ens egen frihed til udfoldelse. Så man er simpelthen villig til at risikere at være ´flink´ uden udsigt til at få bare halvdelen af den frihed, man giver den anden.

Hvad skal man ellers gøre?

Paradokset er et grundvilkår for parforholdet

Inde i spændingsfeltet mellem selvrealisering og empatisk overgivelse gemmer sig et utal af udfordrende dilemmaer, som pludseligt dukker op i hverdagens nødvendige afklaringer. De ligger som snublesnore, der udgår fra ethvert emne og over til deres polariteter. Konkrete meninger, skjulte, måske glemte modviljer dukker op, alt efter samtaleemne, stemninger, fornemmelse af lydhørhed. Det er helt normalt, nærmest præmissen for en undersøgende samtale mellem partnere om et fælles emne med ofte polariserende synsvinkler. Sjældent tænker parret på, hvor meget partnere de faktisk er, og hvor massivt partner-logikken spiller ind på selve samtalen. To, som er sammen om at løse en opgave, fordeler sig på banen. Man søger et bredere perspektiv og en stærkere balance, der holder i den allerede aktive sammenhæng. Så når den ene snakker om ferie, snakker den anden om økonomi. Hvis den ene snakker om alenetid, snakker den anden om fællestid, hvis den ene snakker om indkøb, snakker den anden om tid til at svare på egne mails. De taler om samme emne: deres samliv, men ikke på samme måde og ikke fra samme bagkant. Sådan er det samtalerum parret skal lære sig at beherske. Det bliver aldrig bare nemt.

Så hvis man har for lidt tid, og giver hinanden for lidt plads, føler begge sig hurtigt ganske presset. Også er det man hæver stemmen, fordi man mister følelsen af at være vigtig for den anden. Og den kæmper man så for, samtidig med man skal aftale om, man siger ja til endnu en middag hos nogen man keder sig sammen med. Som man heller ikke har sagt højt, men pludselig kom i tanke om.

At være nogens er mig, der er på

Et parforhold er en invitation til ønsket og uønsket forandring, og derfor vækkes igen og igen fornemmelsen af, at man ikke helt selv er med i det hele. Og i den intense snak hvor man kalder på den anden med et: jeg er måske besværlig for dig lige nu, men du er uundværlig i det vi har sammen. Undervejs i det møde kommer du måske op i fart eller den anden ned i tempo. Så hold hinanden i hånden, find øjnene, mens I stille tygger på sagen og den anden.

Din kæreste ved godt, at I begge er til låns, men også at I begge er særligt vigtige. I har hele tiden brug for hinanden, så når I fortsat søger hinanden, så kan I også finde den gode følelse af tilfredshed med det som er muligt.

Kærlig hilsen,
Peter

 

Reklamer