Hvis du er julegaven, til én som ikke er din – så mærk, hvad du ikke fik sagt.
Til de par – der holder jul sammen
Juletiden er fyldt med stor gavmildhed, og vi prøver at komme hinanden mere ved. Vi kommer også os selv mere ved. Der skal jo være en vis balance. Nogle gange så meget mere, at vi ligefrem siger noget til nogen, som kun kan forstås som en personlig tilnærmelse. Bag ordene er meningen ” Vil du give dig til mig – det er jo jul”? Nogle gange er den anden faktisk med på gavelegen. Man kan vel smigres af en sådan interesse, og mene sig i underskud af det rare. Det er alt sammen så sødt. Man får det bare så godt, når man sådan får lov til at pakke en anden helt op.
Er der noget galt med den slags jule-rart? Det er da helt i tråd med juleånden?
Og hvorfor må man ikke give sig selv til en anden, hvorfor skal det kun være ting, man kan give væk?
Man er allerede givet væk
Det nemme svar er jo, at moralen siger: Det kan man ikke, for man har allerede givet sig selv væk. Men det sker jo hele tiden – også hen over juleoptakten, hvor vi kaster os ud i de helt store fester, hvor alle bliver så frigjorte, så vi så glædeligt deler ud af os selv.
Desværre starter nogle så det nye år med at vende tilbage til pakken – utroskabet, og pakke den op engang til. Den gik nemlig og gærede i baghovedet under de travle juledage. Det er nemlig rigtig svært lige dér, på forhånd at sætte sig ind i, at man snart skal være deprimeret, modtage en masse stressende sms´er, senere slås i Statsforvaltningen, bo på et lille værelse, miste mange af sine venner og ikke er velkommen der hvor man før bare gik ind, – og man får brug for psykoterapi. Alt det findes ikke endnu, mens man sidder og fornemmer den nye samhørighed, mens man skåler med svigerfar. I ens før så stille sind er lavinen er begyndt at rulle, men man snakker ikke med nogen om, hvorfor man lader det ske.
Og er man fristet igen for anden gang, er man lige så fortabt som narkomanen efter andet skud. Ens liv vil ændre sig fuldstændigt.
Den ene laver overtræk – den anden yder tillidsfuldt
Den farlige virkning udvikler sig under fortsat belåning på kærestens kærlighedskonto, der tillidsfuldt giver plads og tid til ”overarbejde”. Man har ladet sig forføre af de rare følelser, så man selvtillidsfuldt kan åbnes op af den anden, for sammen at nyde lidt hemmelig spænding, som med et stjålet et æble, man sad og delte med et frækt smil. En erfaring man knap tør dele med nogen. Den nye har sine grunde til at synes, den slags må de godt. Ansvaret ligger som et spændingsfelt på gulvet mellem dem, der er nemlig ingen til at samle det op og sige “hov stop”, mens man kysser. Samtidig med at den rigtige kæreste leverer sex, modtager småkritik, ofrer fritid, fælleseje, fælles børn, fordi sådan er dennes opfattelse af kærlighedsliv.
Den typiske aflivning
Derfor erfarer mange tillidsfulde kærester senere på foråret, at deres partner således har gået og gemt sig inde bag hverdagens aktiviteter og logiske forklaringer. Denne har opereret med bedrageriske planer. Pludselig en aften bliver forræderiet leveret pænt indpakket, som en færdig plan om ”små ændringer over et stykke tid”, fyldt med beklagelser og ”du må selv have kunnet mærke, at det ikke er, som det skal være”. Resultat: snarlig udflytning – slut. Den gamle kæreste skal sidde pænt, lytte og smile forstående og man ”må kunne se det er til begges bedste”. Gu´ kan man ej, men udsagnene kommer som var den afsluttende forståelse en gave, man skal sige “tak” til. Og meldingen er at ”nej, der er ikke en anden”, men det er der så alligevel – sådan cirka 1 måned efter at bedrageren har fået lidt tid til at ” at være mere mig selv”, og alle aftaler er på plads – så er der nemlig ro til næste afsnit breaking news.
Efter slaget
Den efterladte er bundet til en kærlighed, der ikke længere skal bruges til noget, til et had man ikke vinder noget ved at føle, en hævn som intet giver. De modtager nu virkningen af en forbrydelse mod loyaliteten og kærligheden. Ingen græder over én, kun én selv. Lige der ved man som aldrig før, at man virkelig lever. Men, man er jo faktisk ikke faldet overbord og ligger i Kattegat alene under nattehimlen. Nej, man ligger i sin seng, og i morgen skal man passe sine ting og måske sidder man i en bus sammen med andre, der ser ud som de lever – det føles vanvittigt.
Det skjulte jeg-rum
Som parterapeut er det heller ikke nemt at blive inviteret indenfor hos den utro. De gemmer sig, vil udskyde dommen, der stigmatiserer dem. Men får man lov, træder man ind i helt et andet rum. Et sted, hvor de kun står til regnskab for sig selv. De mærker, at i døren ind til jeg-rummet slipper frygten, skammen, sårbarheden ved alt det skjulte og usagte. Her finder de fred til at udvikle, hvordan ny-drømmens rarhed tjener et bedre formål. Den nye kæreste iklædes denne lette frihed og føles perfekt til, at man fremover kun være helt ærlig. Sige hvad man aldrig fik sagt.
Herinde overskuer de deres kontraspionage mod den nuværende kæreste uden frygtens snærende bånd. Herfra ser de på deres eget livs vigtighed, som var de på åbent hav, svømmende langt fra land og herfra er svært at sige sandheden højt: ” jeg vil hænge mig på dig, så du drukner først, for det er mit liv, der er vigtigst nu”. Her træffer de afgørelsen om, at de ikke længere kan se sig selv i ” det gamle forhold”. Den nye anden, er den redningskrans de har kigget efter. Kraftfuldheden afslører, hvor ensomme mange kærester længe må have været.
Få luft for dét der er svært, så juleleg kun er for jer
Så til dig, som sidder i dit enerum og får talt åbent om det du burde: Din kærlighed er så klæbrig en væske, at alle dem du giver gaver til, forbinder du dig med langt udover noget som er overskueligt. Det kan føles sådan, men du har ikke kontrollen. Og når du nu har vænnet dig til at være uærlig, kan din kæreste jo ikke vænne sig til, hvem du er, og hvad du slås med. Kunne jeg friste dig til at turde håbe, at din kæreste vil lytte, stimuleret af dit mod og sin egen kærlighed – til dig. Og netop i det møde ville bruge netop kærligheden til også at modnes til at rumme, hvad du næsten ikke tør tro kan elskes – af den som føler sig som din.
God gavejul – vi ses!
Peter
Hvis du er julegaven, til én som ikke er din – så mærk, hvad du ikke fik sagt.
Til de par – der holder jul sammen
Juletiden er fyldt med stor gavmildhed, og vi prøver at komme hinanden mere ved. Vi kommer også os selv mere ved. Der skal jo være en vis balance. Nogle gange så meget mere, at vi ligefrem siger noget til nogen, som kun kan forstås som en personlig tilnærmelse. Bag ordene er meningen ” Vil du give dig til mig – det er jo jul”? Nogle gange er den anden faktisk med på gavelegen. Man kan vel smigres af en sådan interesse, og mene sig i underskud af det rare. Det er alt sammen så sødt. Man får det bare så godt, når man sådan får lov til at pakke en anden helt op.
Er der noget galt med den slags jule-rart? Det er da helt i tråd med juleånden?
Og hvorfor må man ikke give sig selv til en anden, hvorfor skal det kun være ting, man kan give væk?
Man er allerede givet væk
Det nemme svar er jo, at moralen siger: Det kan man ikke, for man har allerede givet sig selv væk. Men det sker jo hele tiden – også hen over juleoptakten, hvor vi kaster os ud i de helt store fester, hvor alle bliver så frigjorte, så vi så glædeligt deler ud af os selv.
Desværre starter nogle så det nye år med at vende tilbage til pakken – utroskabet, og pakke den op engang til. Den gik nemlig og gærede i baghovedet under de travle juledage. Det er nemlig rigtig svært lige dér, på forhånd at sætte sig ind i, at man snart skal være deprimeret, modtage en masse stressende sms´er, senere slås i Statsforvaltningen, bo på et lille værelse, miste mange af sine venner og ikke er velkommen der hvor man før bare gik ind, – og man får brug for psykoterapi. Alt det findes ikke endnu, mens man sidder og fornemmer den nye samhørighed, mens man skåler med svigerfar. I ens før så stille sind er lavinen er begyndt at rulle, men man snakker ikke med nogen om, hvorfor man lader det ske.
Og er man fristet igen for anden gang, er man lige så fortabt som narkomanen efter andet skud. Ens liv vil ændre sig fuldstændigt.
Den ene laver overtræk – den anden yder tillidsfuldt
Den farlige virkning udvikler sig under fortsat belåning på kærestens kærlighedskonto, der tillidsfuldt giver plads og tid til ”overarbejde”. Man har ladet sig forføre af de rare følelser, så man selvtillidsfuldt kan åbnes op af den anden, for sammen at nyde lidt hemmelig spænding, som med et stjålet et æble, man sad og delte med et frækt smil. En erfaring man knap tør dele med nogen. Den nye har sine grunde til at synes, den slags må de godt. Ansvaret ligger som et spændingsfelt på gulvet mellem dem, der er nemlig ingen til at samle det op og sige “hov stop”, mens man kysser. Samtidig med at den rigtige kæreste leverer sex, modtager småkritik, ofrer fritid, fælleseje, fælles børn, fordi sådan er dennes opfattelse af kærlighedsliv.
Den typiske aflivning
Derfor erfarer mange tillidsfulde kærester senere på foråret, at deres partner således har gået og gemt sig inde bag hverdagens aktiviteter og logiske forklaringer. Denne har opereret med bedrageriske planer. Pludselig en aften bliver forræderiet leveret pænt indpakket, som en færdig plan om ”små ændringer over et stykke tid”, fyldt med beklagelser og ”du må selv have kunnet mærke, at det ikke er, som det skal være”. Resultat: snarlig udflytning – slut. Den gamle kæreste skal sidde pænt, lytte og smile forstående og man ”må kunne se det er til begges bedste”. Gu´ kan man ej, men udsagnene kommer som var den afsluttende forståelse en gave, man skal sige “tak” til. Og meldingen er at ”nej, der er ikke en anden”, men det er der så alligevel – sådan cirka 1 måned efter at bedrageren har fået lidt tid til at ” at være mere mig selv”, og alle aftaler er på plads – så er der nemlig ro til næste afsnit breaking news.
Efter slaget
Den efterladte er bundet til en kærlighed, der ikke længere skal bruges til noget, til et had man ikke vinder noget ved at føle, en hævn som intet giver. De modtager nu virkningen af en forbrydelse mod loyaliteten og kærligheden. Ingen græder over én, kun én selv. Lige der ved man som aldrig før, at man virkelig lever. Men, man er jo faktisk ikke faldet overbord og ligger i Kattegat alene under nattehimlen. Nej, man ligger i sin seng, og i morgen skal man passe sine ting og måske sidder man i en bus sammen med andre, der ser ud som de lever – det føles vanvittigt.
Det skjulte jeg-rum
Som parterapeut er det heller ikke nemt at blive inviteret indenfor hos den utro. De gemmer sig, vil udskyde dommen, der stigmatiserer dem. Men får man lov, træder man ind i helt et andet rum. Et sted, hvor de kun står til regnskab for sig selv. De mærker, at i døren ind til jeg-rummet slipper frygten, skammen, sårbarheden ved alt det skjulte og usagte. Her finder de fred til at udvikle, hvordan ny-drømmens rarhed tjener et bedre formål. Den nye kæreste iklædes denne lette frihed og føles perfekt til, at man fremover kun være helt ærlig. Sige hvad man aldrig fik sagt.
Herinde overskuer de deres kontraspionage mod den nuværende kæreste uden frygtens snærende bånd. Herfra ser de på deres eget livs vigtighed, som var de på åbent hav, svømmende langt fra land og herfra er svært at sige sandheden højt: ” jeg vil hænge mig på dig, så du drukner først, for det er mit liv, der er vigtigst nu”. Her træffer de afgørelsen om, at de ikke længere kan se sig selv i ” det gamle forhold”. Den nye anden er redningskransen. Kraftfuldheden afslører, hvor ensomme mange kærester længe må have været.
Få luft for dét der er svært, så juleleg kun er for jer
Så til dig, som sidder i dit enerum og ikke får talt åbent om det du burde: Din kærlighed er så klæbrig en væske, at alle dem du giver gaver til, forbinder du dig med langt udover noget som er overskueligt. Det kan føles sådan, men du har ikke kontrollen. Og når du nu har vænnet dig til at være uærlig, kan din kæreste jo ikke vænne sig til, hvem du er, og hvad du slås med. Kunne jeg friste dig til at turde håbe, at din kæreste vil lytte, stimuleret af dit mod og sin egen kærlighed – til dig. Og netop i det møde ville bruge netop kærligheden til også at modnes til at rumme, hvad du næsten ikke tør tro kan elskes – af den som føler sig som din.
God gavejul,
– Peter