Det tabte øjeblik – 10 sekunder som ødelægger alt

”Jeg elsker dig for evigt”. Mange par lover sig væk til hinanden ud over alle bredder, tidsløst, helt til enden. Det kan ikke blive stort nok for, sådan har de det. Og derfor mener de hver især, hvert et ord de siger. Og det er så fint. Men desværre ved nærmere eftersyn blinker katastrofen lige op i øjnene på dem begge. De lover hinanden evigheden, men de taber hinanden i nuet.  De har ikke fat om øjeblikket, så det spejler visionen: Vi er kærester. Vi er der for hinanden..

“Øjeblikket er mit, til at få mit igennem”. Sådan slås par om, hvad der er rigtigt, som er der kun én sandhed. De er fortabt til vrede eller frygt. Følelserne er krudt bag de hårde ord, som kanonkugler i slaget om at erobre den andens opmærksomhed – så man selv kan få ret. Katastrofen er, at hvis de synes de vinder slaget, så har de begge tabt krigen.

Fra bøger som: Tilknytningsinstinktet, Broberg m.fl. Reitzel 2008 ved vi, at vrede og frygt er to følelser der følges ad, når to kærester slås mod, hvad den anden siger. Et sådant skænderi starter reptilhjernen op. Stærke tilknytnings emotioner tager prompte over. Først spontan vrede for at passe på sig selv, og så kommer frygten. Ukærlig vrede skræmmer den trygge tilknytning, som var den et forskrækket barn, der står i døren, og ser på mor og far. De skulle være kærlighedens livsforsikring, men ligner nu et billede af at ens partner er farlig og nok godt kan undværes.

Systemet er, at når tilknytningsalarmen går hos en partner, går den typisk også hos den anden. Og så er øvelsen hurtigst muligt at få en voksen tilgang til stede, for ellers gør parret skade på hinanden og  forholdet. Kun 10 sekunder tager det at trigge hele systemet, og oprydningsarbejdet er stort. Så der skal handles hurtigt.

Susan Johnson, kendt parterapeut, siger i en video noget om, hvad der er mange pars problem: ”De skræmmer hinanden fra vid og sans, fordi de snakker sammen på en måde, som gør det umuligt at føler sig tryg i hinandens selskab”. https://www.youtube.com/watch?v=gZ7ELF8mE3Q.

Kan du genkende det? Samtalen føles utryg at være i, når I prøver at afstemme hvad der foregår. I kæmper for at være ajour med hinanden, men når den andens fortolkning er skræmmende glemmer i, at i begge er i farezonen?  Og genkender du så også din følelse af at så har du i hvert fald fat i noget, du selv kan holde dig til. Og så kører det løs i negative cirkler?

 Vil du være klogere på, hvordan I generobrer jeres øjeblikke med afstemmende samtale?

De flotte ord virker ikke
Jeg vil altid være sammen med dig, svarer partneren, da kæresten siger hov til han går gennem stuen med beskidte løbesko. Han tager hende ikke ind, som hun er lige der. Han beder hende tværtimod om at glemme sig selv i det nu, hun har. Det er et spørgsmål om tid – sekunder, minutter, før reaktionen fra hende kommer.

For hun føler sig ignoreret. Hun bliver irriteret. Og han er faktisk allerede utryg, for han har registreret hendes blik, som kigger op og ned af ham. Det ignorerer han også, og hans flugtrute fører direkte ind bag skærmen med travlhed og mails, – et passende gemmested til bedre tider! Han gemmer sig mange slags emner de har, og han synes bare hun er dum. Hun skal være accepterende. Begge parters sind er fyldt med spænding, dramatik. De har mistet deres fornemmelse af at have et fælles nu.

Lad os skynde os af afsløre: Der findes ikke pause fra forholdet. For selv i tavsheden føler begge sig fastlåst. Hver for sig er deres nu et rum af tristhed, vrede, ensomhed, frygt.

Så først næste dag på jobbet, eller på løbeturen kan man bryde ud af stemningsfængslet og få sig en frisk nutidsfølelse. Man kommer hjem og siger noget med glad lyd betydende: Jeg er ikke længere farlig, og vil være åben for dig. Bliver det gengældt, så planlægger parret ferie, taler næste weekend, giver et kys, drikker lidt vin. Ikke noget med reparation eller fælles undersøgelser. Som om de aldrig vil kunne tabe hinanden igen. Men så er der en tone i noget der bliver sagt, som lukker det rare ned igen, og man er tilbage i fortvivlelsens vandregård. De flotte ord han kommer med virker anmasende.

Vores tilknytning kan måles biokemisk
Det hele ligger i vores natur. Og forklaringen ifølge Broberg om tilknytning er nogenlunde sådan her: Fordi man er kærester er man følelsesmæssigt bundet op på forventningen om noget rart fra den anden. Det kaldes voksentilknytning og er biokemisk målbart. Mellem kærester er alle de helt almindelige ting loddet til denne dybere overvågelse af, at vi to hører sammen. Derfor forstærkes det rare og derfor forværres det dårlige. Sådan er naturen for os alle i tilknytningen som kærester.

Så når et par er utrygge ved hinanden, slås de for at få genetableret de rare signaler: målet er trygheden. Et helt bestemt svar, en måde at gøre ting på, at sætte løbeskoen i entreen, gør den ene tryg. Men den enes behov, bliver hos den anden opfattet som krav, der så videre blokerer den andens ønsker. Ingen gør det den anden har brug for, og på et sekund bimler alle alarmsignaler fra nervesystemet.

Find modet til at dele din følelse og ikke din mening
Hvordan har du det lige nu? spørger vi hinanden ved alle lejligheder.  Følelser er personens fortolkning af den situation de er i. Følelser er hvem man er, ikke hvad man mener. Derfor deler mange trygt hvad de føler. Men når vi så i vrede er gået i hver sin lejr, er vi alene med vores følelser, og det føles forkert og som det modsatte af det man ville med forholdet.

Det udfordrende punkt er at når vi deler hvad vi føler. For det kan være svært for den anden at bevare afstanden, og forblive lyttende, interesseret. Det er svært, da det jo ofte er dem, der bliver talt om. Men den samtalekunst er det helt afgørende for parrets velbefindende at kunne lære sig.

Øvelser og værktøjer
Når du mærker første impuls af tilspidsningen, så vid at du har kun 10 sekunder før adrenalinen er ude og lammer din handlekraft: Sig til den anden: Vi to kommer nemt galt afsted, meget nemt. Skal vi sammen tage os af, at vi tit går gennem isen, samtidigt. Måske betyder det mere tavshed, men så er vi sammen og passer på hinanden.

Og så, når du føler dig endnu mere rummelig: Nu kan jeg godt høre, hvad du har at sige. Måske kun i 2 minutter, men nu prøver jeg. Og hvis du kan lytte, er det godt.

Et virkningsfuldt og nemt værktøj er ganske enkelt at gentage, hvad den anden sagde – og gerne så ordret som muligt: Du synes, jeg opfører mig dumt, når jeg bare går ind på gulvet med mudrede løbesko, for jeg ved godt, du bliver irriteret, og jeg ved godt, at jeg ikke bare fejer det op. Så har vi det lige pludseligt rigtigt svært, og det er synd for os. Og dumt. Også hvis den anden siger: OK, det var det jeg sagde, så er det tid til en krammer. I dét øjeblik at har I generobret jeres tabte nu.

Et andet værktøj er en mere fysisk afledning: genopret balancen ved at bruge helt almindelige rituelle handlinger: Sig du går ud og laver kaffe. Ryd op i en skuffe. Afled dig selv og den anden.

Det er ikke meningen at vi skal være fri for hinanden. Så i stedet for at modarbejde naturen, så arbejd sammen med jeres DNA om at i skal justere jer, tilpasse jer, og tilsidesætte noget mig, hvis i vil være sammen med hinanden i kærligheden.

Kh,
Peter