-Magten har den, der vil sit fællesskab mindst.

Mange par delte engang visionen om at leve i kærlighed. Og kærlighed er oplevelsen af at være rigtigt meget interesseret i den anden. Derfra opstår forventningen om at være vigtig for den anden er gensidig. Begge bygger videre på, at de løbende kan få den andens opmærksomhed. Man er til rådighed for hinanden. Dette bekræftes i hverdagens både praktiske og emotionelle justeringer. Så når interessen ikke er der, selv i små ting, så starter kampen, dels om at få den, og dels om hvad den skal koste. Uafklaret slås parret, eller sygner hen.

Jeg vil se lidt på magtudfoldelse og dens virkning, så den handlekraft mere tydeligt også bruges til fordel for forholdet.

 

Den frygtelige kvinde

Jeg blev inviteret til at diskutere filmen ”En frygtelig kvinde” med instruktøren Kristian Tafdrup i Knud Romers udsendelse Romerriget. Samtalen kan streames på Radio 24 7. Jeg introducerer her nogle af de faktorer som ligger bag det magtspil som påvirker de to kæresters samspil.

Filmen er prisvindende. Den stiller skarpt på magtbalancen i et parforhold. Et dramatisk, virkelighedsnært samspil drager tilskueren hen til de genkendelige følelser af såvel magtanvendelse som underkastelse. Parret i filmen ender polariseret, hvor kvinden foretrækker respekten fra sine veninder, mens manden lader sig strippe for identitet. Hun har haft magten, for manden som person interesserer hende slet ikke. Han er blot et middel til hendes ”rigtige liv”. Han kan få lidt sex for setuppet. Hun er forfærdelig, fordi hun svindler med kærlighedens bindemidler.

Uforberedt til uenighed

I filmens udgave af kønnenes kamp kommer manden på glatis, fordi hans flinke eftergivenhed ikke baner vejen for, hvad han gerne vil, når han gerne vil noget. Hvorfor skulle anonymitet og flinkhed også kunne det? Og når han står fast, kræver hun beskyttelsespenge for sin flinkhed. På den anden side afprøver den unge kvinde sit klichéagtige dominansspil coached frem af Facebook- kommentarer og venindesnak. I grunden er begge parter totalt uforberedte på, at kunne værdsætte den anden som det menneske, de nu er. De kender ikke til at indsætte og respektere de nødvendige regler for noget så hverdagsagtigt, som at sætte sig ind i den andens synspunkt, endsige fremføre ens eget, så man ikke blokeres af modvilje undervejs. Værst for dem er nok, at de virker ubekendte med, hvordan man gennemfører en simpel dilemma-afklaring.

Hvad skal vi dog gøre for at undgå at få negative følelser, når vor kæreste er sig selv nok?

Tag ansvaret for dig selv

Forudsætningen for at kunne gribe ind, når man føler sig presset, er at opdage ” det er mig, der føler mig presset. Jeg bliver slet ikke hørt på”. Det er ikke nødvendigvis den anden, der er dum. De taler måske bare på egne vegne. Man skal selv gøre noget ved, at man føler sig presset. Det virker ikke bare at sige noget om den anden, og give magten væk. Man skal stå fast på, at man ikke føler sig hørt, så den anden ikke uimodsagt bare har magten over det sidste ord og derfra definitionsret på virkeligheden. Et par jeg snakkede med engang havde på sin side det problem, at hun sagde nej til sex. Men ellers, når jeg hørte efter, så sagde han såmænd nej til resten.  I samtalen var hun mere en, der tog et emne op, og han var så den, der snakkede, til hun gav op. Han fik magten til den sidste mening. Ikke mærkeligt hun følte sig magtesløs, uligeværdig. Hun begyndte så at sige og gentage:” jeg synes, du skifter emne. Jeg taler om noget andet”. Det skulle hun sige nogle gange, før han slap kontrollen.

Find nu ud af, hvad det handler om – for dig, den anden

I almindelighed slås par om 2 ting, retten til sin egen identitet, eller for at bevare ens tilknytning. Identitet er, hvad jeg synes, der er mig, min forståelse af mig, og derfra også min fornemmelse af indflydelse på det, som er mit råderum. Alt der udfordrer ens handlekraft reagerer vi voldsomt på. Om det så er bussen, der er 10 minutter forsinket. Også i parforholdet bliver vi udfordret af vor partner som står og råber om noget, der skal være anderledes. De får ofte bare vrede som svar. Sådan passer de fleste på sig og sit.

 

Tilknytning er ro-på i følelsen af, at jeg hører sammen med hende dér. Og den skal hun helst være med på, ellers er jeg magtesløs, bliver frygtsom.

 

Det er med baggrund i disse 2 livs-programmer for selvbevaring, vi handler. Den reaktion opleves magtfuld. Mange tager ikke ejerskab for deres magtfølelse og deres måde at udfolde sig på. De kan være ganske overvældende. Mange tænker i stedet over i den anden, det den anden siger, det den anden gør. De glemmer helt sig selv. Så der giver de magten til den anden. Magtpositionen flytter sig hele tiden, nogle gange føler man den som sin, andre gange føler man sig svag, altså udfordret af den andens magtfuldhed. I det spil taber mange kærester nemt hinanden, og da de oftest taler om to forskellige ting samtidigt bliver udvekslingen selvforstærkende. For når man ikke taler sammen, må man jo slås for sig selv. Deraf opstår kontrolbehovet, truslerne.

Men man kan også slås for forholdet, så undersøger man, hvad der tales om én ad gangen. Man ved, at magt ofte virker som noget fjendtlig, hvis man ikke tydeligt er der for hinanden.

 

Der er hele tiden eksempler på, at vi taber magten

I går kom min kone råbende ind fra badeværelset ”Vandet er frosset, der er ingen vand i hanen”. Jeg, i min enfoldighed, tænker straks på at ringe til min VVS-mand. Sådan tænker en mand. Men nej, stadig ballade. Jeg fanger slet ikke, at emnet er, at hun er blevet urolig. Jeg hører kun i råbet om skaden, at det er mig, der har lavet en fejl, så jeg i min tilknytningsfrygt for afvisning forsøger at klamre mig til min kone med en masse løsninger, underforstået: ”Er jeg ikke god nok nu”? Men det virker selvfølgelig ikke, det har intet med hende at gøre, for hun er i identitetskrise : ” …hvad skal der ske med mig, jeg har mistet mit råderum, min handlekraft, når vandet ikke virker. Vil jeg kunne klare mig alligevel”? ”Vil det udvikle sig”? Jeg skal hører på hende, selvom hun skælder ud. Jeg skal berolige hende, nu hvor jeg hører, at hendes identitet er udfordret, og hun er meget nøjeregnende med sit råderum. Hun tænker slet ikke på, at hun er ved at kassere mig som kæreste. Så hvis jeg ikke erkender, at lige nu har hun magten over husfreden, og jeg skal lytte, så hun får ro på igen, så kan vi hurtigt få meget at råbe om til hinanden.

Når jeg så har lyttet, opdager hun måske min frygt og kan klinke skårene ved at sige: ”glad for du lyttede, ked af jeg råbte så meget”.

Kender du din magtfornemmelse?

I filmen ”Den forfærdelige kvinde” kæmper hun med dominerende magtmidler for at finde sin plads i livet inde i hans rum. Hun tænker ikke over, at hun skaber sin identitet ved at pille hans identitet fra hinanden. Nej, og han føler sig simpelthen truet, hver gang hun gør det. ”Går hun fra mig, hvis jeg siger nej” lyser ud af ham. Han er i gang med at søge nærhed og derved tryghed gennem sin eftergivenhed. Det får han så ikke meget tak for, så på et tidspunkt prøver han sig med at hæve stemmen. Der møder han kun kontrolgenindsættelse gennem trusler. De findes slet ikke som mennesker for hinanden.

Magt mærkes sødt, når man udfolder den selvbevidst, som noget man ved, man gør. Så kan man bedre høre og rumme, at man møder en returmagthandling, hvor den anden forsøger at afbalancere enten, hvad hun har brug for, for at kunne være i det nye, der skal ske. Eller hvad hun skal sige får at kunne genskabe sin egen følelse af tryghed. Begrundelsen for disse samtaler er den enkle, at begge hele tiden gerne vil kunne genkende sig selv i konsekvensen. Begge slås altid for, at de stadig føler sig som en del af forholdet.

Kan du skiftet mellem at være magtfuld på egne og på forholdet vegne?

Reklamer