Ingen par kan undgå at skulle se på hvordan det går, og forholde sig til sig selv, og. Oftest går hverdagen af sig selv, samværet er i en balance med forståelsen af hinanden.
Men når der er skævheder i opfattelsen af noget, ikke sensitive reaktioner, begynder der at falde hårde bemærkninger. Så er det tid at forholde sig til sig selv og til hvordan parlivet fungere. Mange par kommer lidt sent i gang med denne samtale, så begge møder op med skader, føler sig som offer for noget dårligt.
De taler med defensive argumenter, mest om den andens fejl, gerne iklædt en stemning af at ingen ting kan ændres. Nu er parret i en krise, som kan blive ganske alvorlig, hvis de ikke formår at bryde de tabuer og fordomme, de selv har skabt.
Desværre er de første krisetiltag ofte blot endnu et udtryk for problemet. Det er typisk for et offer, at de ser den anden som både årsagen og frelseren. Ingen af parterne er gået i helikopter for at se på hele samspillet udefra, oppefra. For det er tid at tage krisetænknings værktøjskassen frem, så man i stedet for at skændes, kommer lidt i dybde med hvad der foregår. Altså får gang i en helt anden måde at gribe ud efter hinanden.
Hør med I denne podcast i serien: SAMTALEN ER KONGEN, hvor jeg taler med Mikkel Braginsky om parkrisen og hvad man så gør.
