Hvorfor fik vi det bedre?
Mine overraskende opdagelser om par i krisetiden
”Næsten alle parforhold har fået det bedre i coronatiden”. Faktisk 87% svarer positivt på spørgsmålet: ”Har coronatiden haft en positiv eller negativ virkning på parforholdet?” Dette fremgår af en artikel i Berlingske den 16. juli af Julie Dalgas.
Og vi er vant til at efter sommerferier, højtider stiger antallet af skilsmisser. Altså når par er sammen med sig selv. Hvad skete der så lige denne gang? Hvordan kan det være, at par pludselig synes det godt at være sammen, isoleret fra omverdenen? Lad os se på det.
Fik noget bedre ud af situationen
Den samlede effekt på parforholdet af nedlukning, konkurser, afstandtagen, hjemmearbejde, den modige plejer med sin daglige indsats blandt syge, altså tvungent samvær med en udefinerbar trussel, var helt uforudsigelig. Til en start et klart afbræk i en ellers forudsigelig hverdag. Alle, undtagen de få der var unge under besættelsen, kendte intet til et pludselig totalt stop med nedrullede gardiner, udgangsforbud. Ville vi kunne vende det her til noget godt, som mange gjorde under krigen?
En ting gør det nemmere, sjovere bare at være hjemme nu end dengang. Vi har internettet, mobiltelefonen. Vi kan skrive til nemlig.com efter mad og drikke. Vi kan se den, vi snakker med på mobilen, og vigtigst – måske vi kan streame underholdning i en trykket tid via gode serier og se dem sammen i sofaen, sengen, køkkenet. Vi kunne sidde i nattøj og være til møde på kontoret. Trods variationer var parret hele tiden sammen i egne omgivelser.
Det siges mellem linjerne i gallup besvarelsen, at hverdagen for parrene var ”tryg”. Kun få var syge, i karantæne, eller kendte nogen der var døende. De mange par, der har børn de ellers plejer at sende i børnehave og skole, fik man nu masser af tid sammen til bagning, læsning og svar på “hvem var farfar?” Og det var ikke dumme mor, der sagde, de skulle lave lektier. Det var Mette Frederiksen. Børnene var også med til at redde Danmark. Så rammen var sat op til netop at nyde hinandens selskab, få det bedste ud af det, og samtidigt gøre noget godt for mange andre end sig selv. Alt det var så også det de fleste gjorde. En sagde: Corona karantænen var anderledes. Pludselig var vi bare for os selv. Skulle ikke forklare os. Vidunderligt. Som et savn om samvær, der blev opfyldt.
Selv løb min kone og jeg morgenture i Dyrehaven, og det var mest off pist, da der var mange i skoven. Vi sad på en kæmpehøj eller en gammel eg, og sang med Philip Faber, hele Danmarks fællessang fra mobilen til fugle og træer. Vi fik tid til at finde nye stier og nød april solen i den klare luft. Vi var bestemt to af de 87%, der gjorde det kloge. Endeligt bare sammen med en god afstand til alle de mange triste sandheder – som statsmænds fordrejninger og sørgeligt mange døde medmennesker.
Jeg tænkte: Lad os prøve at lave parterapi på Zoom
Jeg gik hjem fra mit stille kontor i Jorcks Passage torsdag den 13. marts. Den dag var Corona Pandemien kommet til vores land for alvor. De unge festede på universitetspladsen, de hjemløse sad og røg billige smøger, mens de gamle gik langsomt nedad Fiolstræde. Hvad mon der ventede os alle? Den aften lukkede jeg klinikken. Jeg havde fanget budskabet fra Mette. Der var fare på færde. Jeg skrev ud til mine klienter, at vi ikke kunne ses i ubestemt tid.
Etisk havde jeg stort besvær med at forlade klienter, der er midt i en psykisk proces. Men jeg er i den gruppe, som bare ikke må blive syg, så jeg ville ikke arbejde direkte med klienter. Risikoen ville påvirke min professionalisme. Hvad gør jeg så? Og så skete der noget, der til dels svarede på min samvittigheds spørgen.
Søren, en klient, ringede. Vi havde snakket nogle måneder, og vi mærkede gensidig tillid. Han havde fundet en tryg ramme til sin indre fordybelse. Han sagde: ” Vi skal snakke videre sammen, så må vi gøre det i telefonen. Det gjorde vi så. Samtalen havde en særlig intensitet, en særlig følelse af vigtig koncentration. Vi ringede jævnligt sammen derefter.
Jeg fik også en ny klient i telefonen med alvorlige par-vanskeligheder. Vi startede en vedkommende undersøgelse, – fordybelse i hans situation. Nogle gange to gange om i ugen 45 minutter. Jeg har aldrig set manden.
Min kone sad og holdt møder med 12 mennesker på noget, der hed Zoom, og hurtigt blev jeg nysgerrig efter, om jeg også kunne bruge den samtaleform. Det gjorde jeg mig klar til, og gjorde så opmærksom på denne mulighed overfor mine klienter per mail. De fleste ville kun det personlige møde, men en del sagde: “Lad os prøve”.
Videomødet stillede hurtigere skarpt på sagen
Hvad skete der ved mødet med Zoom som mellemled? Det korte svar er, at den medførte en ny slags intimitet.
Pludseligt uden de sædvanlige filtre, – uden selve vore fysiske kroppe med tøjet, håret, dags udstrålingen. Uden et rum med møbler, og den høflige socialisering der altid følger med at være sammen. Uden de understøttede ansigtsudtryk der nuancerer det sagte. Disse faktorer som sjældent adresseres spiller en stor rolle i alt faktisk fysisk samvær. De opleves som en forudsætning for samtalen overhovedet fungerer. Alle disse faktorer var der ikke længere, og netop ved deres fravær blev de så tydelige i, hvad de havde betydet. Med ét blev det tydeligt at nu skulle vi selv finde på alt det som skabte tryghed, god rytme i samspillet uden sikkerhed for om det vi virkede. Med ét måtte vi selv tage hele ansvaret for at skabe tryghed. Som da postbudet forsvandt med sine to -, så én daglig rute. Hovedpointen med postbudet blev tydeligt. Vi skrev sammen endda praktisk bedre på det nye internet, således talte vi også tydeligere på Zoom. Vi kom hurtigere til sagen. Postbudet var allerede glemt. Det nye fandtes og havde fremtiden i sig. Det nye zoom stimulerede samtalen.
En ny kreativ proces med ord
Jeg opdagede at zoom mediet skabte sin egen tryghed. Det var forudsigeligt. Det er enkelt at få fandt i hinanden og så bare to billeder med lyd, – bortset fra eventuelle svigt i forbindelsen. Desuden gjorde det, at vi rent fysisk jo ikke var sammen, at vi blev frigjort fra alle kravene i den almindelige danske socialisering. Knus og kram, høfligheder, hvor man måske løj allerede 1 minut ind i samtalen om den andens udseende, servering, kommentering, rumsteren. Omvendt så sad vi hjemme i kendte omgivelser, hvor vi helt kunne sørge for os selv som det passer os, og ikke skulle ud og bruge transporttid, parkere, som i sig selv havde forhindret andre bedre aftaler. Det var simpelthen nemmere med zoom. Og så det, at vi er så skolede til at følge “den aftalte plan”. Oftest, ja så går vi bare igang.
Mediet gav os en frihed fra socialiseringens regler, så samtalen kom hurtigt ind og omkring “det” vigtige fokus. Og her blev en ny, større opmærksomhed nødvendig på, hvad vi skaber med det vi siger. I et medie hvor ansigtet, kroppen betyder mindre, er det kun vore ord, hvad vi siger, der er vores eget og eneste medie til at beskrive vor indre usynlige, ordløse verden. Hvordan “jeg” føler, tænker, beskriver “mine” erfaringer, kan kun “jeg” formidle med det jeg siger. Ingen ser mine knugede hænder, at jeg bliver bleg. Dette fokus på nye krav til en kreativ proces opfatter de fleste som noget positivt, selvom “ det er så svært at finde de rigtige ord”.
Det intense samvær
I de parsamtaler jeg afholdt, ser jeg på min skærm to personer sidde der ved siden af hinanden, ganske tæt, kun den øverste del af kroppen, skulder ved skulder som et portrætfoto. En rørende opstilling der fremhæver “vi er et par”. Jeg fornemmer også, at de ved nærheden til hinanden blev meget bevidste om sig selv som et par, der undersøger sig selv og hinanden, sammen. Sansende hinanden med en skærpet opmærksomhed, meget bevidst om at alle ser på, så selv små ændringer giver straks en reaktion hos den anden, som så igen møder det signal med en refleksion, reaktion eller synlig tilbagetrækning.
Et par undersøgte fornemmelsen af at have mistet hinanden undervejs i årene, hvor pasningen af tre børn var i fokus. Ja, om de havde en fremtid sammen. En meget sammensat situation med mange slags følelser og faktisk også uvidenheder om, hvordan den anden tænkte og havde haft det. Samtidig med de var tvungen til at sidde ganske tætte sammen foran skærmen. De genfandt gensidigt en stor parathed til at søge hinanden igen, og til at være modtager af stærke udsagn fra èn partner, som også var vokset af, at have løftet sit ansvar som forælder.
Et andet par havde truffet nogle rigtigt dårlige beslutninger, de ville for meget, hurtigt. Så de havde set glansbilledet – ikke sliddet – der hørte med til at have 3 børn og to biler og ekstra ferier og det perfekte hjem. Og nu ville de ikke hinanden. Det kom bag på dem, at der inde i vor psyke er mere, end bare hvad vi synes der skal være. Et menneske skal rydde op i sig selv hele tiden, et par skal genfinde hinanden hverdag. Nye tider synliggør nye sider. De forsøgte at holde fast i hinanden selvom meget strittede imod.
Så når Zoom-pop-up´en i hjørnet viste “Ending meeting?” “Klik” – så var der ingen ansigter, ikke noget med små bemærkninger, “kom nu godt hjem”, “hyggeligt”. Det var bare slut på samtalen, som så stod og rungede ved sit fravær. Og det efterspil virkede meget anderledes end det fysiske møde, på en måde fastholdt det den alvor der havde været – som et statement om samtalen.
Spændende at være så modig, at turde tro på, de også fandt værdi i det særlige samvær gennem skærmene. Næste samtale bekræftede det.
Fremtiden med parterapi på Zoom
Med zoom er vi frie for et fysisk samvær, som jeg ikke tidligere har haft mulighed for at vide, hvad betød for os i samtalen. Der opstår ny slags nærhed, jeg ikke tidligere har kendt. Zoom-samtalen giver fornemmelse af at være helt ”inde i den andens verden”. Zoom samtalen føles vigtig, skaber alvor omkring, hvad der giver mening. Dette gør samtalen meget givende.
Intensiteten kræver kræfter, trætter koncentrationen. Så ofte efter mindre end en time føles tiden godt brugt.
Jeg konkluderer med min erfaring som hjælper i selviagttagelse og selvforståelse, at med Zoom har jeg fået et nyt og meget virksomt redskab i samtalen med par.
Jeg vil fremover optrappe antallet af zoom samtaler og nedtrappe de direkte møder. Det udvider, både samtalens potentiale, og geografisk hvem jeg kan snakke med, og hvor tit vi kan ses.
Lad os zoome ind på fremtiden
Det ligger så dybt i mig at give et knus. Jeg skal tit gribe mig i bevægelsen for at lade være. Jeg undskylder afstanden, når vi hilser med albuen. Nogle føler sig hævet over advarsler, presser mig, som var jeg uselvstændig. De ved ligesom bedre. Det gør jeg også. Jeg holder stadig afstand. Men jeg har fundet et hul igennem denne nye afstand. Jeg kan snakke tæt med dem, jeg taler med, på Zoom. Det nærvær synes jeg om. Det glæder jeg mig til mere af.
Trods afstandskrav og masker, er vi fortsat helt frie til at være tætte på os selv. Vi kan altid undersøge vort indre liv. Og erfaringen er, at vi til gengæld får det bedre med os selv og hinanden. Det gør, at vi tænker godt om fremtiden. Så svaret på, hvorfor vi synes det har været godt for parforholdet at være isoleret, er nok, at mange andre end jeg og min kone, synes at vi er kommet tættere på hinanden ved at have haft mere tid til at få talt os ind på hinanden, og blandt andet opdage at godt nok er vi forskellige, men det holder vi faktisk også af.
Og at holde af det nye, det anderledes, giver følelsen af styrke, langtidsholdbarhed.