Skilsmissens væremåde
Det står enhver frit at blive kæreste, – måske derfor er parforholdets væremåde så lovløs. Alle skal kunne prøve sit held. Mange par udvikler dog en gensidig anstændighed, et kodeks. Begge er med til at guide forholdet igennem. De gør forholdet til et fælles anliggende med respekt for hinandens besvær. Men dette gælder bestemt ikke generelt.
I de fleste par kan den ene, mere eller mindre pænt, bare stå af eller på, og så er det det. De er som underlagt en etisk lov om selvfuldbyrdelse, der står over alle andre løfter. De er ikke underlagt noget krav om psykologisk indsigt, ikke engang bare det at blive lidt klogere på sig selv, eller at opdage den gensidighed, de brugbart faktisk lever i. De evner sjældent at rumme reaktioner på det besvær de selv medfører. De kan, når det bringes op, altid bare sige : “næh, sådan ser jeg ikke på det”. Alle alarmklokker burde ringe.
Skilsmisse kommer fra det gamle danske ord “skil”, som betyder adskillelse, og “misse”, som betyder “tab”, “savn” eller “miste”. Det samler vist meget godt op på, hvad der foregår ved en skilsmisse. For nogen er dette øjeblik frihedens lysende døråbning, for andre katastrofen, de aldrig rejser sig fra.
Skilsmissen er de subjektive følelsers skolegård. Og der er ingen gårdvagt, før man selv tager jobbet.
Her lidt tanker fra mig om at blive fri for den anden eller bare blive mere sig selv.
Har den fravalgte noget, de kunne have gjort?
I filmen The Founder fra 2016 om Ray Kroc, ham der gjorde McDonald’s worldwide, sidder parret Kroc tavse og spiser aftensmad i deres pæne mørkegrønne stue. Lige midt i bønner og kold kylling siger Ray Kroc ” I want a divorce”. Det var det for dem. Ingen manipulationer, bare slut for os.
Hustruen i The Founder havde ellers pænt ventet på ham i alle de 30 år, hvor han var en simpel taber, der kørte rundt på landevejene og solgte crap til ensomme hjemmegående husmødre. Hun havde mødt ham i hoveddøren, når han kom hjem og vist hendes respekt for ham og dem, som de nu var. Undervejs havde hun givet ham det sex han ønskede sig. Men nej, det rakte ikke. Nu midt i burger-succes-forretningens lift off, syntes han, at han måtte clean his image og have sig en kvinde ved sin side, der kun var fortrolig med den new winning wip omkring Ray Kroc. Dertil valgte han i sit stille sind, på highway 66 for sig selv, mrs. Kroc fra. Hun ville ikke kunne forny sig – nok, tænkte Mr. Kroc, mens han mærkede, hvor lille han havde følt sig, når han kom hjem med ingenting efter en lang dag på highway´en. Den følelse var han aldrig blevet stor nok til at kunne dele. Hun havde omvendt troet, at hun hjalp sin mand ved at gemme på sin egen følelse af meningsløshed.
Hun gik derhjemme og troede den amerikanske drøms muligheder, også inkluderede hende. Men nej, lige der, tog hun ganske fejl. Hun fik ikke engang adgang til de overvejelser, der førte op til hendes fyring. Ingen af dem havde gjort den gensidighed, de selv skabende levede i, til et bevidst kodeks for måden de talte om tingene, holdningen til hinanden.
Hvad kunne hun overhovedet have gjort?
Den danske model: Kalder det onde, det gode
Herhjemme i nære Danmark, vil din kæreste på et tidspunkt erfare, at du har gået og gemt dig inde bag hverdagens aktiviteter og tillids rutinens logiske forklaringer. Du har som en anden dobbeltagent, brugt computeren eller smartphonen til i stedet at hygge dig med en anden og lave bedrageriske planer. Så pludselig en aften, efter middagen og hvor tallerkenerne er sat så pænt på plads, dukker forræderiet op, som var den en forudsigelig annoncering. Du fremlægger skilsmissen pænt indpakket og høfligt overbragt som en gavmildhed om ”små ændringer over et stykke tid”. Du er fyldt af beklagelser og indfletninger om, at man jo også ”selv må have kunnet mærke, det ikke er, som det skal være”. Du holder dig tæt til, at du er god, så kan du nemmere balancere dig gennem offentliggørelsen af dit forræderi. Samtidig vil du gerne med dit man, have den anden med på det barmhjertelige i hele dit projekt. Så undgår du nemlig hele vægten af den fejhed din uselvstændighed eksponerer. For hvad kom egentligt først, det nemme nye, eller trangen til at blive skilt fra din virkelighed? Som om man ikke kunne have gjort noget, endda drastisk alarmerende – derhjemme. Nej, for man er god. Man vil ikke forstyrre drømmen om, at alt er godt.
Ergo snarlig flytning – slut, altså hvis man bare sidder pænt og smiler, og derfor ”må man kunne se, det er det bedste”. Gu kan jeg ej, men udsagnet kommer, som var denne påståede forståelse en gavmild lettelse, man straks burde kunne mærke effekten af, som noget man faktisk har gået og håbet på sku ske. Hele sceneriet gør det nærmest pinlig ikke at neje og sige pænt tak.
Og på den måbende partners forsigtige forespørgsel: ”Nej der er ikke en anden”, ( Jeg vil spare dig for at få det dårligt, den godhed kan jeg i det mindste vise) – før 1 mdr. efter alle praktiske opbruds-aftaler er faldet helt på plads . ”Jeg har bare brug for at være mig selv”.
Kan ondt virkelig være godt? Nej! Det er handling og ikke intention der tæller, fat det dog. At slå op er ondt. Så sig det dog. “I de næste 10 minutter vil jeg være så ond, som det er muligt mellem os. Vores forhold skal slutte. Jeg har gjort det onde mod dig. Du må gerne slå mig en gang. ”.
Man skal jo være tro overfor sig selv?
Nogle har den frækhed oven i at sige: ”vi er vokset fra hinanden”. Hvor meget sådan lige tænker du det? 5 cm? Et skonummer? Hvad snakker du om? Selvfølgelig er vi vokset af selve livets erfaringer. Men afstanden er i faconen. Det er den manglende fortrolighed, som skaber den bekymrende afstand. “Har du glemt, at det tidligere var forskelle, din kærlighed tændte på? Du delte, du hørte på. Nej, det er blot faconen. Du har trukket dig”. Det skaber uro, fantasier. Vrede.
Din skjulte behovsproces gør det muligt for dig, at lade dig forføre af dine egne søde fornemmelser af at være lidt mere dig selv. En forfrisket selvtillid ved at lade sig samle op af en anden, og sammen nyde lidt hemmeligheds spænding, som havde man bare stjålet et æble, man sad og delte bag hegnet med et frækt smil. Den nye partner har sine grunde til at synes, den slags må de da godt deltage i. Ansvaret annulleres af en optjent rettighed for overhovedet at have brugt sin frihed i forholdets tjeneste. Man skal jo være tro overfor sig selv! Der er mange eksempler på, man har måtte nøjes – ikke?
Samtidig med en ny drøm digtes op, leverer den gamle kæreste uanende stadig tillidsfuldt sex, modtager små kritik, selvopofrer sin fritid, uden tanker for risikoen ved at have blottet sin kærlighed og lade det praktiske flyde ind i og opblandes med sin attrå og begejstring. Det udvander al passion, at vaske gulv og hører på svigerfar.
Ja, sådan har det været, og sådan vil du gøre – ikke? Det er din horisont på tingene.
Er du bange for at blive voksen?
Farligt for moderne par er, at der er regler om at respektere den andens grænser, når de vil være i fred. Men ingen regler der passer på parforholdet, når der mangler fortrolighed. En rigtig regel kan være, at når der er for meget afstand, tavshed, kan den anden blæse i fløjten, trække det røde kort, og pege på sofaen til tænke/talepause, måske parterapi.
I dag synes reglen oftest at være, hvad der “opleves rigtigt for mig at gøre” gælder. Så hvis der et stykke tid ikke er dialog, ingen fortrolighed, intet venskab, sådan som når parret kan snakke sammen om andre, men ikke om “hvad jeg selv sådan går med”, så er parlivet midt i really risky business. Så er det tid at blæse i fløjten og lave en masse ballade om, at der foregår noget i dig, du ikke deler, og jeg vil ikke bare skubbes til side. Jeg ved det må være svært at få sagt, men jeg er din kærlighedsven, brug mig til noget eller hjælp mig ud af min uro.
Mest er det jo noget med at føle sig lille, forkert, ensom, bange, tilsidesat, ihvertfald noget som kræver en kærlig hånd, så man kan komme videre.
Modning er at lære sig at kunne rumme ens egne umiddelbart modstridende følelser, og lære deres rødder at kende. Ja lære sig selv at kende, så man ikke hver gang er nødt til at gøre den anden forkert, som om det hjalp på ens egne begrænsninger . Mange gange er vi skræmte ved os selv, springer selviagtagelsen over, og gentager dermed barndoms manglende omsorg og guidning. For hvis mindst en af parterne ikke har lært sig at kunne tage lidt afstand til sin egne følelsesbegrundende reaktioner, så kan deres subjektivitet helt tage over.
Jeg taler om afstand ikke med det formål at fortrænge, men for at få plads til at kunne finde et fodfæste og styrken til at være tæt på egne følelser, som gode forældre er med det triste barn, så de også lærer at kunne rumme egne svære følelser – til når de bliver voksen.
Voksen er altså at kunne rumme såvel egne som partnerens modstridende følelser.
Parlivets daglige svingninger kræver, der er mindst en voksen til stede, der kan skabe lidt tryghed og hører ordentligt efter. At kunne det, kræver både forståelsen for, hvor vigtigt det er at kunne den slags, men også træningen i at faktisk gøre det, så man er klar til, når man “virkeligt kan mærke, man er træt af det hele”.
Den voksne vil lede efter, hvad der er bag balladen. Der er ofte en konkret anledning til følelses reaktionens ofte meget generelle udsagn om, at “ du hører heller aldrig efter”. Når den oprørte opdager, at der er én der hører efter, kommer anledningen frem, og ofte med en afklaring til følge. Men når afklaringen mangler, ja så bliver følelsen hele sandheden om at leve med den anden. Og den subjektivitet kan kører én i favnen på en “som virkelig forstår mig”. Og før man helt har forstået et kuk af det hele, mens man taler om sin nye lykke, havner man så pludselig et sted, hvor man ikke holder jul med sine egne børn, og føler sig ganske mærkelig rodløs.
Tag dog dig selv alvorligt, hvis du er utilfreds
Hvis du er en af dem, som overvejer at slå op, så tænk dig lige om, udfra noget mere objektivt. Pin-point problemet, altså for dig, ikke hvad der er i vejen med den anden. Har du en tjekliste? Så du ved, hvor er den gal for dig? Har du skrevet noget ned. Gør det. Lav en “sag mod forholdet”- logbog. Så behøver du ikke huske alle dine negative overvejelser, som en slags luftmadras du holder dig til på livets åbne hav med kurs mod et bedre liv. Så har du hænderne og tankerne fri til at arbejde for dig selv. Altså skriv alt ned, alt hvad der falder dig ind, du synes ikke dur for dig. Alt hvad du føler. Tænk ind i dig, ikke ud og om den anden. Få dig et overblik over dig. Sæt overskrifterne op sådan med lidt plads imellem, så du kan tage nye noter, om hvordan det punkt udvikler sig.
Hvad har du sagt til den anden? Hvad var svaret? Hvordan virkede det på dig? Skriv det ned, så du kan læse det igen, og måske se en anden mening i det end du først havde tænkt. Få noget afstand til de svar du får på dine helt centrale spørgsmål fra logbogen. hvis svaret bare er noget med, at du er forkert, og du ingen omsorg får for besværet, ja så er det jo der i er langt fra hinanden. Ja så starter dit arbejde jo der. Sig det tydeligt “ jeg er sku alene i mit parforhold. Du går bare og passer din egen komfortzone. Vi to er i fare”.
Om at komme til besindelse over hvad du har gang i
Næste skridt er selvfølgeligt at tænke med din nye selviagttagende selvbevidsthed over, hvad du ønsker, og hvad du gør, og hvad du reagerer på. Det er så let bare at flytte, sælge, dele. Gå i dybden med dig selv, om hvorfor du reagerer så stærkt på den anden, at du simpelthen ikke vil dem. Meget er jo gamle tankemønstre, ja det subjektive fra vores egne erfaringer og ikke nødvendigvis ajour med hvem vores partner er for en. Ja for den sags skyld, ajour med hvem vi selv er idag. Ingen har jo prøvet at være voksne før.
Men du har altså bestemt dig for at sige nej til din kæreste. Du ved godt, du derved afslører hvor meget du ikke har delt, hvad du faktisk tænker på, dit dobbeltspil, men værst en undsigelse af den andens værdi, som netop den eneste ene.
Din handling vil krænke, forstyrre, knække din partners livsbalance. Nogle genfinder aldrig sit fodfæste igen. Nogle af disse, nu snart eks-partnere, vil fremover betvivle sig selv, hans/hendes dømmekraft, og værdien af tillid. Alle de dybere relations byggesten, forudsætningen for en anden, ny relation vil betvivles. Men andre er stærke, de vil bare se på dig som et skvat.
Du ved ikke, hvem du er sammen med, før du tager dem helt ind i dine mest sårbare rum, og bare fortæller dem om, hvem du er. Det er i tiden efter din ærlighed, du opdager, hvad dit forhold kan.
Til dig som går
Jeg håber bare, du i afskedens stund ikke har opbrugt al din kærlighed til din snart eks-kæreste, så du kan græde i anger over, så ond en gerning, du er ved at gennemføre, og som kun du kan gøre, fordi du er netop din kærestes kæreste. Ja tal for dig selv, og lad den andens værdighed være i fred.
Ja du fortjener at være glad. Jeg håber for dig, at du fremover vil bruge dit liv til at lære dig at være værdig i det du laver, være modig. Forholdet skal nok selv afslører sin begrænsninger, men lær dig at tage regningen, eller sende maden tilbage, så du ikke igen skal stikke sværdet ind der, hvor du tidligere følte dig hjemme.