-Afrundende nyhedsbrev i Nærværs-trilogien.
Makro: Ligeværd
På kvindernes kampdag 8. marts var der en række artikler i Berlingske skrevet af danske kvinder. De, som andre kvinder, har i det seneste år adresseret hustruvold, magtmisbrug, løn ligestilling, MeToo. De påvirker hele den måde vi tænker og taler sammen på. Alle mærker at forandringerne stadig er i proces.
”Den skrantende ligestilling er også forklaringen på, at det oftest er kvinden der vil skilles. Mændene skal forstå, at der er 50-50… kvinderne gider ikke knalde, hvis… vasketøjet venter, køkkenet sejler og nattetjansen med et vågent spædbarn også er hendes”, citat: Sarah Holst Kjær etnolog Berlingske.
Artiklerne inspirerede mig, og som det vil fremgå, satte de tonen. Kvinderne taler på makroplanet om, hvad jeg arbejder med på mikroniveauet. Med en blik tilbage mindede kampånden mig om stemningen, der i starten af 70erne, hvor ungdomsoprøret stadig var uskyldigt om sin samfundskraft og konsekvens. Det startede også i de små faconer, vi droppede ex. det pæne tøj, fordi vi så det som signaler fra “ det gamle system”. Det virkede med samme effekt som et ” Rolig, jeg tager den lille, sov bare videre ” fra ham kunne have i dag. De små greb om hverdagens opgaver bar en sandhed i sig om, hvad man håbede på blev en almen indstilling. Jeg står derfor denne gang måske mere på en kasse, end sidder i min terapistol. Håber du synes, jeg holder balancen.
Mikro: Nærvær
Fra min tid i parterapi lokalet hører jeg mere og mere insisterende om manglende nærvær. Det har ikke fået helt den samme offentlige opmærksomhed, men hos mig er den oppe hver gang. Kampen om nærværet. For ikke længe siden grinede manden umiddelbart lige så fjollet, når hun idag taler nærvær, som da kvinderne åbnede debatten, om sexistisk nedladende sprogbrug på arbejdspladser. Dengang sagde manden: ”De må da kunne tåle lidt hyggesnak”. Som i dag når snakken er om nærvær ” skal jeg virkelig hører på alt dit vås?”. Han kigger på mig for at finde en allieret. Men jeg holder vejret og tænker: Opfordringen til nærvær er ikke længere et ønske, det er et krav. Og han ved knap, hvad hun taler om.
Nærvær er ligeværd
I mit levede livs hukommelse, blev begrebet nærvær opdaget der i starten af 70erne for sin katalyserende virkning. Det spejlede ind i det personlige – den frigørende samfundsproces man kæmpede for.
I mit ungdomsperspektiv var vi dengang generelt i gang med at ændre den relationelle dynamik fra hierarkisk til flad. Også dengang duede de gamle overbevisninger ikke til det liv, der stod foran os. I den proces opdagede jeg nærværs begrebet, når vi sad på jorden i en kreds – røg tobak i vores langhårede uskyldighed. Vi vidste, at lige nu og her gjorde vi noget helt nyt bare ved at sidde helt ned og ikke pænt på stole. Vi skæv-vred vores bevidsthed til, hvad der end kom. Så simpelt startede for mig mit frihedsopgør med de sociale autoriteter. Jeg måtte gå nye veje, og famlede på mange måder.
Rigtigt nærvær blev centralt i den selvforståelse tiden banede vejen for: ” jeg er ok, og du er ok, hvis vi kan finde ud af det sammen, er det godt, hvis ikke er det også ok” dette efter Fritz Perls, gestaltterapiens selvudviklende, antiautoritære frontløber. Relationer havde mistet deres forudsigelighed. Og det var selvfølgelig både frihedsskabende og hamrende utrygt.
I tidens tumult blev det opmærksomme nærvær, altså når jeg frit erfarer mine egne reaktioner, som de nu opstår i mig, et tilbagevendende beroligende fokus. En erfaring mange i dag kender fra mindful meditation. I en her og nu nærværsøvelse kunne jeg øve mig i at dele mine indre reaktioner i al deres simpelhed med min kæreste, som: “ her og nu lægger jeg mærke til, at jeg har et pres i maven og føler mig trist “, og derefter også erfare hendes her og nu “ jeg mærker en styrke i min krop”. Intet var forkert, alt var ok som det var. I nærværet kunne jeg frit være mig, i modsætning til orienteringen efter opdragelsens tillærte magtaccept og rolleforventning i de små sentenser som “ tænk på andre end dig selv” og “ alt udligner sig“ I nærværet var jeg fri for at følge de urgamle retningslinier, jeg blev som grounded i mig selv. Den autencitet gav mig selvtillid, og den var hensigtsløs sand og derfor kunne jeg møde, hvad der end var fordomsfrit. Jeg var i det perspektiv ligeværdig med enhver andens her og nu. Jeg noterede mig den inderlighed min kæreste viste mig, når hun også i nærværet fandt, hvem hun faktisk selv er. Vi fandt et ligeværd i vores nærvær, der banede vejen for et dyb følelse af samhørighed.
Ikke mærkeligt at nærværet er blevet det sted, hvor mange kvinder gerne vil møde deres mand.
Tør du være personlig?
Tankegangen vandt hurtig almen anerkendelse, hvilket ses tydeligt i den amerikanske kvindelige forfatter Joan Didion´s analogi White Album 1979 om samtidens fremtrædende personligheder. Et sted bemærker hun præcist, hvad hun mangler i måden en mand fra Black Panthers præsenterede sig selv.
”Jeg ønskede sådan, at han ville tale om sig selv, håbede at han ville gennembryde hans retoriske mur, men han synes at være en af de autodidakter, for hvem alt præcist eller personligt fremstår som minefelter, der skal undgås selv på bekostning af følelsen af sammenhæng, og som i stedet finder tryghed i en generalisering, en hensigt ”.
Iagttagelsen er markør for, hvad det kræver at være til stede. Man skal ville gå ud i minefeltet. Ud i det tab af kontrol ærlig snak om egne bekymringer, frygt for tab og fordømmelse vil give. Først der har man givet slip på alle parader og er så personlig man kan være. Kun den personlige indmelding giver troværdighed til den fortælling, der gør en til medskaber af, hvem vi er.
I dag ser jeg den samme forventning i kvindernes før høflige udfordring af sin mand. Nu insisterer hun der midt inde i dig/mig relationen på, at manden også tør være personligt tilstede. Kvinden har forberedt sig, trænet i Yoga, vinterbadning, mindfulness, fokus på sundhed, tydelig barnestøtte og nu skal nærværet også bane vejen for, at det er os, der er sammen – så vi kender hinanden, altså på den autentiske måde. Og hun regner bestemt med at de mange timer på cyklen eller nede i fitness centret også har trænet ham til at elske sit nærvær.
Sådan er scenen på mikroplanet.
Udviklingstsunamien ændrer os
På maxiplan noterer jeg, at kvinder sætter foden ned mange steder. I går sagde sygeplejerskerne nej til en ny overenskomst baseret på den uligheds fastholdende tjenestemandslov fra 1969, skabt midt i opbrudstidens start. På Kvindekampdagen den 8. marts – nu 52 år senere,skrev forfatteren Sofie Jama helt melankolsk i Berlingske:” Det er som meget af den traditionelle visdom om køn og kønnenes gensidige balance er ved at gå tabt, både for mænd og kvinder”.
Ja, den tidligere samspilsform ser kun få stadig visdommen i, vi er gledet ud af formen. Opbrudstegnene er mangfoldige, men tydeligst i sidste års Metoos voldsomme effekt i oprydningen efter uacceptabelt magtmisbrug. En uundgåelig nysætning af standarden inden for køn, alder, race, religion, etnicitet er sat i bevægelse.
Forfatteren Birgithe Kosovic skriver også her 8. marts men mere bekymret: ” Det vi oplever nu, når der ikke længere er nogen grænser, faste roller og regler for, hvordan vi er overfor hinanden er, at vi begynder at se bagsiden af den totale frihed, som er blevet efterstræbt de seneste årtier. Opløsningen af autoriteter gør det generelt sværere for mange mennesker at navigere moralsk og socialt”. Men der er skabt et frirum, hvori parrene arbejder med hvad der kan lade sig gøre for dem. Nogle med åbne forhold, andre med særlige fælles boformer, andre med bare bæredygtighed. Ligeværd findes i et uendeligt antal koncepter og indebærer uforudsigelige konsekvenser.
Vi er vor historie
Jeg ser i disse forandringens strømninger mange eksempler på, at hvis et par i 2021 ikke får fat i og holder hinandens opmærksomhed, er personlige, lærer hinanden at kende, og derved deler virkelig virkelighed, selvom det lige i øjeblikket er grænseoverskridende – så er de virkelig fucked. Ja de glider fra hinanden ud i hver deres livsstrøm, hvor ingen kan forudsige, hvor de hver især bliver ført hen. Og i sandhed vokser de fra hinanden for, de ender med hver sin historie om, hvad der foregår. Og den historie har så meget magt.
Jean Diderot advarede os – der i 1979 – om, hvorfor det så nemt går galt, hvis man ikke har hinandens opmærksomhed. I The white album skriver hun om det frigjorte menneske ( min oversættelse af sammensatte citater ):
”Vi fortæller os selv historier om vort liv for at kunne leve. Især dengang i 70erne var det svært at få min opmærksomhed. Jeg var faktisk kun optaget af, hvad der bare skete i mine indre sindskorridorer, et sted jeg opholdt mig mere og mere. Jeg var opslugt af min intellektualisering, mine reaktive forsvarsmåder, mine projektioner, kropsliggjorte følelser, tvangstanker. Så de fleste møder med andre i de år var blottet for nogen logik andet end hvad der opstod af min fortælleevne”.
Vor tid har legaliseret en samfundsmæssig subjektivitet, hvor Facebook og Instagram nærmest er blevet en forudsigelig materialisering af den personlige platform for, ja, hvad du/jeg sådan gør, tænker, synes om alt muligt, der passer til vores historie om os selv.
Det er derfor ikke mærkeligt, at netop på mikroplan i parforholdet mødes vor tids malstrømme i et voldsomt clash mellem to helt personlige selvfremstillinger. Især virkningen af parrets faktiske inter-afhængighed og kravet om gensidig accept bliver en udfordring af makroplanets løfte om den altdominerende personlig frihed. Ikke mærkeligt har vi i flere årtier haft en skilsmisseprocent svingende omkring halvdelen, ikke tællende de talrige kortvarige forhold, hvor den ene slår op, for før, under og næste dag at date en 2-3 stykker ude på byens cafeer. Alle prøver at få deres historien til at blive til virkelighed.
Mange udforsker alternative løsning til at rumme forholds begrænsninger i selve evnen til at være i deres her og nu. Her et citat fra en nærværsøvelse, jeg lavede umiddelbart efter, at en mand havde skældt sin kone ud for at være krævende.
Lise siger: Her og nu kan jeg se at du er rød i hovedet, sveder og har små, mørke øjne. Hører stadig rumlen fra da du råbte lige før. Her og nu kan jeg mærke, at jeg er rolig her og ja glad.Her og nu tænker jeg, at engang blev jeg bange, når du var vred, nu er jeg rolig. Mærker glæden ved, at jeg kan blive og være der for dig, lige nu, hvor du har det svært.
Ole:
I nærværet opdager mange alternativer til det svære, uoverskuelige som i sin autencitet faktisk bliver en løsning.
Størst af dem alle er kærligheden
Vi laver stadig nye stærke historier om kærligheden. I dag er kærlighed blevet det ideelle nærvær. Vi kan se vort tids historie på Netflix eller HBO.
Jeg blev overvældet forleden i 7. afsnit af Romulus på HBO. En serie om Roms skabelse, fra før vor tidsregning. Scenen er med en kvinde, der står under sin korsfæstede mand. En død på korset er pinefuld og langsom, så soldaten beder hende forlade stedet, så hun ikke skal se på hans lidelser.
Hun svarer:
”Lad mig blive ved hans side. Hvor han er, må jeg være. Mit hjem uden ham er som en mørk brønd. Min søvn uden ham er ingen hvile”.
Og så kom det, jeg i min friheds søgen har haft så svært ved at acceptere, da det bryder med at vi bare er 2 individer, der selv bestemmer det hele.
”Jeg lever i hans øjne. Hvis han ikke ser på mig igen, er jeg en livløs krop”.
Hun spørger så den soldat, der vil have hende til at gå hjem:
”Kender du den følelse”?
Gør du? Søger du at gætte gåden om, at dit livs lykke er afhængig af din kærestes velvilje i netop nuéts horisont? Fuldstændig som du i nuet mærker afvisningen, så genkender du også øjeblikkeligt fra dit nu, som kvinden under korset, at fraværet af din kæreste straks er et møde med en belastet indre reaktion.
I denne serie fortalte hendes kærlighed vogterne om et nærvær, som også de satte højere end alt andet, og derfor tog manden ned fra korset, og lod ham leve. Vi ser her, hvordan det som vi oplever på hver vores mikroplan også findes i makroplanet, som den historie vi alle har tilfælles.
Hvordan arbejder du med at kunne være sød?
Nærvær med din partner ligestiller jer. “Jeg ser dig, som du er, hører hvad du er optaget af. Du hører på mig, og ved hvad jeg er optaget af. Og så afhænger alt af, med hvilke tanker, vi rummer at være udleveret til hinanden.
Den danske filosof K.E Løgstrup uddyber, hvad det kan indebære, at vi sådan er ”udleveret til hinanden”, og som par lever af at mig/dig kan fange nærværet med hinanden:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.
Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver.
Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” Den etiske fordring. Løgstrup 1956.
Jeg fornemmer, hvordan Løgstrup opfordrer mig til at have min kærlighed klar til brug. Ellers kan jeg nemlig tit komme op i et hjørne. Uanset tab af moral, struktur, forudsigelighed, sker der nemlig noget i os, når vi i længere tid har været sammen med den vi elsker. Noget af os bliver som et med den anden.
Så prøv om du nu kan begynde at holde øje med noget helt specielt:
I det søde smil kun til dig er nærværet den åbning, der giver dig alt et menneske kan ønske sig.