”Det, jeg ved om dig, er, fordi jeg har spurgt dig. Det, du ved om mig, er, fordi jeg har fortalt dig det” citat fra kvinde i parforhold.
Jeg vil se på, hvordan to kærester bygger bro mellem hinanden, så ”vi” findes for hinanden med en styrke, der kan klare trykket fra de spændinger, de hver især går og skaber.
Et par udfordrer nemlig løbende sin egen eksistens.
Så først: Findes din kæreste så tydeligt for dig, at du uanset, vil kunne gøre hende tryg igen? Kan du løfte dit hjørne?
Bemærk venligst min tydelighed. Jeg tænker: ” Gad vide om den hjælper til med at mine pointer bliver hørt”? Metoden hører jeg brugt overalt. Jeg er nemlig også utrænet i at ville holde afstand, lytte og sige mine ting stille og roligt, endda undlade, hvis de opflammer min partner.
Kan du passe på dit forhold?
Parterapi afdækker, at de fleste par ved emotionelle udbrud, kaldes skænderier, kun har to greb: Tale højere, eller trække sig. Fremfærden efterlader begge med en ensomheds samtale, der heller ikke er til gavn for deres parforhold. De kan gøre det bedre. Begge parter har bag det sagte jo helt tydeligvis synspunkter, der kunne tåle lidt respekt og en nærmere undersøgelse. Bare det at høre efter disse sårbarheder, ville have en utrolig virkning. Som partner er man jo tit en del af den andens synspunkt. Det bør man være klar til at høre på – når som helst.
Jeg oplever ofte, at der er kønsforskelle i såvel skænderikompetencer, som i hvordan man gør det godt igen. Men da kvinden ofte diskvalificeres undervejs i skænderiet, opdager manden ikke, hvilke kompetencer han ville kunne få glæde af.
Forsøgsvis er evnen til at omgås hendes negative følelser noget som afslører megen forlegenhed. Kan man da overhovedet være gavnlig i en samtale, hvor man kun bliver svinet til? Ja, det kan man. Det ville oveni være så godt for begge, hvis der var en mand til stede, der tålte lidt røg, og viste respekt, så hendes mishag tjente et formål. F.eks.: ”Ok, du har min fulde opmærksomhed. Jeg hører efter. Jeg skriver ned imens, så kan du se, om jeg har fået fat i, hvad du siger”. Den slags tale ville helt klart ændre røgdækket.
Det vil virke begge veje, da alle kæreste tænker, at det de siger er til gavn for forholdet. Begge parter ville føle sig løftet op i synligheden.
Mangler du ord, når du hører på ubehageligheder?
Foran mig i terapilokalet sidder Lise og græder lige så stille. ”Jeg har ingen følelser for dig længere” siger hun. Hendes mand, Poul sidder forknyt i den anden ende af sofaen. Han fumler efter ordene. Han tumler med, om han vil afvise hendes begrundelse. Han vil jo alt så godt, – så hun burde kun få ro på og rare følelser, bare ved at blive mindet om det? Et typisk, helt hverdagsagtigt eksempel på, hvad han har at byde på, mens han hører på Lises tristhed. Hvis han altså ikke ligefrem skælder hende ud.
Hun siger videre: ” Du er faktisk ikke min partner, du er bare din egen. Du ved ikke, hvilken rolle du har, hvordan du kan bidrage, i vores kæresteliv sammen”.
Poul griber ud efter sin praktiske forståelse, og taler om de økonomiske vanskeligheder en skilsmisse vil indebære. Er det hans bud på et bidrag?
Ikke noget med ”jeg vidste ikke, du var så ensom” eller ” jeg ved, jeg har svigtet dig, alt for ofte bare ved ikke at høre efter”. Lise eksisterer slet ikke i hans oplevelse af, hvad der sker lige her og nu, hvor han sidder med sin grædende kone i den anden ende af sofaen. Han kan hverken begræde sit forholds fallit endsige være den støtte, der skaber tryghed, mens Lise deler, hvad hun med sorg har gået og gemt på. For Poul findes de bestemt som relation, dog som det umiddelbart lyder, blot som en praktisk ramme for hans liv. Rammen kan han godt snakke om. Poul selv findes lige her og nu kun inde i en spændt trykken for brystet – ordløs, og famlende efter noget at holde sig til. Han har intet at bidrage med, der kunne favne deres ulykkelige situation.
Og han deler slet ikke, hvor skidt han selv har det. Han tænker slet ikke i de baner, at Lise kunne være der for ham. Han forestiller sig ikke, hun kunne skifte stil for hans skyld. Han sku´ prøve. Hans stil er et stort trist nej til forholdet, noget han ikke engang har tænkt over.
I parterapien er det bestemt ikke atypisk, at en ægtemand virker ordløs, hjælpeløs i en emotionel krise, hvor han selv er en af hovedpersonerne. ”Jeg vil det jo bare godt” gentager Poul. Ja hos Gud kan man finde nåde, men Lise ser tomt på ham. ”Hvad skal jeg bruge det til”? lyser det ud af hende. ” Er det en godt skjult undskyldning for noget”? Hun er så trist over, at han er så forstemmende uartikuleret om egne følelser. Endda også empatisk utydelig i omsorgen for sin lidende kæreste, og for ja for dem. (hvad betyder: ”og for ja for dem”?)
Ikke mærkeligt at dette forhold næste ikke findes mere. De mangler de stærke ord til hinanden, som skulle holde dem sammen og bære dem igennem.
Broen
Midt i denne triste stund kom jeg til at tænke på Annika fra krimiserien Annika DR/4. Hun siger: ”Alle broer har tilfælles, at deres formål er at krydse en kløft. De kan i det store hele gøre noget godt. Det forudsætter dog, at de to sider er glade for at blive forbundet. Nogle gange formår de kun at lade fjenden slippe over. Selve broen eksisterer i en konstant kamp mellem træk og styrketryk. To kræfter i konstant modarbejde. Hvis man ikke finder balancen, der tøjler disse modstridende kræfter, vil broen give efter. I en stabil struktur er noget spænding nødvendig”.
Lises udsagn skaber tung spænding ved sin udfordring af selve forholdets berettigelse. Hun har længe ikke mærket nogen stabiliserende styrke fra Poul. Hun erfarer i stedet, at Poul bruger broen til at shoppe ovre hos hende. Hun kan opfylde nogle af hans behov. Lise er mere som en ekspedient. En der ikke eksisterer, når man går ud af butikken. Poul har slet ikke fanget Lises partnertænkning. Og hun har ikke afstemt sine forventninger i de enkelte situationer, så hendes mand langsomt kan lære, hvad hun taler om. Hun troede, at de havde en fælles protokol. Men nej, Pouls protokol er en helt anden. Pouls handler om, hvad han selv mener, set ud fra ham selv. Han kan ikke hæve sig op over det.
Hvem har lært Poul, hvordan man er der for en anden?
Ingen har fra deres erfaring med kærlighed sagt til Poul, at hans kone er et vidunderligt mysterium, der kunne mødes med gådens begejstring fremfor forsvarets ikke lytning. Så slipper han ud af at skulle mene noget. I stedet er det en opdagelse, og i den ånd er hans rolle at gøre hende tryg, stille spørgsmål, bane vejen for hendes udfoldelser- så deler hun gerne sine hemmeligheder. Sådan har ingen desværre lært ham at tænke om sin kone.
Ingen havde sat sig ned og snakket med Poul om hvilken rolle han skulle/kunne spille i sin kone liv. Den godhed han taler om, skulle jo helst være noget hun syntes var godt for hende, og ikke en godhed kun han kan bryste sig af. Ingen har snakket med Poul om, hvordan han kunne være en styrke/tryghed, for den spænding hans kone møder i hendes liv. Altså lært ham, hvad han skal sige, der er godt.
Mon hun ville være der for ham, hvis han var trist? Eller udfordres hun af det samme som ham?
Er du også blevet løftet?
Poul reagerer, som var han selv ekspedient med en svær kunde: ”hun er heller aldrig tilfreds” og ”Jeg er ikke enig”. Han ser ikke, at i et parforhold er der 2 selvstændige individer, der også vil være kærester. Og det kræver stor omhu med selve samtalen. Begge skal mærke de er hørt. Før det sker, er alle løsninger et overgreb, der dræber de rare følelser.
Lise siger: ”Den slags forhold vi har, vil jeg ikke længere bære på alene. Du søger aldrig ind i, hvad jeg taler om, for at forstå, hvad jeg er optaget af, især når jeg taler om mig selv, eller hvad jeg kunne tænke mig. Trykket er for tungt. Jeg har ikke flere kræfter tilbage til også at løfte på dit slags købmandsforhold.
Jeg eksisterer ikke, som noget du bærer på, løfter op. Du er ingen støtte for mig”.
Lise gennemgår de helt enkle præmisser for en stærk relation, og en relation, der ikke opfylder sit formål, findes ikke, ophører med at eksistere. Den har forpasset sin pointe.
En kæresterelation er båret af den gensidigt følelsesbekræftede virkeligheds beskrivelse. Vidste Poul det? Måske, vi gør det hele tiden med vores ”det kan jeg lide”, ”ih hvor rart”, men er Poul bevidst om, hvor vigtigt de udsagn er for en relation?
Jeg har mødt mange mænd, der ikke har tænkt over, hvad de tilbyder deres forhold, og hvad deres rolle er. De spørgsmål kan de ikke svare på. Poul kan kun svare på, hvad han selv vil have ud af situationen. Relationen eksisterer ikke, som noget han lært sig at værne om.
Det er trist, at han har glemt, hvordan der gennem hele hans barndom, var voksne der løftede ham op, kyssede ham, sagde rare ting. De fleste af os er også blevet løftet, kysset, kastet, kilet, svinget, opmuntret, hørt på, givet gaver, hvisket ”jeg elsker dig” til mange gange.
Kære Poul, tror du den slags kun er godt for børn?
Budskabet fra vor forfædre
Vore forfædre fra for 4000 år siden har sendt os et lignende budskab med deres mange stendysser. De mennesker løftede den tungeste sten op, og satte den i evig spænding over de bærende sten. ”Her findes en mand eller kvinde vi ærede og elskede”.
Måske også ”gør ligeså i dit liv. Løft den op, du elsker, så ved de, de findes – tidløst. De vil gengælde dig med en hengivenhed, så du også lægger skulder til livets byrder”.
Hilsen Peter