Denne artikel taler om sårbarhed i det relationelle perspektiv, der hvor du er i tvivl om, du tør række ud.
Sårbarhed er vores vækstlag.
At vise sårbarhed er et farligt øjeblik for enhver. Den måler afhængigheds-kvaliteten på godt og ondt. Den viser, hvad mine relationer tilbyder netop mig, når jeg konkret rækker ud i en bestemt situation. Sårbarhed er et sandhedsøjeblik for mig, og om jeg bliver mødt.
Sårbarheden viser sig i alle aspekter af livet. I den intime relation, de personlige, relationelle, faglige, sociale, økonomiske og de politiske relationer. Alle samspil der kræver sine unikke kompetencer – selvfølgelig. Og samtidig i relationer som baner vejen for at vigtige behov kan blive opfyldt.
Ulla Hinge Thomsen skriver i sin bog Sårbarhed: ” At kende og omfavne sin sårbarhed er, …, toppen af behovspyramiden. ” Politikken forlag 2020. Behov skal erkendes. Men hvad så hvis jeg ikke lige ved, hvad der gemmer sig i min sårbarhed? Hvordan gjorde vi som børn?
Aldrig har jeg set et barn kalde, græde, uden at det er i en situation, hvor dets livskompetencer er på sin kant. Barnet kan ikke … bøvse, gå, nå vandet, holde balancen på sin første cykel, give sig selv en forklaring – uden kærlig hjælp. Derfor kalder det, græder, skriger. Barnet er klar til at vokse.
Sårbarhed viser måske vej til vækst.
Lige der er barnet sit behov, sin bekymring, og sårbarheden vejer dets liv i en balance. Afhængigheden blottes, står magtfuld, den bliver virkelig, afgørende. Findes ”jeg” for dem, der skal passe på mig, for dem der skal hjælpe mig med at vokse på så mange måder.
Hvis ingen svarer, så mangler barnet at have mødt karakteren af endnu en livskapacitet. Barnet vokser ikke på det punkt. Barnet, drengen, pigen må i stedet finde en anden, tidligere, mindre egnet kompetence, der kompenserer for det autentiske svar på det nuværende behov. Vi vokser ikke, og bliver låst fast i et mønster af forudsigelighed.
Hvorfor er jeg så bange for mig selv?
De fleste voksne kender til, endda dagligt, at der stadig er meget, vi ikke kan gøre selv. Vi møder vores sårbare kant hele tiden. Hver gang opstår et særligt, frygteligt måske urovækkende øjeblik. Vores sårbarhed fortæller os først: ”det her” er vigtigt for ”mig”. Vi er usikre på vore egne løsninger, hvad skal vi gøre? Vi kan ikke bare vælge impulsen fra. Naturligt vender vi os ud ad, og i den bevægelse mærker vi den særlige følelse af afhængighed af andre på den mest virkelige, konkrete måde. Vi kan jo ikke selv, men det bare at række ud virker farligt. Det er svært at acceptere, at vi er så afhængige af hinanden også som voksne. Vi lærte jo tidligt med strenge blikke, at vi skal kunne klare os selv. Andre måtte ikke bruges, selvom jeg ikke kan. Det budskab er meget forvirrende.
Sårbarheden har fået selskab
Vi er sårbare relationelle væsener. Gensidigheden viser sig for os, og vi tør eller kan den ikke. Der uendeligt langt til at forestille sig et møde med et kærligt, favnende menneske. Det menneske som lever på den viden som Løgstrup beskriver som: “den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sine hænder.” “Den etiske fordring” 1956. Denne kærlige fornemmelse ville være en skøn relation at være i.
Men den emotionelle ramme for mødet med den anden, måske kæresten er ikke levende for de fleste af os. Vi er vores egen lykkes smed. Vi er selv den skyldige. Psykologisk har sårbarheden fået selskab i sit svage øjeblik. Vi skammer os. Vi er ikke kun afmægtige, vi er også dårlige mennesker. Vi har ikke forstået at klare os selv. Ikke mærkeligt, at vi skyr sårbarheden som farlig for os med denne skamgørelse af den naturlige impuls til at række ud, når vi ikke kan selv. Vores reaktion på dette dilemma er, at vi lær os at mærke mindre efter. For nogen bliver det et mønster at skabe følelsesløshed. Det at være bange for sig selv bliver så stærkt et standpunkt, at mange ikke længere kan skelne mellem omsorg ydmygelse. Vores sårbarhed er kommet i dårligt selskab.
Når mønstret spærrer vejen til vækst
Det er klart, at der opstår et mønster ud af vores erfaring med at være tilknyttet vores primære omsorgspersoner. Derfra opstår for mange denne ambivalente holdning til det at dele vores sårbarhed. Det mønster tager vi med os ind i parforholdet. Mange af os er derfor ikke trygge ved at være særligt afhængige af nogen – ikke engang vores kæreste. Mønstret tager over. Vi undviger, i stedet for selv at undersøge vores nuværende virkelighed og de muligheder den tilbyder. Vi laver særejeregler i parforholdet, som vi aggressivt forsvarer. Kampenes facon tyder på, at de blot tages for ikke at føle vor sårbarhed. Vi er aktive men ikke med at vokse, selvom behovene står i kø for at lege med de nye muligheder en kæreste tilbyder. ” at føle sig set”, At føle sig værdifuld”, ” at bryde med ensomheden”, ” at turde føle sig elsket”. Vigtige behov der trænger til at blive budt ind. Nej, desværre sårbarheden bliver ikke brugt til læring, afklaring. Gamle mønstre skaber dårlige nye mønstre, der står i vejen for vækst. Forholdet vokser ikke.
Hvad gør jeg?
Jeg har med tiden lært mig at kontakte min andens sårbarhed. Jeg gør det varsomt, og samtidig sikrer jeg mig at være i god kontakt til en rar styrke i mit indre, og derfra kommer et tydeligt: ” hvad er du for én sårbarhed? Er du også vagtsom? Jeg vil dig det godt, Hjælp mig med at lære dig at kende. Den åbenhed ville også betyde noget for mig”. Får jeg mon det moment af kontakt, jeg beder om? Hvis ja ser jeg efter behovet, og derfra efter svaret på, hvad jeg ville gøre med det behov, hvis det var mit. Det kan jeg tillade mig for den anden rakte ud, og fordi jeg ser sårbarhed som en markør for et bagvedliggende behov, der leder efter et svar.
Hun har en dobbelt bekymring: ”Jeg kan ikke selv, og jeg ved ikke om du er der for mig”. Denne dobbelte bekymring har vi alle, når vi sårbart rækker ud.
Du kan starte med at få svaret på det andet spørgsmål ”Er du der for mig”? Det er et ja. Først der kan vi mærke ” vi er stærke sammen. Vi kan sidde med hinanden, når en af os rækker ud”.
Hvad med det første spørgsmål ”hvad stiller jeg op med det her behov”? Måske finder hun et svar gennem mig, hun vil afprøve, måske ikke.
Men vi har opdaget hinanden inde i den gensidighed, der hele tiden var der. Vi kan favne hinanden i vores besvær, og mærke at deri er der også en løsning, der kan forløse sårbarheden for denne gang. Den fandt nemlig den anden, og det var nok det vigtigste. Missionen lykkedes og det føles godt.
Venlig hilsen Peter Kongshaug
You must be logged in to post a comment.