Er skænderierne dit bedste bud?
Ligeværd er en langt mere aktiv del af vort samliv end vi står ved. Det er blandt andet drivkraften bag, hvorfor mange par pludselig havner i et skænderi. De sidder i en helt almindelig snak, som berører en situation, hvortil den ene siger, at han/hun følte sig uretfærdigt behandlet, og bang kommer den anden voldsomt tilbage med, at det synes han/hun er udtryk for total mangel på respekt. Snap!! -der bliver råbt:
Kampen kommer spontant. Hver især slås de tydeligvis for noget meget vigtigt.
Skænderier er typisk startet på, at din partner på egen hånd har omdefineret et af fællesvilkårene eller har lavet en negativ følelsesbaseret vurdering af dig”. Sidst måtte jeg vente, derfor..”. Du er pludselig en sølle skyldner, der ikke har medindflydelse på din onsdag Det kan du ikke lade uimodsagt. Han/hun gør dig utryg. Det er ligesom, hvis mor/far bare rejste sig og gik fra dig som lille barn.
Skrig er reaktionen på dette svigt.
Jeg har ret, du reagerer selv i en svag sag, hvis du ikke er ligeværdig med din kæreste – ikke også?
Jeg vil se på, hvordan et par kan overleve og evt. trives under lighedens kritiske øje.
Lighed er at ville lytte med aktiv interesse. Vidste du det?
Mange par startede parforholdet på, at de netop følte sig tryg, når de delte, hvad de tænkte. Ens begrænsninger blev mødt med et smil, for det er jo netop ens svagheder, kærligheden er der for at rumme. ” Vi klarer os fint selv om, du har svært ved at sige nej til din mor og nu igen skal over og hjælpe hende med noget, hun godt kan selv (svagheds delen, altså den side af os som er passiviseret af mange års overmagt fra eksempelvis vores mors trussel om tab af kærlighed)–uden at inddrage mig i din beslutning(egoisme delen, altså den del af os vi har selvtillid omkring, hvor vi ikke spørger om forlov, som udenfor parforholdet kaldes selvstændighed)”. Vore styrker spørger ikke om forlov, de klarer sig selv.
Gensidig tilgængelighed afklarer løbende ligheden. Tilrådigheden gør parterne ajour med hinanden. Det samspil skaber tryghed:I par sammenhæng er lighed vævet sammen med to begivenheder: at den enkelte kan bevare tryghedsbalancen med sig selv samtidig med, at de også har oplevelsen af at blive hørt. Ligheden bekræftes endeligt ved, at det stadig er talerens emne, der tales om, når lytteren siger noget.
I par sammenhæng er lighed vævet sammen med to begivenheder: at den enkelte kan bevare tryghedsbalancen med sig selv samtidig med, at de også har oplevelsen af at blive hørt. Ligheden bekræftes endeligt ved, at det stadig er talerens emne, der tales om, når lytteren siger noget.
Så det at kunne lytte er en grundkompetence.
Men at høre efter er anstrengende. Det betyder ofte man skal orientere sig i en ny vinkel på kendt stof, og den skal huskes og konsekvenserne undersøges. Og det der bliver sagt er nogen gange en afvisning af ens ønsker, en fejlfortolkning og evt. kritik, der igen udfordrer ens fornemmelse af logik, ligeværdig og endda aktiverer ens frygt for adskillelse.
Lytterens sind bliver hurtigt fyldt op af alle mulige reaktioner, som han/hun bare må af med for igen at blive tryg. Så i vanskelige samtaler må ingen holde lange enetaler, der skal være et vist tempo i snakkeskiftet: At snakke sammen er som at danse sammen. Når lytteren afbryder for hurtig, fanger de taleren på det forkerte ben. Taleren var ikke klar til skiftet, og afbrydelsen skaber utryghed. Den øjeblikkelige vrede understreger blot, at det er ufravigeligt, at den anden skal lytte.
Når lytteren afbryder for hurtig, fanger de taleren på det forkerte ben. Taleren var ikke klar til skiftet, og afbrydelsen skaber utryghed. Den øjeblikkelige vrede understreger blot, at det er ufravigeligt, at den anden skal lytte.
En vred samtale består derfor typisk af to emner på samme tid, altså hver af de to personers emne, som de har nu finder vigtige. De er vævet ind i hinanden som var det en samtale. Begge lytter efter tegn på, at deres emne bevæger dansen, så begge opdager, at de faktisk ikke eksisterer for den anden bare, fordi de siger noget. Begge kæmper i stigende grad for at få fat i den andens opmærksomhed til det, de faktisk taler om. Aggressionen går ikke på en eventuel uenighed, men på at ikke blive lyttet til. Det truer selve ligheden eller følelsen af ligeværd. De er ikke indregnet i en eventuel konklusion.
Så tror pokker, at der bliver råbt, når kærestelytteren skubber til denne bærende søjle ved sin insisteren på ikke at lytte, men selv at ville høres. Omvendt fuldender den anden katastrofen ved sin ikke at kunne skifte til lyt.
Mange par ender derfor ikke mærkeligt på et tidspunkt i sådan en ”lyt til mig nu” samtale med at tale om skilsmisse.
Hvor tit gør du boet op?
I Tv-serien House of Cards sidste afsnit af 3. årgang vurderer Claire ligheden i sit ægteskab, der har bragt hende helt til det Hvide hus. Hun synes, hun må gøre boet op lige der, hvor hendes mand Francis har vundet det første primærvalg på vejen mod en ny præsident periode. Tidspunktet kan opfattes som sabotage af hans succes, men også som netop det hun oplever, at lige nu er de faktisk blevet lige lidt for ulige.
Modtager du interesse, for det du taler om?
Da manden, Francis kommer hjem fra sit arbejde og Claire sidder og venter, tror han, hun har savnet ham og vil sige tillykke. Claire starter derimod samtalen med: ”Jeg troede, vi var på denne rejse sammen, at vi to var to lige dele”.
”Jeg troede, vi var på denne rejse sammen, at vi to var to lige dele”.
Han opfatter, hun bebrejder ham, at han var alene om at holde takketale, fordi Claire var for utilpas til at deltage. Han føler sig uretfærdigt behandlet. Han kunne ikke bare foran snurrende kameraer været taget hjem med et ”min kone er blevet syg”. Francis samler alligevel hendes tråd op:” Ja, vi ejer begge, hvad vi har skabt”. Men han får ikke den ønskede accept. Han prøver igen:” Alt vigtigt jeg beslutter, har vi to talt sammen om”. Der sagde han det, hun var oprørt over. ”Præcis alt hvad du beslutter. Jeg skal spørge dig”. Claire er kommet i en alvorlig klemme med sig selv ved sin støtte til hans ambitioner. Den ubalance havde hun ikke set komme.
Hvad ville du gøre, hvis du var blevet anden violin?
Claire og Francis´relation er blevet asymmetrisk. Så når han fortsat prøver med: ”Hvad er der galt med at spørge mig om hjælp”? taler han i hendes øre oppe fra og ned, og ydmyger hende yderligere. Derfor reagerer Claire stærkt: ”Bare det faktum, at jeg har brug for din hjælp til det, jeg vil, gør mig svag. Jeg hader den følelse i mig selv. Jeg vil have min egen anerkendelse. Situationen mellem os gør mig underkastet”. Claire samler sit budskab: ” Vi plejede at gøre hinanden stærkere, men nu er det kun dig, der bliver stærkere. Og jeg er svag. Og jeg kan ikke holde den følelse ud”.
”Bare det faktum, at jeg har brug for din hjælp til det, jeg vil, gør mig svag. Jeg hader den følelse i mig selv. Jeg vil have min egen anerkendelse. Situationen mellem os gør mig underkastet”. Claire samler sit budskab: ” Vi plejede at gøre hinanden stærkere, men nu er det kun dig, der bliver stærkere. Og jeg er svag. Og jeg kan ikke holde den følelse ud”
Hun serverer konsekvensen af ubalancen skåret til benet.
Her kunne han sige: ” Nu forstår jeg, hvad du siger”. Men nej, han er blevet sur over han møder modstand, så han ignorerer, at han taler til en stærk kvinde, der lige har sagt, hun afskyer sin svage position. Han siger på en op-ned – du-er-simpelthen-så-urimelig måde: ” Hvad er det, du vil? Hvad er det, der ikke er godt nok”? Det udløser det afgørende stød fra Claire: ” Det er dig, der ikke er godt nok”. Og som truet styrer hans instinkter ham til fuldt angreb. ”Uden mig er du ingenting. Nu gør du, hvad jeg forventer af dig, eller har jeg taget helt fejl af, hvem du er”?
Det har han.
Ved deres møde næste morgen møder han en kvinde i attitude som Willumsens kvinde i maleriet: En bjergbestigeske. Claire siger blot: ” Jeg forlader dig”, og så går hun. Claire genfandt balancen med sig selv, men desværre uden ham hun mistede den med.
Så ubønhørligt er kravet om lighed i et par, at hvis den er skæv, og man ikke sammen genfinder den, så enten mister man sig selv eller også mister man hinanden.
Så hvad koster det at ville være lige?
Hvis man vil kører udenom de farlige skænderier, må begge lære sig den kompetence at kunne lytte.
Hvis man vil kører udenom de farlige skænderier, må begge lære sig den kompetence at kunne lytte.
For at lytte indebærer ofte at høre et nej, og at skulle kunne rumme stærkt korrigerende meldinger. Omvendt kræves selvfølgeligt også, at man har modet til at bringe ens sårbare klemtheder for dagen. Så ved begge, hvordan de står lige.
Jeg vil her til sidst nævne endnu et vigtigt aspekt i lighed, som jeg kommer ind på i næste nyhedsbrev:
Underkastelse der giver mening
Lighed koster også, at begge kan tilbyde sin underkastelse, hvis dominans fra den anden giver mening. Jeg tænker her på, at ofte i den konkrete situation, har den ene af en eller anden grund bare fat i en bedre løsning end den anden. Så underkastelse kan give mening, og da den kun kan gives, har den en utrolig positiv virkning på begge både i parfølelsen. Dette er ofte bekræftet i en stærk gensidig sensuel reaktion.
Parret kan i lighed slippe et fokus på standpunktet og genopdage sig som venner og kærester. Begge vinder over den situation de er endt i.
I parrets lighed venter den overvældende livsoplevelse, at ikke kun at være lige med sig selv, men også at være det med den man elsker.
Med ønsket om en god dag,
//Peter
You must be logged in to post a comment.