Du ved, du ikke svarer – ordentligt,

og du har opgivet at protestere…

 

Jeg vil se på den afstand, der kan opstå mellem kærester. En distance, der viser sig i de korte, verbale afvisninger fremfor en tydelig, undersøgende, åben interesse for, hvad der bliver sagt.  I en tavshed, hvor der før blev grinet. Eller i korrektioner over ligegyldige ting, hvorefter begge kaster med gamle afvisninger og manglende anerkendelse, som skrog fra noget godt, der blev dårligt. Et par kan blive fælles om ikke at forsøge at være sammen – ikke at arbejde på at finde hinanden i de små ting. Og de ved det godt.

Lad os se lidt på den afstandtagen, det er så trist at være fælles om.

 

Når afstanden er synlig

For nylig talte jeg med et par, hvor kvinden, Lisa, var fyldt med tanker, reaktioner, som hun ødselt delte med sin mand, Ole. Lisa kastede sine ønsker som trosser mod kajen fra et skib, der gerne ville fortøjes, men Ole greb ikke rebet. Han så på med hænderne i lommen. Han havde tydeligvis fundet sig godt tilrette i synspunktet: “Jeg er ikke enig”. Afstanden kunne ses ved, at begge kikkede forventningsfuldt over på den anden, ventende på et uddybende spørgsmål. Det kom ikke.

 

Kærlighed uden interesse

Oles facon var som en elektrisk grenkværn. Lisas emne blev fuldstændig splintret, når de kom ind i hans verbale hakkemaskine. Hun insisterede alligevel dog lidt frygtsomt, men bunken af iturevet samtale blev bare større. Deres afstand hang larmende i luften, men ingen af dem ville slukke for kværnen. Hans: ”Vi må kunne finde en løsning,” var et tilbud, som tydeligvis i hendes øre lød som: ”Ja, hvis jeg er enig med dig.” Passivt mærkede hun afmagten. Hun fik simpelthen ikke opmærksomhed på sit fra den, hun var afhængig af.

Oles kærlighed var uden interesse for den, han elskede – hans kærlighed virkede som pubertets drengens tilknytning til sin mor. Han bare ved, at hun er der et sted i huset, og den vished giver ham en tilstrækkelig, hemmelig tryghed til, at det er muligt for ham at forblive koncentreret optaget af sit eget. Og hvis noget er skævt for ham, må han godt skælde ud. En dreng er ikke partner med sin mor, det er en voksen mand med sin kæreste.

Overfor dette var Lisas metode som en ung demonstrant, der gik rundt med et skilt og råbte: ”Jeg har et budskab”, men Ole ville ikke høre det. Hun var nu synligt opgivende, havde stoppet sin appel og havde tavst smidt skiltet fra sig, hendes ansigt var mørkt, når hun sad overfor ham.  Mut insisterede hun på at få hans opmærksomhed. Han var stadig den vigtige for hende.

 

Tavshed værner om forholdet

I selskab med vor partner kender vi til at bremse vor egen spontanitet, afvise vor intuition og endda helt standse os selv i at dele tillidsfulde tanker – som ellers er helt klar til brug. Vi kan få lukket os selv så helt ned og tie så fuldstændig stille, at alle vore små indfald, reaktioner, kærlige tanker, bare er støj inde i hovedet og uro i maven. Som den fornægtelse Marty viser sin kone i TV-serien True detectives, når hun siger: Marty, der er kommet en afstand imellem os”. ”Hvad mener du”? ” Ja lige præcist det svar, er hvad jeg mener”. Det ville synes naturligt i hvert fald, at han havde sagt: ”Hov du, ja, jeg er begyndt at holde igen overfor dig. Det bekymrer mig, for sådan skal det ikke være.”

Det siger vi ikke højt, vi forklare i stedet os selv, at vi enten ikke kan overskue konsekvenserne eller gennemspiller, hvor utrygge vi er ved en negativ reaktion.  Faktisk håber vi, at den anden opdager, vi har trukket os, og at de vil sætte alt ind på at finde os igen. Vi håber det så meget, at vi ender med helt trygt, nærmest som var det sund fornuft, at forholde os ekstra tavse.

 

Hvad gør man med den afstand?

Afstanden, vi skaber, vækker vor frygtsomme fantasi, og den skriver straks videre på historien om vores ensomhed i vores eget forhold. Det er slut med at sige: “Skal du også have en kop kaffe?” eller: ”Hør lige her, der skete noget sjovt på vej hjem.” I stedet er det vor egen bebrejdelse, vi går og snakker med, som var den vores bedste og klogeste slyngveninde.

 

 Tavshed gør vred.

I hele det miskmask, et par får lavet, føles mellemrummet mellem dem nærmest farligt at gå ind i. Ingen af parterne er nemlig længere helt ajour med, hvor den anden er henne. Samtidig gør afstand i sig selv parterne vrede.   Tavshed, afstand, manglende interesse er imod hele forholdets begrundelse. Så når de endelig taler sammen, er det bebrejdende, som om det kun er den anden, der er skyld i hele misseren. Parret er blevet utryg ved hinanden.

 

 Du er valgt

Du har vel set tv-serien Vikings, hvori den norske konge undrer sig over en kvindes valg af mand: ”Hvordan kan hun gifte sig med sådan en ingenting?”, hvortil broderen svarer: ”Måske elsker hun ham, og hvis hun elsker ham, så er han blevet nogen”. Den opgradering gælder også for dig.

I valgte hinanden af interesse for hinanden. Du blev valgt af interesse. Men at du ved nærmere eftersyn ikke kun kendes for det gode, er din kærestes sure lod. Kun ved at du giver plads til den afklarende snak kan han/hun lære sig, hvordan netop du er den ”nogen”, der trods det besvær du skaber, er valgt til at dele et liv med.

 

 Her er du den voksne.

Så når et par har fået det tilfælles, at de er blevet farlige for hinanden – for forholdet, er spørgsmålet om det gode først skal komme fra den anden? Skal du opsøges med en undskyldning og en markant selvbeklagelse, før du kikker den vej, hvor din kæreste står?

Grunden til det er klogt, at du hurtigst muligt selv får hænderne op ad lommen og griber trossen med et: ”Lad mig hører, hvad du siger” er fordi, at du ellers en dag med næsten ren samvittighed kunne finde på at sige: ”Vi er gledet fra hinanden”. Alt imens din kæreste havde tænkt det som en kærlighedshandling at tillade, at ”du vel havde brug for at være lidt alene, siden du bare gik rundt og var tavs”.

Tør du være den voksne, og flytte dit fokus fra den negative afstand til den opmærksomme snak, uanset hvad der kommer? Oftest er det netop det offer du skal bringe for, at du kan få din troværdighed igen.

Benyt dig af din mulighed for at være din kærestes nogen.

Reklamer