Ingen er mere råbt ad, truet, irettesat, påtalt – sarkastisk – nedladende – ironisk – hånligt, mistænkeliggjort, afvist, udskældt end netop ens elskede partner.

Dagligt udfordres de fleste par af, at den anden insisterende forsøger at få dig til at forstå dem, blive enig, indgå aftaler, ville det samme, acceptere kritik, opfylde deres ønsker. Der er et pres på dig fra den anden om at kunne som dem, i hvert fald være totalt indforstået, enig og til rådighed. Eller ”er det hele bare en illusion”?

Denne kamp for den sande spejling udkæmpes overalt, på alle tider af døgnet og med stort set alle midler. Du må desværre også slide – selvfølgelig velbegrundet – fordi du oplever også at blive set i din partners spejling. Din partner er igen og igen simpelthen et problem i sig selv, som han eller hun er. Alt dette må man godt, for man har jo sagt, man elsker den anden.

Lad os se på dette slid.

Begge føler sig truet af den anden.

De fleste partnere har i deres almindelige sociale omgang med andre en fredelig, grounded, måske endda omgængelig stil. De kan være helt respektfulde. Mange har aldrig hævet stemmen blandt kollegaer, de går på kurser for at lære at udtrykke sig. Derhjemme behøver de ikke noget kursus.

Hjemme viser bitter erfaring, hvor tydelig partneren kan være. De er tydelige, når man ikke har forstået dem. ”Du ved godt, at jeg ikke kan rumme mere kritik.” ”Det er ikke kritik, jeg synes bare ikke, du hører efter.” Begge reagerer, som om de kan kræve af den anden, at vedkommende er i deres sind og tanker nærmest før, de har fundet sig selv. ”hvordan kan han bare overse, at der også står skummetmælk på hans indkøbsseddel” eller “hvordan kan hun ikke have lyst til at en middag med min ven” Hvis man gør det, kommer de skjulte regnskaber frem fra, da partneren donerede sin tilstedeværelse til ens familiemiddag i sidste måned – eller måske har man været kritisk? Sådan oplever han/hun det i hvert fald. Afsløringen fylder straks luften med irettesættelser.

Ens elskede er en trussel på trods af at han bare er sig selv.

Reparationssamtalen.

Balladen betyder: ”Se mig, min vrede skal gøre indtryk på dig, for du glemte mig. Du talte for længe med Louise, og I sad og grinede, selvom jeg har bedt dig lade være. Jeg følte mig utryg, nu har jeg mistet mit fodfæste.” Så uanset om man forsvarer sin ”uskyld” eller angriber den anden med, at “du er hysterisk kritisk,” så står der klart mellem linierne: Vi arbejder begge to super hårdt på at sikre vores plads i forholdet.

Par bruger dage, utallige sms’er, på at rydde op efter de små træfninger over morgenkaffen. Nogle aftaler parterapi for at genfinde sjælsroen efter

en skuffelse, en mistanke. Partnere er ikke altid så robuste, som de kan se ud i deres lækre tøj. Og de ved det godt.

I de enkelte situationer viser det sig ofte, at den anden har taget fejl, endda glemt noget. Samtalen bliver på et tidspunkt et angerfuldt, yndefuldt genskabelsesritual, måske udløser den ligefrem gaver. ”Nej, det er mig som er dum,” “jeg bliver også alt for vred,” og ”jeg elsker dig.” Erklæringer, der skal gentages, hænder der skal røre, kys, før parret igen har ro på i hinandens selskab. Alle par gennemgår dagligt dette arbejde med at reparere og vedligeholde deres jordforbindelse i den fælles tryghed.

Børn giver én ret til ikke at være sød.

Mens parret har småbørn, overtager dette arbejde hele hverdagssamtalen. Nogle slipper aldrig igen kun at snakke om ting, der skal fikses bedre eller huskes mere præcist. De vil det så godt, og de regler og rettigheder, man har erobret sig under børnepasningen, indenfor hvem der dømmer og hvem der er skyld i hvad, slipper man heller ikke igen. De er gode at have klar til brug næste gang, man igen føler sig truet af en mislyd. Så når: ”Alt det stammer helt fra dengang, du ikke var der “, bliver sagt, besvares det ofte med et: “Jeg ved, jeg gjorde en fejl.” Hele tiden en tilbagevenden til reparationen af den tvivl man åbenbart går og skaber. Man forsøger at understrege: ”Du er vigtig, din plads i forholdet er ikke truet. Du kan være tryg med mig “.

 

Dengang paraderne var nede.

Kan du huske dengang, du ikke tænkte på andet end din kæreste? Du var begyndt at sige ja til, hvad I kunne finde på sammen. Og dit ”ja” var din nøgle til, at I kunne åbne låsen til faktisk at blive et par – og det ikke kun i en romantisk forstand. Det gensidige, frivillige ”ja” åbnede også for jeres tidsubegrænsede tilknytning. Aktiveret tilknytning er vores allesammens indbyggede, sammenholdssystem. Det er naturens bidrag til, at to mennesker kan føle dyb samhørighed overfor hinanden i rigtig lang tid, . Samhørighedsfølelsen er den samlede gensidige viden I har om, hvem/hvad der er ”os”. Det viser sig i de ytringer af alle mulige slags, der får sat ord på forholdet, så I fastholder og udvikler, hvad ”vi” har sagt ”ja” til. Det er forholdets egen beskytter.

Når du taber sutten.

I jeres selvskabte sammenhold bliver du tryg, når du bliver genkendt – af dig selv og af den instinktive tilknytnings-parvogter i din partner. Det sker når din partners stemme er mild, og hans/hendes ansigt er afslappet og måske endda med glade øjne. Så er I det par, I har fortalt tilknytningsinstinktet, at I er. Men når noget er skævt, så reagerer instinkterne også og fortæller dig/din kæreste, at noget er galt. Og pas på og bevar din ro og mentale afstand, for ellers udtrykker ”passe på ” instinkterne sig på dine vegne med fuld styrke. Pludselig er der ulve i stuen, der knurrer og bider efter hinanden. Mentalt lukker nogle helt af for, at det de laver er voldeligt, de er kun i kampen for at blive hørt. Tilsammen kan I på et øjeblik få gjort så meget galt, at der skal beroliges over flere runder.

I sin essens er det lige der, kampen, for tryghed mod balladen, skal tages. Et par kan lære sig at være venlige og søde sammen, i hvert fald som de er mod naboen, så kan nervesystemets instinktive vurderinger hvile. Et par har hele tiden mange emner om store forskelle i løsninger, opfattelser, som kræver ro og interesse for hinanden.

Men man kan lære sig at opdage, når man er ved at tabe sutten, og at selvreparere i stedet, indtil man igen kan tale venligt om tingene. Man skaber f.eks. afstand til sin/dine følelser ved at sige: ”Jeg oplever du bliver vred, når jeg taler. Det er ikke til fordel for vores parforhold. Lad os vente”.

Og var det ikke faktisk den måde, I mødtes på? Med tålmodighed?

Lad dragerne sove.

Lad mig citere en kollega på Facebook, der linkede til en undersøgelse i Huffington Post lavet efter en rundspørge blandt adskillige USA parterapeuter om, hvad der derover skaber det fredelige, langvarige parforhold:

1. Kys din kæreste goddag og godnat.

2. Vær generøs med dine komplimenter.

3. Vær uenig, men fair, hvis I skal diskutere.

4. Fokuser på det, du kan lide ved din kæreste, og lad resten leve i periferien af dine tanker

5. Vis dine følelser med kys, kærtegn, kram, let berøring. Foran børnene og offentligt.

6. Sig højt, hvad du ønsker. Ingen er tankelæser.

7. Afsæt tid til hinanden, til intimitet, til oplevelser.

8. Grin sammen – tit.

9. Diskuter økonomi åbent. Find løsninger – hele tiden. Ingen udskydelser.

10. Lad tvivlen komme din partner til gode.

-Huffingtongpost.com

Med disse råd undgår I dagligt at vække dragerne i det forhold, I begge så gerne vil blive i.

Så kan – og vil I regulere jer selv?

Kh
//Peter Kongshaug

Reklamer