At skabe betydning
På jødiske kirkegårde vil den opmærksomme besøgende se, at der på mange gravstens øverste kant ligger en lille sten. Nogle gravsten har alle mulige slags små sten. ”Tænker på dig”. ”For mig er du her stadig”. ”Min elskede”. ”Tak, min ven, du gjorde mig stærk”. ”Vi er sammen.” Stenene er ladet med mening og lagt på skulderen af den store sten for efter sorgen at genskabe et indre nærvær om egne tætte bånd.
Jeg vil se lidt på, hvordan partnere finder tilbage til de følelser som knytter dem sammmen, mens de har hinanden.
Er du forladt?
Under parterapien sidder den påtalte partner helt stille med et trist, hvidt blik, mens han lytter til den andens bebrejdelser. Ansigtets tristhed tyder på, at han før har hørt på, hvordan han helt selv er skyld i, at den anden ikke kan dele ud af al den søde varme, hun har at byde på. En varme, de begge tydeligvis kunne trænge til. Kritikeren er dybt forankret i sin vrede over ikke at føle sig hjulpet nok i gang med at være det gode menneske, hun selv synes, hun er. Hun skal først ses, høres, mærkes på den ene og den anden måde, før hun virker som det gode menneske, hun er. Blikket fra den anden viser afmagten og et ”sådan er det også for mig”.
Og når den ene holder pause, starter den anden. Bebrejdelserne fortsætter uhæmmet på samme taktfaste melodi med omkvædet om, at det kun er den anden, der forhindrer mig i udfoldelsen af selve den kærlighed, jeg gemmer på. De forklarer mig samstemmende, at problemet opstår ved, at den anden kommer hjem, taler i telefon, og så går den anden senere bare i seng. For dem er kontakten fuldstændigt afbrudt.
Den forsømte oplever sig prisgivet, passiviseret, forbigået, når den andens selvstændigt er i gang med bare at være sig selv. Det kan man nemlig ikke bare være, når man er knyttet til en anden. Uafstemt selvstændighed forvirrer, bekymrer, alarmerer partnerens tilknytningsinstinkt. Det sender straks sit: ”Du er forladt” signal – også er helvedet løs.
Begge står de i vejen for hinanden
I en forstyrret tilknytning lægger ingen af parterne den bekræftende, rare bemærkning på den andens skulder med en venlig berøring. En berøring, der retter den andens opmærksomhed mod det gode, fælles ”vi er sammen”. I stedet sidder de to forsømte kærester vrede og uselvstændigt ventende på den anden.
Begge er fanget i et spil båret af logikken i en ambivalent emotionalitet. De lyder, som om de kæmper for deres fælleshed, men ville blot afvise den andens initiativ, hvis det kom. De ville simpelthen ikke kunne lade være. Det er utroligt belastende at være par i et anklagende/såret samspil. Et spil, ingen synes i stand til at bryde ud af, og følelsesmæssigt præget i alt hvad de gør sammen.
Ingen kære mor
Negative tilknytningsreaktioner er tydeligst, når det sunde, forladte barn i vrede over svigtet tryghed hæmningsløst fortæller, hvor dum den voksne er, måske gemmer sig for at blive fundet, er afvisende for at fremkalde en overbevisende genforsikring af netop relationens betydning. I et parforhold er de to af den slags børn – samtidig – og der mangler den kære mor, der tålmodigt hører på og trøster. Så en par-voksen må selv finde sin egen indre kære mor/rare far frem og hæve sig op over det hele, hvis der er nogen, der skal være den trygge, forstående, søde. En reparationsfase indebærer, at man vil blive slået og forbandet, truet og råbt ad. Samtidigt med man selv forsikrer sin troskab og angrer sine fejl. Gentaget over flere runder. Det er tilknytningskravet før roen igen kan genopstå, og man kan vende tilbage til egne sysler i fred og ro.
Og hvad gør man så for at blive stærk nok til at kunne lytte og rumme alt det, man selv ville sige?
Find tilbage til dig selv
Man vender sig beslutsomt mod sig selv og starter en omhyggelig, koncentreret egen-omsorgs-proces i 3 faser:
- Dyrk din selvstændighed, du kender den allerede. Det er en væremåde, vi glider over i, når vi skal have vores eget liv til at virke – derude. Den skal vi finde frem, venligt, målrettet. Dertil er der mange måder: Løbe, arbejde, snakke med en anden, lave gode selvbeskyttende aftaler. Start med at sige til den partner: ” Jeg skal lige finde mig selv, så er jeg der”
- Afbryd impulsive tanker/følelser. Det er desværre meget svært, men man skal kunne bryde ind i – og skabe afstand til – og helt afbryde – den øjeblikkelige impulsverdenen. Her foreslår jeg træning i selvafbrydelse i de talrige mindfullness meditationer, man kan hente i sin App Store. Senest er jeg løbet ind i en 9 minutters gratis meditation, hvori Jonathan Lehmanns supplerer denne træning ved at tale om 7 guidelines/affirmationer, der hjælper med at holde fast i ens selvglæde/selvstyrke : www.youtube.com/watch?v=wm4_M8LBkd4 . Prøv, han kan noget.
- Med andre ord: Tag ansvar for at du vil skabe et omsorgsfuldt samspils-miljø. Det er der grobund for, når egen styrken er etableret. Den tager sit udgangspunkt i din grounding med en stærk fornemmelse af ansvarlighed.
”Jeg tager ansvaret for, at vores samspils-miljø bliver bedre. Jeg mærker derfor ikke så meget efter, om jeg har lyst, om det er svært. Jeg har ansvaret for, at der sker ændringer. Og derfor gør jeg det, som dur”. Ansvar er som det rigtige værktøj, det tager bare lidt tid at løsne, at åbne, at dele, at få fat.
Gode tips til at få succes med det omsorgsfuldt reparerende samspil:
- Iværksæt gøremål, som din partner synes der mangler.
- Lyt, forstå.
- Stil mange uddybende spørgsmål.
- Vent med at sige din mening indtil du bliver inviteret til at sige den.
- Forsvar dig ikke, men læg dig fladt ned, og overdriv gerne beklagelsen, eller undskyldningen.
- Forvent ingen ros.
- Lad dig ikke drive ud af fatning. Bed pænt om en pause.
Alt dette i tydelig indre kontakt med egen styrke og ansvarsfølelse og med viljen rettet mod at opleve den anden give slip på sit insisterende “Jeg må godt være dum, for du er dummere”. Hold hele tiden fast i: ” Du kan trygt komme tæt på mig igen”.
Vi er intet lovet
Hvis du har givet alt, hvad du har at give hver dag, længe, og mærker depressionens mørke skyer omgive dig i horisonten, og der træt giver op, fordi kærligheden ikke lader sig vække, så kan du sige: ”Jeg tror på os. Med det bekymrer mig, at jeg tænker på at forlade dig. De tanker er ikke til fordel for os to.” Hvis disse ord ikke skaber nogen reaktion, så er I ikke længere kærester.
Men hvis hengivenheden og varmen vågner af sin dvale og bliver gensidigt nærværende og kraftfuld, og du mærker den fælles ånd, du savnede, så har du vundet en stor sejr for jeres fælles kærlighed. I lægger igen hænderne på hinandens skuldre i et savnet favntag.
Kærlig hilsen Peter