Kan du finde dine fødder – når båden vipper?

På et øjeblik kan du helt miste dit fodfæste. Der skal ikke så meget til. En uventet skarp kritik, en hånlig afvisning, selv et lille prestigetab. Bom, så har du tabt dine koordinater, ryster hænderne foran dig for at få plads – ikke mere lige nu. Andre gange sejler du bare lige så stille i den gale retning. Du har bare gået og sagt ”ja”, når du faktisk mente ”nej”. Du bliver træt, irritabel, trænger til lidt trøst – en Bounty eller det der er værre. Eller orker bare ikke ting, du ellers er glad for.

Og – ingen kan undvære sig selv særligt længe ad gangen.

I et parforhold er den enes tab af fodfæste en trist og alvorlig affære. For når bare det at dele ens ærlige respons er forbundet med frygt og tanker om fare –  og når ens autencitet føles som en  grænseoverskridende handling, så er man jo heller ikke kærligheds forventende.

For at understrege sagens alvor sker der jo også det, at du baner vejen for en falsk løsning. Du giver indtryk af enighed, selvom det faktisk kun er din kæreste, der bliver tilgodeset. Konsekvensen er, at den anden part nu slipper afsted med små løgne og sandheds manipulationer, så de kan få den opfattelse, at det f.eks. er i orden at glemme aftaler. Og det går stærkt med at vænne sig til denne nye opfattelse. Nu begynder de ligefrem at planlægge efter, at” h*n siger jo ikke noget”.

Som par er I nu havnet der, hvor ingen af jer gør det I siger, eller er den, I giver jer ud for at være.

Et par vil altid prøve at fungere i sin virkelighed, dog på den måde kan vi jo ikke blive ved. Men hvordan finder du dine fødder igen?

Hvad er det, der forstyrrer kompasset?
Jeg ser selve parholdet, som en stærkt ladet, polariserende faktor. Selvfølgelig ladet med mening skabt af parret selv, men bag dem står alle de positive egenskaber, vi alment tillægger parforholdet som koncept. Det er en magtfuld institution. Et par er tillagt stor værdi og stærke betydninger. Parforholdet er dybt forankret i vores fælles kultur og har præget vores opvækst. Alle er skolet til, hvad et parforhold skal indebære , og den overbevisning påvirker vor dømmekraft.

Vi mærker som kæreste, hvordan  advarselslamperne blinker ved f.eks. uærlighed. Bedraget er et tydeligt tegn på en ubalance mellem parterne. Nogle forventninger til parforholdet er som selve byggestenene i en defineret institution. Og ærlighed er en af dem. De er så stærke, at man kan føle sig presset til at vælge sig selv fra. Eller måske, at bruge institutionen til at gemme sig bag, som man så faktisk ikke længere selv er med i.

Alle skal vi gennem vanskelige overvejelser, føler os splittet, når vi skal administrere os selv, under de to stærkt ladede regimenter, mig og så os. De overvejelser kan bestemt forstyrre kompasset.

 

Først skal man turde miste sig selv for en stund.
Jeg vil se på den metode, vi nu bruger, når vi med vores mig skal finde ud af kunne genkende sig selv i et os. Altså inden vi går ombord på det fælles fartøj parforholdet, der tidløst skal sejle os videre lastet med gode ønsker.

Parret starter dybt inde i to mennesker. Derinde hvor en lyst kan tænde og mærkes rettet mod en anden. Med den interesse går begge i al hemmelighed i gang med at spørge sig selv om hende her/ham der, er god for mig.

Skibet os ligger stadig trygt til kajs i havnen, men begge er gået undersøgende ombord på for at se sig lidt omkring. Hvad er os for nogen? Først efter stævnemødet mærker man med det nyerhvervede os , efter om det hele passer sammen med mig. Man mister – kun – at være sig selv. Begge undersøger, om de kan håndtere de mentale og følelsesmæssige skift frem og tilbage mellem mig og os.

Den undersøgelse kaldes også at være forelsket.

Kan vi to sejle sammen?
Forelskelsens rolle er, at holde to menneskers fokus fast på at afklare, om de har fundet sig den rette partner. Spørgsmålet er, om de kan mærke, at når jeg står her ved din side, så står jeg godt på mine fødder, og om jeg har en positiv forventning til min fremtid.

Mange tager ikke forelskelsen for andet end noget nærmest sødt drømmeri, eller at skæbnen har kaldt to personer frem, som var mennesket blot en frejdig malkepige og en kodriver, der ude på gårdspladsen blev sat sammen af forvalteren.

Nej, forelskelsen er netop en af de mest grundige forundersøgelser, et menneske kan lave. Det er naturens, ja faktisk livs-evolutionens, hjælpende hånd til drømmen om en langvarig relation. Den hjælper én med til, med skærpede sanser,  at ville dufte, studere fregner, sære bevægelser, baggrund, åbenhed, vaner, horisonter, moral, konsekvenser. Alt hvad det indebærer at være tæt på den anden. Begge parter skal ses efter i fugningerne, så man ved, hvad man har med at gøre.

Hele undersøgelsen er selvfølgelig styret af en lyst til at sige ”ja”.

Undervejs i undersøgelsen lykkes nogle med at finde ”ja”´erne i tilstrækkelige mængder, så man udvikler en mere grundfæstet følelse af, at jeg ville kunne være med på et os.

Forelskelses processen afklarer: ”Jeg glæder mig faktisk til denne tidsubestemte sejlads med dig. Jeg tror den vil gøre mig godt”. I processen har man givet slip på den ene af de to magtfaktorer – sig selv. Og man har fået kontakt med os-følelsen. Man godkender også,  at så er der afstand, og så er der det ikke. Jeg føler mig glad og afklaret med mit os. Forelskelsen har foreløbigt tjent sit formål.

Når begge er klar, vil de med et ”ja, jeg elsker også dig” stå ved, at vi to godt vil være os.

Har du opdaget, hvordan I er vi?
Og endelig kan os-skibet lægge fra kaj, og parlivet bliver en rejse i tid og rum, hvor horisonten skifter og bringer nye figurer frem. Nogle gange glider fartøjet stille og roligt, tydeligt og skarpt, andre gange buldrer og brager alle fortøjninger, mens man famler i bælgmørke. I et tidsperspektiv over parrets færd, viser det sig, at måden man bevarer sit fodfæste på, stående på dækket bag roret til sit forhold, afgør hvor længe parret sejler sammen.

I parlivet pendulerer vi fra vores selvstændige fodfæste over i fælleshedens egen grounding. Nogle bliver dovne, så de glemmer sig selv, og bliver hængende i det fælles, som kæreste, partner, mor og far. Andre forlader aldrig deres selvstændighed. Den horisont er hvorfra, de taler om alt.

Afklaringsprocessen er klart blevet vanskeliggjort for begge af, at de jo både skal undersøge tingene på egne vegne, og samtidigt, hvad der er bedst for skibet os, og så finde kursen med to kaptajner på dækket. Man mærker tydeligt i det daglige, hvordan emner, temaer undersøges i svingningen frem og tilbage mellem begge typer af perspektivering. Men også at de to egoismer blot er nogle af de kendetegn, man tager pejling med. Mange øver sig grundigt i denne øvelse, og tillader endda at den ene tager roret alene. Hele tiden i en åben selvevaluering.

Denne mange-aspekter-kalkuleren er simpelthen måden, man er os på.

Under dækket, nede i vores mentale og følelsesmæssige liv, kan vi bedre følge den indre afklaring. Vi er loddet til at undersøge tingene på en bestemt måde. Jeg tror du genkender faserne i denne proces skridt for skridt frem til, hvad du så gør.

Afklaringsprocessen:

1. Sanserne indtager dato. Uden filter registrerer vi, hvad vi ser, hører, dufter.

2. Da vi ikke er født i går , har vi lært en masse om disse data. Vi ved øjeblikket, hvad vi ser. Måske ikke en topspættet lammedykker, men en fugl. Måske ikke hvilket bilhorn, men en advarsels lyd. Vi ved desuden en masse om en række kvaliteter ved disse data.

3. Hvordan stiller de data mig? Hvordan skal jeg handle?

4. Vi får en følelsesreaktion på disse data. Følelserne danner fornemmelsen af, hvordan jeg er stillet. Godt, neutralt eller afvist?

5. Disse autentiske følelsesreaktioner, har jeg så oveni også en følelsesmæssig reaktion på. Nogle gange er vrede socialt farligt at vise, men jeg kan godt græde. Mit selvværd påvirker også retten til at vise autentiske følelser. De omformes.

6. Det jeg så tænker afhænger meget af den følelsesmæssige proces, og vores mening om disse følelser. Eksempelvis nogle gange er vores egen reaktion så ”farlig” for os, at vi projekterer ”vreden” over i den anden. Og derfra kan vi så bebrejde dem deres intentioner. Nogle gange siger vi bare ”put”, og lukker det hele ned. Nogle gange mentaliserer vi og sætter det hele ind i en historisk fortælling.

Desuden arbejder vores fantasi med de hypotetiske muligheder.

7. Det vi så faktisk siger er desuden underlagt en række sproglige regler og måder, som så enten er ret simple eller ganske sublime.

 

Måske kender du til nogle gange selv at blive bange for de ord, du tænker at sige? Forståeligt, hvis din fantasi leger med, hvordan du bliver bedømt i den indre, nu måske utrygge selvfølelse. Er status: ”Jeg må hellere passe på, hvad jeg siger”?

Denne proces kan ikke gemme sig. Den viser sig i tavsheden, afstanden, ulysten, negativitet. Begge har allerede bestemt sig for, at du ikke kan lide at høre, at sådan er jeg.

Os har mistet sin gode autoritet. Jeg tror ikke længere samtalen kan give mig tryghed.

Således bliver partnernes skib og ror adskilt fra hinanden.

Når skib og ror er blevet adskilt.
Den uforløste afstand betyder man bliver sensitiv for lyde og ikke ord.” Du lyder sur ”. Total tekst diskvalificering. ” Jeg gider ikke høre mere ”. Andre hører kun budskabet, uanset tårer og råben. De holder sig til argumentet. ” Jeg er bare ikke enig”. Så slutter den snak – de negative følelser står uimodsagt tilbage. Begge går og lærer sig, at de godt kan ignorere kærestens følelser ”hun er bare skør i hovedet”. ”Du tager mig ikke alvorligt”. “Du hører ikke efter hvad jeg siger”

Problematikken, dårlig håndtering af vanskeligt budskab og store følelser, er livsfarlig for en kærlighedsbåret relation. Selvfølgelig bliver du tydeligt draget til ansvar for, hvad du går og laver, når det gode du vil, ikke er det du gør. I operaen ved du, at arien er et råb om hjælp båret i styrken af deres følelsers afhængighed. Hjemme er din kæreste bare for meget. Den manglende samtale gør blot at begge sidder med et hjemløst os.

Hvordan du kan dele dit liv med den anden
Metoden jeg har beskrevet ovenfor ligger i vores DNA. At finde fodfæstet med et mig og et os er en livslang udfordring. Metoden ligger i vores DNA. Det er måden, vi klarer os på. Det kan du mærke, for når du sejler godt og rammer havet rigtigt, risler det op langs ryggen.

Dit vigtigste bidrag til dit parforhold er, at du kan finde dine fødder. Os har brug for, du står på dine ben, når det knager i tømmeret. Især når du skal rumme et os, der mangler den anden.  Så der kun er dig på dækket

Du kan give tryghed til din partner, så I har ro på med, at I er i gang med en meget vanskelige opgave: at være to som vil være en.

Eller være to som elsker hinanden fra et godt sted i jer selv.

Kh,
Peter