Mænd og samtalens DNA

Mænd og samtalens DNA

Mange mænd er ikke nødvendigvis bange for intimitet, når de starter en ny relation. Det, der overrasker dem, er snarere, at det de siger, ofte ikke opfattes af deres nye kæreste som svar på det, denne spurgte dem om. Som efter hun for eksempel siger: ”Jeg synes, vi har svært ved at blive enige”, og manden svarer: ”Det passer ikke”.

Der er pludselig rigtig dårlig stemning imellem dem. Der er noget denne mand åbenbart slet ikke har fanget. Han opdager dog misseren og bliver helt forvirret i samme øjeblik, hun bliver emotionel – så snart hun ikke er til at tale med. Han tænker, `hun ikke har ret til at blive sur. Jeg har bare sagt min mening`. Der er tydeligvis mere til kommunikation end bare udveksling af meninger. Men hvad?

Jeg vil i det følgende se lidt på en af de faktorer, som denne mand nemt kan gøre noget ved, når relationen slår gnister. 

Mit fokus vil være på de helt elementære præmisser, som enhver kommunikation er underlagt. Præmisser der intet har med psykologi, kultur eller demokrati at gøre. Der er bare nogle præmisser for kommunikation mellem mennesker, ingen kommer uden om. Jeg taler om selve kommunikationens DNA – Inspireret af den tyske sociolog Niklas Luhmanns kommunikationsteori. 

Mit budskab er derfor, at hvis manden har disse præmisser i tankerne, bliver hans kæreste meget lettere at forstå for ham, og hans forsøg herpå bliver i hvert fald meget tydeligt. Måske finder han ud af, hvad der er gået galt, så han tager til sig, at meninger ikke er alt, han skal præstere for at være en brugbar kæreste.

Præmisser for effektiv kommunikation

Et af den intime samtales formål er at afklare, hvad der rent faktisk foregår ovre i den anden. Den afklaring er ret vigtig. Par fungerer på forudsigelighed, så de ved, hvor de står. Afdæknings-arbejdet favner bredt fra simple indkøb til spørgsmålet om gensidighedens grundpræmis: ”Jeg elsker dig”, siger hun. ”Elsker du også mig?”.   

I samtaler der søger afklaring, kan par ikke undgå at skulle holde øje med præmisserne for effektiv kommunikation. De er som snublesnore udspændt i samtalen, der straks udløser små følebomber, hvis man bryder med en af de regler, samtale-DNA´en foreskriver. Præmisserne er så indvævede i os, at uopmærksomhed vækker følelser til live, for at forstærke en insisteren på opmærksomhed på, hvad man siger. Hvilket altså ikke fremgår af den andens måde at tale på. Han må tydeligt vise, at hun findes for ham. Især når han ikke frivilligt kan samtykke, skal han tage højde for, at der kommer en reaktion. Ignorering gør samtalen meningsløs, så findes man ikke for hinanden. Og det er også hans ansvar at skabe den relation, han gerne vil være i. Accepterer han systemet, får han en hjælp, der guider samtalens form forbi snuble-snorene som en manual. Parret har samtalen til at skabe en afklaring uden krævende emotionalitet. Et par fungerer på gode løsninger, som begge kan se sig selv i. 

De 4 præmisser

Der eksisterer 4 præmisser for den kommunikation, som skaber parrets virkelighed. Det var en stor lettelse for mig at kende logikken i, hvordan jeg skal gribe det an, at lytte og snakke med et andet vigtigt menneske. De er, kære mand:

Præmis 1: Der er en blind vinkel i al kommunikation mellem to mennesker. Du ved ikke, hvad den anden tænker med mindre, at den anden fortæller dig det. 

Præmis 2: Du ved, at den anden kan sortere i, hvad de vælger at sige til dig. De vejer deres ord. Modtager-præmissen er altså, at du ikke ved, hvad den anden føler, og hvordan den anden opfatter situationen, før den anden siger det. Det hun vælger at sige, er udvalgt, så hun kan stå inde for det sagte. Den præmis bruger hun, så hun efterfølgende kan stå på mål for sig selv. Det hun siger er hendes virkelighedsfaktor i samtalen. Det kan du ikke ignorere, uden du får en reaktion. Det er så provokerende at blive ignoreret. Det ved du godt.

For mig er det at snakke sammen som en lille dans. Der er en rækkefølge såvel i trinene som i min kommunikation. Derfor koncentrerer jeg mig i første skridt i samtaledansen virkelig om, hvad du siger. Du styrer dansen. Og jeg kunne ikke finde på at blande mig i, hvad du siger, selvom jeg bliver provokeret. Jeg følger bare med, så danser vi dette første skridt i takt. 

Næste skridt er så, at jeg skal sige noget. 

Dette, mit første styrende skridt ind i samtaledansen, er ret dramatisk. Her viser sig endnu en krølle på kommunikationens DNA. For:

Præmis 3: Det er modtageren, altså mig, der bestemmer, hvad du faktisk har sagt. For jeg, som modtageren, fortolker altid det sagte ud fra min egen subjektive referenceramme. Afsenderen, du, vil på den anden side knap have gjort dig færdig med dit budskab, før du skal skifte vægten over på ’lytte-foden’ for at undersøge, hvilken mening det, du har sagt, giver hos den anden – mig. Afsenderen kan i spænding vente på at høre, om de er blevet forstået eller om budskabet er blevet omdannet af den andens – mine – forestillinger. Begge har en stor interesse i netop i dette skift virker; så vi er parat til en om’er.

I god kommunikation er mit første svar derfor nærmest blot at gentage, hvad hun sagde. Nogle gange er det nemt nok. Som for eksempel med udsagnet: ”Jeg mangler mælk”. Der er gentagelse så min forståelse: ”Du mangler mælk”, og rækker flasken til hende, og hun smiler. Det er lig med et ’ja’. Det er en nem og rar afklaring. En lille succes.

Præmis 4: Et parforhold bygger på den fælleshed, parterne kan skabe. Et smil, et nik, tommelfingeren op, eller et ” ja” er den accept, der virkeliggør den fælleshed, gensidighed, som er forholdet. Det er kommunikationens opgave at bane vejen for denne klarhed. I det arbejde skal begge håndtere såvel egne ønsker, som de svar man får. Der er emner, og der er en relation. Dansen skal være rolig, selvom enighed virker svære at finde. Hvor er vores ja? Skal være en tydelig faktor i alle par samtaler, ellers sprænger de små bomber.

Samtaler kræver ro

I indledningen citerede jeg en ung fyr, der tror det er gratis at sige: ”Det passer ikke”. Han sprang flere led over, plus et par nærliggende uddybende spørgsmål, som: ”Okay, hvad for eksempel tænker du på”? Hans hurtige svar giver hende følelsen af, at hun ikke findes, og han søger ikke fællesheden. Derfor bliver hun vred.

Samtalen mellem to, der vil være kærester, kræver ro på. Begge skal være med på, at det er svært. Et emne ad gangen, og emnet er, hvad den ene har sagt. Det kan så være den enes emne er en kommentar til et fælles tema. Men det de siger er stadig en selvstændig enhed i samtalen, en byggesten. Samtaler kræver ofte adskillige time-outs. Først efter at præmis 1-4 er overholdt mange gange, kan samtalen give sikkerhed for, at begge kan bygge videre med det, man giver og det man får. 

Opsummeret er samtalens dansetrin altså:

1. Din partner udvælger og siger det, denne vil sige. 2. Du gentager, spejler det, din partner har sagt– evt. suppleret med uddybende spørgsmål. 3. Din partner korrigerer din forståelse (hvis denne ikke er korrekt). Det er ofte, de første 3 trin skal gentages. Altså at du faktisk lytter på din partners udtalelse, og spejler dennes udsagn, indtil hun synes, du har hørt hende. 4. Din partner giver accept. Lige som vals eller polka består af nogle grundtrin, således gør samtalen – uanset emne det også. 

Jeg taler i podcasten fra Peter og Parforholdet #6 ’Hvorfor svarer han ikke?’ om kvinden, der ikke ville have noget med danske mænd at gøre, fordi de ikke svarer. 

Hun sagde: ”Jeg finder mig ikke i at være i et parforhold uden at kunne mærke, at jeg eksisterer. Jeg kan simpelthen ikke bare være en automatpilot i den andens liv. Hvor alt jeg får er korrektioner til hans forståelser. Den slags går begge veje. Jeg vil eksistere.”

Hun siger videre: 

”Jeg har ofte datet mænd, som ikke kan tale om sig selv. Grin bare, jeg mener at tale om sig selv på en sårbar måde, hvor de lægger sig ud i mine hænder. De kan fortælle om deres bedrifter, meninger. De kan tale om mine motiver og min manglende hensyntagen. Altså deres mening om mig. Men bruge mig til noget der bliver det svært ”.

Hun tilføjer:

”Hans facon gør, at han på en måde også forsvinder.. Han har ikke delt sine egne følelser. Han beder ikke om at blive hørt for noget, der er vigtigt for ham og sårbart at dele, altså det som er ham i autentisk forstand. Man skal ligesom regne ud, hvad han føler, og hvad han har brug for gennem det, han siger om andres fejl. Det er sgu’ op ad bakke.”

Find en løsning, ej et kompromis

Her et eksempel fra en samtale mellem to kærester, hvor den kvindelige partner vil rydde op i noget, der er sket. Hun får i stedet først hans mening, senere går det bedre. 

Hun spørger: “Hvad skal jeg tænke om middagen i går?”. Han svarer: ”Vil du gerne vide, om jeg vil spise med dig igen i aften?”. ”Nej, jeg vil bare gerne have mine 100 kroner tilbage, jeg lagde ud”. ”Det kunne du bare have sagt”. Uden følelsen af ansvar for samtalen er han hurtigt tæt på snublesnorene. Han prøver: ”Du vil gerne vil have dine 100 kroner tilbage. Okay, sorry. Jeg lægger mig fladt ned. Jeg har glemt din godhed. Tak. Jeg har 100 kroner i lommen, eller jeg kan overføre 100 kroner på MobilePay – eller vi kan bytte med den T-shirt, som du har lånt af mig, som jeg ikke har fået igen. Hun siger: Ja,– jeg beholder T-shirten, du skylder mig ikke 100 kroner. 

Ovenstående samtale er ikke et kompromis. Et kompromis er en løsning, hvor begge parter er lige utilfredse. Den samtale det par havde, lavede en løsning hvor begge var 100 procent tilfredse.

Deres samtale fortsætter, da han pludselig dukker op med en dybtfølt bekymring. 

Han siger: 

”Jeg har også noget at sige.” Hun sender hendes OK smil og han fortsætter: “Betyder dét, at du gerne vil rydde op i vores økonomiske mellemværender, at du er ved at forlade mig? 

Hun svarer: 

”Kære Ole, spørger du mig, om jeg er ved at forlade dig, fordi jeg beder om orden i tingene? Du har min dybe medfølelse for, at den slags giver dig frygtsomme fantasier. Jeg glæder mig til at gå med din T-shirt, især når jeg er alene”. Ole smiler: ”Tak søde, nu ved jeg, du også har tænkt dig at blive hos mig”. 

Jeg kunne tænke mig her til sidst at afprøve præmisserne på en lidt sværere samtale. 

En fyr har fået en ny kæreste. Hun stiller ham spørgsmålet: 

”Hvilke følelser binder dig til vores relation?” 

Og han svarer: 

”Jeg mærker, jeg kan være mig selv”. 

Han svarer på et helt andet spørgsmål end han fik. Et spørgsmål der ville lyde: ”tror du, du kan bevare din selvstændighed i vores relation”? Vigtigt spørgsmål helt sikkert. Men hun spørger ind til, hvad netop ikke er selvstændighed, nemlig om han har fået en følelsen af fælleshed med hende. En faktor der har noget at skulle have sagt overfor hans selvstændighed. Det alvorlige er, at hans svar lyder som et svar på hendes spørgsmål, og annullerer derfor betydningen i hendes nysgerrighed overfor ham, altså udvisker hendes selvstændighed. Det gjorde hende vred. Hans fejl-svar udløste en snubletråd med skiltet ”glem mig ej” på, og nu står han der med et skuffet suk, han skal deale med. 

En brugbar kæreste bruger præmisserne en ad gangen, så samtalen bliver god. Lyt. Undersøg om du forstod. Lyt igen og svar. Måske spørger hun dig om noget igen en anden gang.